Antilitterært. Maria Navarro Skaranger skriver om det gennemført gennemsnitlige i en skrammelroman om velfærdssamfundets sprækker.
Weekendavisen den 30. august 2024
Maria Navarro Skaranger: Jeg fløjter i den mørke vind. Roman. På dansk ved Sara Koch. 194 sider. 249,95 kr. Gutkind.
Skønskrift er det ikke, tværtimod er der noget skramlet og uskolet over Maria Navarro Skarangers skrivestil, ganske som der er noget skramlet og uskolet over de mennesker, hun skriver om i Jeg fløjter i den mørke vind: endnu et bidrag til mængden af romaner om det underprivilegerede liv i velfærdssamfundets randzoner.
Den 30-årige norske forfatter brød igennem opmærksomhedsmuren allerede med sin debut, Alle udlændinge har lukkede gardiner (2015), som også udkom i Danmark.
Den næste roman, en fortvivlelsesfortælling om en brors død, Bok om sorg (fortellingen om Nils i skogen), blev aldrig oversat til dansk, men det gjorde til gengæld Emily forever (2021), og den nye roman fortsætter i fodsporene fra historien om den purunge enlige mor, nu med forskudt opmærksomhed til Emilys mor, Sidsel.
Sidsel bor i en af Oslos forstæder. Tidligere arbejdede hun som pædagogmedhjælper, men så fik hun en skulderskade i et fald, og nu er hun pensioneret. Hun trisser omkring, henter sit barnebarn (Emilys søn med det sociostigmatiserede navn Liam), mødes lidt halvhjertet med nogle veninder, hækler foran fjernsynet, falder i søvn.
Hverdagene er stille, nærmest begivenhedsløse, i den selvudslettende Sidsels liv. I romanens åbning har hun været i et butikscenter, og da hun kører derfra, glemmer hun at se sig for. Hun støder ind i en varevogn, får et smæld i nakken, men kommer ikke rigtig til skade. Da folk kommer hende til hjælp, er hun forvirret og forfjamsket. Politiet spørger, hvordan ulykken skete, men Sidsel svarer: »Det hele er svært at få overblik over for mig.«
Denne replik er sigende for Sidsels slørede blik på verden. Med små, subtile accenter i teksten karakteriserer Maria Navarro Skaranger hende som en gennemført gennemsnitlig kvinde, der ikke gør sig til, men gerne slår sig til tåls, hun ved bare ikke rigtig med hvad.
MARIA NAVARRO SKARANGER er en litterær fribytter, der spiller efter egne regler. Forvirringstilstanden er ikke kun Sidsels, men også læserens. Man vender et blad, og pludselig træder en gådefuld stemme ind i romanen:
»Jeg er fortælleren, men jeg er også mig selv, jeg har selv været her, jeg kommer fra de samme boligblokke og lejligheder, derfor ved jeg hvem hun er, hvordan hendes krop fungerer, selvom hun er meget ældre end mig, jeg kender hende ligesom jeg kender min mor, som en datter der hele tiden prøver at indkredse sin egen mor …«
Et andet sted gør fortælleren op med Sidsel:
»Sidsel er ikke ligefrem en drøm at skildre (præget af gråt forfald). Der sker ikke noget, jeg keder mig. Jeg er så vred. Jeg synes hun er ret dum når hun sådan tager imod og tager imod og tager imod (men det må være muligt at være dum og alligevel have et rigt indre liv). Jeg giver hende ikke mulighed for at forklare sig, nogle gange er det som om det ikke kommer indefra.«
Et tredje sted kommer fortælleren med en regibemærkning, der bliver skreget os ind i hovedet:
»DET HER ER EN DEL AF LIVET SOM MÅSKE KAN VÆRE EN FORKLARING PÅ HVORFOR SIDSEL MISTER FODFÆSTE (DET HER ER FORTID!!)«
Hvorfor det skal stå som et udbrud med YAHYA HASSAN-VERSALER ved jeg ikke rigtig, men de to uskønne udråbstegn opfatter jeg som bevidst tekstskrammel. Det er nemlig her, vi få belyst de problemer, Sidsel havde i sin ungdom med psykisk sygdom og indlæggelse. Det er, som om Sidsels sårbarhed afspejles i tekstens fraktur.
OG SÅ ER VI TILBAGE ved bilulykken først i romanen. Her bliver et sideblik til titlen nødvendig. Den er et lån fra den brasilianske forfatter Clarice Lispectors roman Stjernens time (1977, på dansk 2020), som var udstyret med en lang række alternative titler. En af dem (Fløjten i den mørke vind) ophøjer Maria Navarro Skaranger altså til sin romans titel. Men her er – så vidt jeg har kunnet se – ingen fløjten i mørk vind. Til gengæld fløjter Sidsel i lav sol, da hun kører ud i trafikken uden at se sig for.
Mørk vind og lav sol er begge naturbilleder, der varsler en risiko, og dermed slår de tonen an i fortællingen om Sidsel, der lever på kanten af trygheden. Det hele toner uigenkaldeligt ud for Sidsel, gennemsnitligt udramatisk.
I sin romandebut lagde Maria Navarro Skaranger sig tæt op ad Jonas Hassen Khemiri, der skabte opbrud i svensk sprog og litteratur med den stærke, nyskabende Et øje rødt (2003), og nu fortsætter hun i en upoleret og bevidst antilitterær og antiæstetisk stil, måske for at gøre sproget troværdigt, når det skal skildre mennesker, der ikke har et æstetisk blik på tilværelsen.
Maria Navarro Skaranger har skovlet priser ind for sit lille forfatterskab, herunder priser i Bjørnsons og Hamsuns navne, desuden den norske debutantpris og EU’s litteraturpris, og Jeg fløjter i den mørke vind er i år nomineret til Nordisk Råds litteraturpris.
Denne velvillighed kan udspringe af to forhold. Enten mener priskomiteerne, at dette er aldeles fremragende litteratur. Eller også synes de, at Maria Navarro Skaranger repræsenterer noget socialt og menneskeligt prisværdigt, fordi hun skriver om drabantbyernes (som forstæderne hedder i Norge) minoriteter og andre mennesker, der ikke stod i forreste række, da oliestatens rundhåndede privilegier blev delt ud.
Jeg mener, at Maria Navarro Skarangers bidrag til litteraturen og samfundssamtalen kan placeres et sted i midten. Hvad hun siger om mennesker som Emily og Sidsel, svarer nøjagtig til det, Liv Duvå netop har sagt om Maria og Vibeke i Brøndby Strand-romanen Ned fra himlen. Det handler om at give stemme til de stemmeløse, at tilbyde et nyt samfundsperspektiv med fokus på sprækkerne i de nordiske velfærdsmodeller.
At forfattere påtager sig denne ansvarsfulde rolle er på alle måder vigtigt og anerkendelsesværdigt. Men Maria Navarro Skarangers budskab er ikke originalt, og hendes antilitterære stil er ikke mere imponerende end som så.
I hendes tilfælde skal den litterære værdi findes i menneskekundskaben, ikke i forsøget på at skrive ukonventionel klasseprosa.