Weekendavisen den 2. februar 2024
Sofies verden. Lotte Kirkeby skriver lavmælt om det højspændte i en eksemplarisk roman om en familieopløsning.
Lotte Kirkeby har med sin kun fjerde bog (en novellesamling og tre romaner) etableret et lavmælt, uhyre fint og skarpsindigt forfatterskab om det moderne menneskelivs smertepunkter.
Resten af sommeren cirkler om Sofie, en tiårig pige. Hun blev født, da mennesket første gang gik på månen, så året er altså 1979. Sammen med sin bror Thomas og faren Jens er hun på udflugt til Tivoli i København. Om aftenen flyver de tre tilbage til Jylland, hvor de bor et navnløst sted ude vestpå. Da de kommer hjem, fortæller forældrene, at de skal skilles.
Og hvad sker der så i resten af romanen? Ikke særlig meget. Og dog alverden. På det formelle handlingsplan flytter Jens fra Gro og børnene, som nu skal vænne sig til en hverdag, hvor de bor 14 dage hos moren og en weekend hos den resignerende far.
Der er intet ydre drama, forældrene er ikke i totterne på hinanden, selvom deres enighed er et mismodigt minespil af hensyn til børnene. Skilsmissen sker på Gros ønske og initiativ, ikke fordi hun har fundet en anden, men fordi ægteskabet er ved vejs ende.
I DEN NÆSTEN mennesketomme roman møder vi kun familien selv og kortvarigt Gros veninde Karin og Jens’ ven Mads, som forældrene betror sig til. Og så lejer Jens et hus af sin skolekammerat, brugsuddeleren Gert.
Men hvad romanen »mangler« i egentlig aktiv konflikt, har den til overflod i det subtile. Da Jens og børnene tager afsted til Tivoli, råber Gro efter dem, at de skal huske at besøge hurlumhejhuset.
I forlystelsens virvar af vildledende spejlvægge og trædemøller forsøger børnene at forstå overgangen fra den kendte verden til den ukendte, mens deres far mister fodfæste og falder omkuld.
På vej hjem gør Sofie status på bilens bagsæde:
»Hun kiggede ind i sine egne øjne i bakspejlet. Hun var ikke længere sig selv, som om hurlumhejhuset havde gjort hende til en anden, og hun forstod ikke, at man så hurtigt kunne glemme, hvem man var.«
Hurlumhejhuset fungerer altså som en snedig symbolsk antydning af det, der er i vente, skilsmissen, opbruddet, familiens opløsning, og Lotte Kirkeby bruger den forvrængende forlystelse som et subtilt solemærke på samme måde, som John Steinbeck lader en skildpadde i støvet være et forvarsel om familien Joads strabadser som fattigdomsflygtninge i Vredens druer. Det er både durkdrevent og elegant.
Et andet symbolladet aktiv, som Lotte Kirkeby anvender med storartet effekt, er den notesbog, som Sofie fører hver aften. Her skriver hun dagens ord ned, vel at mærke kun de ord, der begynder med hendes yndlingsbogstav, t. Hun skriver for eksempel tåbelig, træls, tvinge, tude, tårer, tarvelig, tab, trods og trist.
Sofie skriver for ikke at miste noget, men »hun vidste ikke, at det modsatte kunne ske, at det kunne gå tabt, når hun skrev det ned, og at det kunne være det samme som at begrave det for tid og evighed«.
LOTTE KIRKEBY SKRIVER som altid lavmælt om det højspændte. Gennem Sofies blik leverer hun skånselsløse portrætter af familien i opløsning, særligt af faren. Her i en scene med stille tragik, hvor han forgæves prøver at overtale børnene til at tage med ud til det nye hus:
»Han lød som det barn, der havde kigget ud gennem hans øjne, da han faldt i trædemøllen, ikke som en voksen, der selv troede på det, han sagde, og vovede at sætte sig igennem. Det var deres mor, der kom til at gøre det, og senere ville det blive dem. Hans angst for at blive afvist og hans sorg over at give dem fra sig og tage afsked med dem igen og igen fik ham til at miste den autoritet, han havde haft, og deres forældre stod skarpere end nogensinde før. Deres mor blev den, man fulgte, og deres far den, der gav slip og forsvandt …«
På denne facon klæder Lotte Kirkeby sin temmelig handlingsneutrale roman i det ene betydningsbærende afsnit efter det andet, fuldkommen eksemplarisk, både til analyseundervisning, bogklubsamtaler og lystlæsning.
Om Resten af sommeren har jeg noteret: talentfuld, tydelig, tankevækkende, tænksom, trist, trøstesløs, tapper – og tilfredsstillende.
Lotte Kirkeby: Resten af sommeren. 252 sider. 249,95. kr. Gutkind.