Kommentar. Hvorfor måtte en gruppe ghanesiske forfattere og forskere ikke komme til Aarhus?
Weekendavisen den 28. juni 2024
Da jeg i sidste weekend tog toget hjem fra litteraturfestivalen LiteratureXchange i Aarhus, var det med følelsen af at leve i en paranoid stat.
Et af festivalens temaer var »Slaveriets litteraturhistorie«. Kan litteraturen bygge bro mellem fortid og nutid og kaste lys over nedarvede traumer? Absolut tidstypiske og litterært relevante spørgsmål.
Selv skulle jeg deltage i en samtale om de talrige gode grunde til at (gen)læse Thorkild Hansens mesterlige dokumentariske trilogi, Slavernes kyst, Slavernes skibe og Slavernes øer, som ved udgivelsen i 1967-70 skabte nye erkendelser om Danmarks skyld og ansvar.
Mich Vraa skulle interviewes om sin moderne romanserie Haabet, Peters kærlighed og Faith om danske plantageejere og slavehandlere.
Peder Frederik Jensen skulle være med i en litterær paneldebat om slavetiden og om migration og klimakrise, nutidens altforandrende problemer, sammen med den ghanesiske professor Helen Yitah og de ghanesiske digtere Kofi Anyidoho og Gabriel Awuah Mainoo. Og endelig skulle sidstnævnte også på scenen sammen med lektor Anne Green Munk om brev- og digtbogen Hvor end havet skyller dig op, som de to har skrevet i fællesskab som en del af et litterært forskningsprojekt mellem Aarhus Universitet og universitetet i Accra, Ghana. Denne samtale skulle den afrikakyndige digter Thomas Boberg også medvirke i.
Mens mit arrangement gik glat, og givetvis også Mich Vraas, måtte de øvrige programpunkter i temaet enten aflyses eller afvikles med decimeret hold.
Umiddelbart før festivalen skulle begynde, måtte de ghanesiske digtere og akademikere nemlig melde afbud. De var blevet nægtet indrejsevisum til Danmark.
FESTIVALENS andre internationale gæster kunne godt få lov at deltage, herunder det nigerianske hovednavn Chigozie Obioma. Hvad der fik myndighederne til at give afslag til ghaneserne, lå hen i det dunkle.
Visumafslagene gav mig en fornemmelsen af at være borger i en paranoid og provinsiel stat.
Hvorfor ønsker myndighederne at forhindre en litterær udveksling af forfattere og universitetsforskere?
Hvorfor være så rigoristisk i sit grænseværn, at man giver afslag til forskere og forfattere, som deltager i en litteraturfestival og i et forskningsprojekt, Authoring Slavery, under ledelse af Aarhus Universitet?
Ja, jeg kan godt regne ud, at der må foreligge en grund til afslaget, måske en teknikalitet.
Men Gabriel Awuah Mainoo og de andre ghaneseres besøg indebar jo ikke nogen risiko. De ville jo ikke søge asyl, de var ikke pengeløse migranter, ikke potentielle hjemløse flaskesamlere.
Gabriel Awuah Mainoo var inviteret af festivalens og universitetets solide værtskab, hans rejse og hotel var booket og betalt. Han ville komme for at deltage i en litterær og intellektuel dialog om politiske, historiske og moralske emner af fælles interesse for Danmark og Ghana. Han havde aftaler om en række forfatterarrangementer på festivalen, hos Dansk Institut for Internationale Studier, i Vor Frue Kirke i Aarhus og på Karen Blixen Museet.
Aflyst, aflyst, aflyst, aflyst.
DER ER i disse år et gennembrud for nye forståelser af Danmarks fortid som slavehandlernation. Der er også en bred erkendelse af fortidsforståelsens betydning for nutidsforståelsen. Vi kan for eksempel hverken forstå eller gå i rette med den postkoloniale hvidhedskritik, som ikke mindst udspiller sig i den litterære arena, hvis vi ikke dykker dybere ned i den smertefulde fortid.
I en efterskrift til Anne Green Munks og Gabriel Awuah Mainoos fælles digtbog sætter lektor Mads Anders Baggesgaard det poetiske eksperiment ind i den ramme, som forskningsprojektet udgør. Han konkluderer:
»Historien skal ikke ryddes af vejen for at skabe plads til forsoning. Tværtimod er udforskningen af den kun mulig, hvis vi accepterer, at der er forskellige versioner af den, og at det er, når vi taler sammen om den og om vores forskellige virkeligheder, at vi kan blive bedre til at forstå og være i den verden, vi lever i.«
Danmarks afvisning af de ghanesiske festivalgæster bunder enten i en papirnusserformalitet eller i mistillid og motivløshed. Dermed blev en litterær og akademisk mulighed for fri idéudveksling om forskellige virkeligheder forpasset.
Det virker både provinsielt og paranoidt.