Weekendavisen den 20. september 2024
Anmeldelse. To nye romaner fra førkrigstiden, besættelsestiden og efterkrigstiden skildrer menneskelighed i en menneskefjendtlig tid.
Keld Conradsen: Trampemarchen. Roman. 311 sider. 299,95 kr. Modtryk.
Inge Lise Hornemann: For det bedste. Roman. 379 sider. 299,95 kr. Alpha.
Vi nærmer os 85-året for nazisternes besættelse af Danmark, og forfatterne bliver ved med at skrive romaner med motiver fra årene omkring Besættelsen.
Mest bemærkelsesværdige er Kirsten Thorups to seneste romaner, Indtil vanvid, indtil døden og Mørket bag dig, der viser en kvindes modige humanistiske oprør med de tyskvenlige kredse, hun er en del af.
Politisk-historisk interessant er også Cæcilie Lassens Indre ø, som giver ære og værdighed til kommunisternes rolle i modstandsbevægelsen.
Og nu kommer så to nye læseværdige romaner, der også øger indsigt og udvider perspektiv. Begge er bygget på et skelet af historisk korrekthed og med autentiske personer i mindre biroller.
Den ene er Keld Conradsens Trampemarchen, der trækker linjer mellem de to verdenskrige ved at skildre en grænselandsfamilie – forfatterens egen – som er splittet i to dele, en tysksindet og en dansksindet.
Den anden er Inge Lise Hornemanns For det bedste, som begynder i befrielsessommeren, hvor Besættelsens slagskygger stadig hænger over Danmark. Millioner af tyskere bliver fordrevet af Den Røde Hær, der rykker frem i øst, og 250.000 flygtninge kommer til Danmark, hvor de bliver interneret på skoler, i private hjem med mere. Romanens handling er sat i Oksbøllejren vest for Varde, på én gang Danmarks femtestørste by 1945-49 og et mikrokosmos bag pigtråd. I dag er flygtningelejren hjemsted for Museum Flugt.
Keld Conradsen og Inge Lise Hornemann retter altså søgelyset mod dele af førkrigstiden, besættelsestiden og efterkrigstiden, som ofte står i skyggen af romaner om modstandsbevægelsen. Begge skriver om menneskelighed i en menneskefjendtlig tid, og i lighed med Anne Lise Marstrand-Jørgensen og andre forfatterkolleger repræsenterer de en litterær humanisme.
Deres temaer – det sønderjyske identitetsspørgsmål og det humanitære problem, hvor det kollapsede naziregimes egne borgere pludselig har brug for det befriede Danmarks hjælp – er dog på vej ind i litteraturen. Anna Elisabeth Jessens Hjemsted har også sønderjysk motiv, og Anne Lise Marstrand-Jørgensens Sange om stilhed og hjem skildrer også de preussiske flygtninge, så vi kan godt tale om en tendens, hvor grænselandet og flygtningeproblemet genopdages som litterært stof.
VI LÆGGER UD med Keld Conradsen (vinder af DR Romanprisen sidste år for den begavede Byen og havet), som i en lille fortale – der strengt taget er overflødig – oplyser, at romanen er vokset ud af hans egen familiehistorie, og at den strømmer i hans blod.
Derefter åbner første kapitel med en abrupt, men akut tankevækkende sætning:
»Fordi de følte sig som noget. Fordi det betød så meget for dem, hvad de følte sig som, at de ikke var noget uden. Og så selvfølgelig på grund af de andre, som følte sig som noget andet. Men før jeg nu fortæller alt muligt om min grandonkel Rudolf, grandtante Cecilie, Ståljosef, Emma, fætter Harald, Elna, Paul, Eva og alle de andre, som du ikke nødvendigvis vil kunne lide, skal du vide, at jeg selv husker dem som gamle og venlige mennesker.«
Fortælleren er den samme, som træder frem i fortalen, altså forfatteren selv. Hans stemme dukker op hen ad vejen, det er ham, der rekonstruerer det hele.
Keld Conradsen er vokset op i en sønderjysk familie, hvor moren var tysk, faren fra det tyske mindretal i Danmark, og hele slægten, som nu portrætteres i fiktionaliseret form i Trampemarchen, var altså tysk, men selv gik Keld Conradsen i dansk skole.
Forfatteren ved kun alt for godt, at flere af familiemedlemmerne var tyske nationalister med storgermanske drømme og loyalitet over for nazisterne. De drømte om at genrejse et stærkt Tyskland, der kunne undertvinge de dumme danske naboer. Og nej, den slags mennesker kan vi sandt nok ikke lide.
Trampemarchen er ikke en fortælling med skarp fokus på Besættelsen som sådan, men en slægtshistorie om de nationale modsætningsforhold, som blev trukket skarpere op, da Hitler kom til magten i 1933, og det tyske mindretal vejrede morgenluft.
12 år senere måtte Tyskland kapitulere efter at have forvandlet Europa til dødens slagmark, og tyskerne i grænselandet mistede med ét deres position.
Men Trampemarchen er også en udviklingsroman med Ståljosef i centrum. Som øgenavnet antyder, er arbejdsmanden Ståljosef troende kommunist. I 1920erne sætter han al sin lid til Sovjetunionen og står både i opposition til danskheden og nationalsocialismen sydfra.
Ind i Ståljosefs liv træder sygeplejersken Emma, der hverken tror på nationalismen eller kommunismen. Hun er anarkist med en drøm om at kæmpe mod fascisterne i Den Spanske Borgerkrig. Det er de store systemsammenstøds tid, både i den store verden og i slægtens liv.
Keld Conradsens roman er dramatisk og intens, men også besindig i sproget. Under hele fortællingen hviler forfatterens/fortællerens egen stemme, der af og til træder frem med en regibemærkning.
Denne stemme kan være bevægende som her, hvor Ståljosef gennemlever en stor sorg:
»(…) og hvis du selv har mistet, hvis du selv har sørget og mærket fortvivlelsens dybe stik, hvis du kender desperationen og meningsløsheden ved at leve, hvis du gang på gang har opsøgt den uudholdelige smerte for at blive forløst fra den også blot for en stund, hvis du har forsøgt at flygte fra smerten og har følt skyld over det også, så ved du, at det skyldes kærlighed. Ståljosefs sorg var al den kærlighed, som var blevet hjemløs, som han ikke længere kunne komme af med.«
Her hæver teksten sig. Sorg som hjemløs kærlighed er et stærkt og smukt billede. Men stemmen taler også med en risiko for at bremse fortællingens dynamik, for eksempel i det kapitel, der har givet romanen titel.
Trampemarchen er betegnelsen for en – helt autentisk – nazistisk protestmarch, der fandt sted i 1936.
En dansk gårdejer ved navn Warming havde købt en gård i landsbyen Stollig på tvangsauktion, men en tysk familie mente, at de havde en nedarvet ret til gården, og de samledes for at marchere ud til gården og vise deres »ubrydelige sammenhold«. Da nazisterne nærmede sig gården, satte de farten ned:
»Geledderne bevægede sig endnu langsommere, så gik de næsten i stå, og hvem der begyndte, det vidste ingen, men pludselig lød der taktfaste tramp. Tramp-tramp, tramp-tramp, tramp-tramp, højere og højere, tramp-tramp, TRAMP-TRAMP, TRAMP-TRAMP, TRAMP-TRAMP, alt imens man i sneglefart bevægede sig forbi gården.
Warming så det inde fra stuen. Hundredvis af nazister med brændende fakler midt om natten trampede forbi hans gård.
Hvis ikke han havde været en stædig vestbo, ville han nok have opgivet gården.«
Det er den sidste sætning, der dræner nøglescenen for intensitet. Marchskildringen bærer rigeligt sig selv.
Styrken ved Trampemarchen er, at den gennem en familie fortæller om en afgørende epoke i en egns og en verdensdels historie. Romanen bevæger sig fra 1920erne til krigsafslutningens maskefald i vinteren 1944-45, hvor Europas tragedie kulminerer med endnu en humanitær katastrofe. Sovjetunionens Røde Hær sender millioner af østpreussere på flugt. Jeg citerer:
»Panikslagne kvinder, børn og gamle mænd strømmede mod vest gennem det tilfrosne landskab. Desperate og forkomne ankom de til østersøhavnene, blev proppet i alt, hvad der kunne sejle, og sendt ud på havet. Mange af dem gik ned undervejs, mange af dem skyllede i land i tilfældige havne, hvoraf en del var danske, og selvom de havde frosset og sultet i mange uger og havde kæmpet for livet i ørkener af is, selv om de var svage, elendige og syge, og der på banegårdene stod bortkomne børn med navneskilte om halsen, så var de ikke velkomne.«
Sådan skriver Keld Conradsen næppe uden at have Middelhavet i dag i tankerne. Han søger, tror jeg, historiens ekko, at spejle nutid i fortid.
PÅ DEN MÅDE leverer han forfatterdepechen videre til Inge Lise Hornemann, hvis For det bedste begynder netop der, hvor Trampemarchen slutter.
Edith og Hans bor i Århus. Hun arbejder for Jysk Telefon, han er arbejdsløs havnearbejder, sammen har de en lille søn. Da Edith pludselig får tilbudt et job i den nyetablerede Oksbøllejr, hvor 35.000 flygtninge fra Østpreussen skal indkvarteres, siger hun ja på den betingelse, at der også er arbejde til Hans.
Vi lærer hurtigt Edith at kende som den inkarnerede ordentlighed, der hele tiden har tanke for andres ve og vel. Hun lægger ægte humanitær ånd i arbejdet med at registrere flygtningene, og hvor andre danskere mener, at tyskerne højst skal tåles, insisterer Edith på, at fjendens flygtninge også er mennesker.
Stemningen mellem ægtefællerne er anstrengt.
Mens Edith har en vis (uformel) magt og adgang til lejrens ledelse, bygger Hans barakker til de flygtninge, der bliver ved med at strømme til Oksbøl, mens han kæmper for sin position i ægteskabet. Da han løser et logistisk problem med nogle jernbanespor til lejrens tipvogne, stiger hans anseelse pludselig, og dermed hans selvtillid.
Også Edith opnår en personlig succes, da hun får skabt rammerne for en indsamling af tøj til de mange flygtninge. I al diskretion arbejder hun sammen med en tysk flygtning – det er ellers forbudt at fraternisere med de internerede – der præsenterer sig som en høflig og dannet shippingmand. Men kan man stole på de mennesker, man møder i Oksbøl? Hvad er forskellen på tillid og naivitet?
Inge Lise Hornemann fortæller konventionelt og skriver stabilt. Hendes rolige sprog passer perfekt til For det bedste. Kun synes jeg, at det narrative skema bliver lige vel tydeligt – og det humanistiske budskab lige vel skåret ud i pap – når både Edith og Hans anfægtes gennem møder med flygtningene, i Ediths tilfælde en mystisk kvinde, i Hans’ tilfælde et tavst barn.
Til sidst noterer jeg, at Keld Conradsen og Inge Lise Hornemann tyer til forskellige teknikker, når de bruger tyske vendinger eller sønderjysk dialekt.
Mens de tyske replikker i For det bedste (der er ikke mange, men de, der er, er velvalgte) slet ikke bliver oversat, sværger Trampemarchen til en gentagelse på dansk, både når det gælder tysk og sønderjysk. Keld Conradsen simultantolker sin egen tekst, så når der står Æ hæ æ lau å min sij, følges der op på dansk: Jeg har loven på min side. Selv Wir kommen aus Dänemark bliver oversat.
Her synes jeg, Inge Lise Hornemanns teknik med en uformidlet og stemningsfuld sproglig autenticitet fungerer bedst, og jeg ville ønske, at Keld Conradsen havde ladet dialekten komme til sin ret, selvom det ville medføre skærpede krav til læserens sprogsans.