Weekendavisen den 15. november 2024
Hassan. Digterfænomenets mor og søskende fortæller om deres søn, bror og familie i vellykket sorgbog.
Steffen Stubager: Familien Hassan. 288 sider. 300 kr. Politikens Forlag.
Da jeg forleden aften småsnakkede med et par teaterfolk, før tæppet gik, nævnte jeg, at jeg netop havde læst en ny, bemærkelsesværdig bog, hvor Yahya Hassans mor og søskende fortæller om sig selv og familien.
»Åh,« sagde en af teaterfolkene. »Yahya Hassan var en gave, som verden ikke var klar til at modtage.«
Jeg indvendte, at man også kunne se Yahya Hassan som en kriminel desperado, der blussede op og brændte ned i et brutalt miljø af vold, våben og stoffer.
I sit korte liv satte Yahya Hassan (1995-2020) samfundet på den anden ende, og hver gang jeg tænker, at hans digte kammede over i trivielle effekter, minder jeg mig selv om den smukke slutning på digtet SLUMROYAL:
»VI DRAK VINEN MED DEN SAMME UMIDDELBARHED/ SOM DE ÆDRU DRAK VANDET/ OG JEG BLEV FORFULGT AF MIN EGEN FÆRDEN/ DET BLIVER IKKE DEN JÆVNE MANDS ÅRHUNDREDE ALLIGEVEL/ SÅ KOM AF VEJEN/ OG LØB IKKE UD PÅ MARKERNE/ DER MEJETÆRSKES FOR ØJEBLIKKET.«
Jeg har altid tænkt på advarslen om markerne og mejetærskerne som Yahya Hassans – forgæves, skulle det vise sig – advarsel til sig selv. Og sætningen »DET BLIVER IKKE DEN JÆVNE MANDS ÅRHUNDREDE ALLIGEVEL« rummer en dybt bevægende desillusion.
Nu, fire og et halvt år efter Yahya Hassans død, udsender journalisten Steffen Stubager så FAMILIEN HASSAN, der består af fire sammenflettede erindringsmonologer af søstrene Kawther og Khadeeja og brødrene Abdullah og Abd Al-Salam. En prolog og en epilog fra de fem søskendes mor indrammer det hele som én stor hjertelig og smertelig omfavnelse.
Af bogens bagsidetekst fremgår det, at »Abdullah Hassan har taget initiativet til at samle familien og føre det videre, som Yahya kæmpede for«.
DET STÅR MIG ikke helt klart, hvad Yahya Hassan »kæmpede for«. Han var jo ikke nogen udpræget programdigter, og han havde ingen politisk sag (bortset fra et desperat og mislykket forsøg på at komme i Folketinget), som hans søskende kan videreføre. Hans kamp handlede først og fremmest om ham selv og hans familie.
At initiativet til bogen kommer fra Abdullah, er interessant, fordi han fremstår som familien Hassans mest afstumpede og mindst empatiske person – men så meget desto mere fokuseret på loyalitet og ære.
Af samme grund er det forbløffende at læse Abdullahs egne ord om Yahyas død. Nu er den forhærdede kriminelle med hang til vold forvandlet til en følsom ung mand, der forsøger at skrive sig gennem smerten:
»Jeg er i tusinde stykker, stumper og fragmenter. Som en atombombe, habibi. Som en vulkan, til tider. Men når jeg skriver tingene ned, fanger jeg ligesom mig selv og føler mig hel. Den eneste, der nogensinde forstod mig, var Yahya. Vi var alene, men sammen til det sidste. Nu er vi bare alene. Vi har altid været overladt til os selv. Vi er voksne nu, og jeg har ikke brug for nogen, der skal gøre, at jeg har det godt. Jeg har vænnet mig til, at det ikke er godt, fra en meget ung alder. Så lad være med at prøve at gøre det godt. Det bliver aldrig godt. Det er for sent. Der er efterladt et mørkt hul, hvor mit hjerte sad engang. Min menneskelighed forlod mig som lille. Jeg er så hærdet, at jeg forårsager smerte for den, som rører ved mig. Jeg er tørstig, sagde jeg, og fik sand.«
Denne tekst rummer essensen af familiens tragedie med forældrenes eksiltraumer og børnenes rodløshed. Men den rummer også selverkendelse og poesi, begge dele i den rørende sætning »Jeg er tørstig, sagde jeg, og fik sand«.
Også søsteren Kawther har sans for sprog og symbol. Hun siger: »Det forår, da Yahya boede hos mig, fløj en gråspurv ind i haven, byggede rede mellem nogle paller, der stod op ad muren. Nogle gange fløj hun væk, men hun vendte altid tilbage til sine æg.«
Og senere, da hendes bror er fundet død:
»I min have fandt jeg gråspurvens æg knækkede på stenene. Hun havde arbejdet længe på sin rede og mistet sine små. Hun vendte ikke tilbage. Det var så … kan jeg kalde det smukt?«
FAMILIEN HASSAN ankommer helt uvarslet, nærmest ligesom YAHYA HASSAN 2, der detonerede her i avisen i 2019 og blev dækket af medierne, som var det Jesu genkomst på jord. Den familie har en helt særlig evne til at snige sig ind på os og erobre vores opmærksomhed.
At de fire søskende og moren nu fortæller om sig selv og Yahya Hassan, lyder måske som spekulativ konceptudvikling af en kreativ forlægger.
Hvordan ideen til bogen om dansk litteraturs største skandalefænomen siden Herman Bang (uden sammenligning i øvrigt) er opstået, og hvordan forlag og forfatter har samarbejdet med familien, ved jeg jo ikke (jeg ved heller ikke, hvorfor det ikke er Yahya Hassans forlag, Gyldendal, der udgiver FAMILIEN HASSAN, men konkurrenterne fra Politikens Forlag). Men jeg ved, at resultatet er helstøbt og vellykket.
Yahya Hassans to berømte digtbøger har med FAMILIEN HASSAN fået en fremragende perspektiverende efterskrift, der bør læses til forståelse af det tragiske forfatterfænomen, hans baggrund og miljø. I passager ligger bogen lige vel tæt op ad DR-dokumentaren Den fødte digter (2021), hvor moren og Abdullah også medvirker. Og der er stadig plads til, og behov for, en egentlig kritisk Yahya Hassan-biografi baseret på mange uafhængige kilder.
Til sidst i bogen citerer Abdullah fra et hidtil uudgivet Yahya-digt. Det er ikke særlig godt, men to smukke, resignerede linjer fanger min opmærksomhed:
»I MORGEN, MIN KÆRE, PASSER KOMPASSET/ MED VORES RUTE MOD HVAD SOM HELST.«
Han var ikke en gave, som verden ikke var klar til at modtage. Yahya Hassan var en charmerende, karismatisk og nyskabende digter. Men han var også en desperado, skæbnesvangert fortrolig med vold og stoffer, som gik til grunde i paranoid og psykotisk desperation, fordi han overhørte sin egen advarsel om ikke at løbe ud til markerne og mejetærskerne.