Weekendavisen den 4. oktober 2024
Trækfugle. Lucia Odooms debutroman er for endimensionel i al sin resignerede hjertevarme.
Lucia Odoom: Cosmos. 156 sider. 199,95 kr. Gad.
Kosmos er et smukt ord, der betegner universet som en ordnet og harmonisk helhed. Når en romanperson hedder Cosmos, må man derfor gerne tænke navnesymbolsk. Vi lærer Cosmos at kende i journalist Lucia Odooms sentimentale debutroman (af samme navn), der er som skabt til at sætte humanistiske og humanitære hjerter i brand.
Cosmos, en mand først i 30erne, har forladt hjembyen Woe ved den ghanesiske Atlanterhavskyst og sat kurs mod Europa. Sammen med andre migranter kommer han over Middelhavet, og i Italien tager han underbetalt arbejde som tomatplukker. Senere rejser han til København, hvor han sammen med andre afrikanere samler flasker om dagen og sover i parken om natten.
Cosmos skriver lange WhatsApp-beskeder hjem til sin tante, onkel og elskede lillesøster Effie. Beskeder, der udgør romanen. Her får vi blandt andet at vide, at hans forældre døde i en trafikulykke, at søsteren er gravid, og at onklen er en selvbestaltet pastor, som har grundlagt en kirke for afrikansk folketro.
Cosmos er den typiske migrant. Livet derhjemme er udsigtsløst, og han søger mod Europa for at tjene penge, som han kan sende hjem. Han drømmer om at finansiere bygningen af et hus til sin gravide søster. Sammen med ham er tre andre ghanesere, som han træffer i båden over Middelhavet: Odofu, der får en amerikansk onlineveninde, som sender ham penge. Og tvillingerne Femi og Kofi, der fantaserer om at blive dansestjerner på TikTok. Selv skriver Cosmos følsomme digte. Sammen kalder de sig Kragerne efter fuglene i Københavns gader:
»Kragerne er blevet vores gruppenavn i WhatsApp. Hvor end vi går, møder vi nemlig de fugle. De er sociale, og de leder efter guld, der hvor andre ser skrald. Og så har jeg læst, at krager rent faktisk kan bære nag. Ligesom os ved kragerne, hvor de er velkomne, og hvor de skal være på vagt. Den store forskel er, at kragerne kan krydse alle grænser og frit flyve hen, hvor det passer dem, hele verden er deres tilflugtssted.«
I København møder Cosmos fotografen Elizabeth i en afrikansk frisørsalon. Han forelsker sig i hende, og hun vist også i ham. Gennem hendes venner får han job som model ved modeugen, hvor han tjener gode penge på catwalken. Men succesen sætter Cosmos’ forhold til Elizabeth – og hans moralske kompas – på prøve. Det sidste, Cosmos skriver til Effie, er dette:
»Et fly efterlader sit spor på himlen, imens jeg skriver til dig, og jeg tænker på, hvordan det mon føles at flyve. Elizabeth ringer nu. I et andet liv er hun og jeg to krager, der flyver hen over verden, hen over alt det, der ikke ejes af nogen.«
Den sidste WhatsApp-besked i romanen er ikke skrevet af Cosmos, men af Elizabeth til Effie. På selveste juleaften fortæller hun, at Cosmos er forsvundet. Han har efterladt sin telefon og en besked om, hvordan Elizabeth skal overføre pengene til Effies hus via en app. Og så tilføjer Elizabeth, at hun er gravid, men at Cosmos aldrig fik nyheden om, at han skal være far.
Som det fremgår, er Odooms Cosmos, hvad man kan kalde et humanistisk eventyr om en poetisk sjæl med et rent hjerte, og den kulminerer da også melankolsk, bittersødt og alt for endimensionelt i al sin resignerede hjertevarme. Romanen bærer ellers en tidlig antydning af et interessant konfliktstof. Som nævnt skriver Cosmos, at han har læst, at krager kan bære nag. Den eneste, der antydningsvis bærer nag, er dog Elizabeth, der føler sig svigtet af Cosmos. Da han indser dette, skriver han til sin søster og tante, at han skal lære at forstå kvinder bedre:
»Jeg kan ikke tillade mig at byde en kvinde det rene ingenting og selv få alt forærende. Jeg må gøre mig fortjent til hendes kærlighed. Effie og tante, fortæl mig alt, hvad I ved om at være kvinder! Jeg ved at det er meget forlangt, men fortæl mig, hvad I længes efter, om alle jeres ulykkelige forelskelser, drømme og skuffelser.«
Allegorien om kragerne, der bærer nag, har et stort og hårdt potentiale, men sporet går desværre koldt i alle Cosmos’ selvbebrejdelser – og Elizabeths tilgivelse. Kragesymbolikkens milde pointe står derimod bøjet i neon. Kragerne er trækfugle, der hverken kan vende hjem eller blive.
Cosmos er en lille roman om mennesker fra globaliseringens overskudslager. Den orden og harmoni, der netop bor i navnet Cosmos, er alt andet end kendetegnende for migrantens liv, hvor uorden og disharmoni hersker. De kan kun drømme om det, der ikke ejes af nogen.
Hvis man skulle være i tvivl om romanens menneskelige indignation og moralske essens, er hele pointen indkapslet i slutningen på Lucia Odooms takkeliste bag i bogen: »Tak til alle sorte mennesker, der lever i modvind og bliver ved med at gå sammen alligevel.« Det er jo sympatisk og solidarisk, men som i PHs Ulandsvise er det næsten for meget.