Weekendavisen den 9. februar 2024
Anmeldelse. Jesper Bryggers store roman er fascinerende, suggestiv og enigmatisk, men også noget gemacht.
Jesper Brygger: Pueri. 488 sider. 299 kr. Forlaget Virkelig.
Jesper Bryggers Pueri er et komplekst og kalejdoskopisk prosaeksperimentarium med det migrationsmagnetiske Europa som bagtæppe. Intet – det skulle da lige være klimakrisen – egner sig så forjættende som scene for eksistenstragiske skæbnefortællinger og nærfremtidsdystopiske samfundstegninger.
Pueri (»børn« på latin) består af fem »bøger«:
Første bog hedder Pueri parvula. Parvula er et adjektiv, der betyder meget lille, her i femininum, altså »Små pigebørn«. Jeg forstår ikke helt pointen, for der er tale om en broget flok af forældreløse børn, som i året 1212 foretager deres eget kristne korstog mod Jerusalem.
Anden bog hedder Herzberg. Nu er vi i vor egen tid, og så alligevel ikke helt. Nicolas Herzberg er forfatter, som – meget tidstypisk – skriver om »udsathed og skam, om transformationer, ekstase og hamskifte«. Han underviser på Subalterns Akademi (altså De Underordnedes Akademi, hvad det så end er).
Her indleder han et forhold til en elev, hvilket bliver skæbnesvangert. Vi følger Herzberg strejfe gennem Europa, indtil han sammen med en gruppe omflakkende migrantbørn kravler ned ad en betoncylinder til togtunnellen i Calais.
Tredje bog hedder Hud, ben og håb. Her slår migrationen for alvor igennem som romantema og som et tilbagevendende motiv i Jesper Bryggers forfatterskab, tidligere forekommet i romanen Silfo og digtsamlingen Transporterne. Nu følger vi to store drenge, Driss og Moussa, på rastløs vandring fra deres forpinte hjem mod det forjættede Europa. De vandrer gennem en ørken, hvor skeletter i afblegede klæder ligger i kolonner i støvet.
I denne bog i bogen introducerer Jesper Brygger romanens måske vigtigste symbol, da Moussa tegner tre skråstreger med foden i sandet: Hvad symboliserer de tre streger? Moussa og Driss har selv nogle bud: hud, åbninger, pauserne mellem projektiler eller måske en grænse set meget tæt på. Senere tegner de tre streger mere, men de ved ikke selv, hvad figuren nu skal betyde:
I FJERDE BOG, De efterladte, vender tegningen tilbage. Bogen er som skrevet over »På en grøn bakketop« med hovedkarakteren Bea i rollen som nissen. Hun er en dødsmærket litterær oversætter, der lider af uhelbredelig ALS. Et sted ude i den nære fremtid sidder hun i et hus et sted nær grænsen til Tyskland, da en mand, som bærer en dreng, banker på. De er begge sorte. Hun skjuler dem i huset, og da nogle militsklædte mænd spørger efter dem, siger hun, at hun ikke har set de fremmede.
Bea finder et pas og en bog, som manden har medbragt. Passet tilhører Herzberg, som vi mødte i anden bog. Og bogen, som han har skrevet, lader til at være den fortælling, vi læste i første bog. Herzberg omkom efter en migrationspolitisk aktion under Den Engelske Kanal, husker Bea. På bogens sidste side ser hun tegningen.
Femte bog hedder Juni. I denne bog introduceres Sara, der har været plejer for Bea, som nu er død. I romanens sidste scene vækker Sara sin datter, Juni, fra en drøm. »Kaldte du mig månekalv?« spørger pigen. Med dette spørgsmål føres læseren tilbage til romanens første scene, inden Sara sætter sig med et papir, hun har taget hos Bea, og konfronterer sig – og os – med den tegning, der bærer romanens semiotiske pointe.
Hænger det sammen? Ja, det gør det – sandsynligvis. Romanen er vævet af så mange fine og fascinerende spind, at det er umuligt at holde regnskab med de mange knudepunkter, interne henvisninger, diskrete overlap og subtile krydsreferencer ved en enkelt gennemlæsning. Hvad det angår, minder Jesper Brygger lidt om stormesteren Svend Åge Madsen.
Som samtidsroman hviler Pueri på en række diskrete antydninger af genrejsning efter sammenbrud. Man mærker betydelige forskydninger fra det nuværende, fortalt med indforstået selvfølgelighed. For eksempel er der nu en gangbro over cisternerne i Det Kongelige Biblioteks Have, og Subalterns Akademi fik statsstøtte og EU-støtte, da det gamle Akademi brød sammen. Jo, vi fornemmer både institutionernes kollaps og klimaforandringernes betydning for topografien.
Når den er bedst, er Pueri stærkt suggestiv og enigmatisk med sin lag- og tidsforskydning, hvor vi langsomt opdager, at vi læser noget, som en af romanens karakterer har skrevet eller drømt. Når den er værst, forekommer den mig at være skrevet med en noget forceret gemachthed, imponerende, labyrintisk, fascinerende, snørklet, elegant og febril.
PUERI EFTERLADER sin læser i en forvildet og tvivlrådig tilstand, hvor man – for en sikkerheds skyld, for tænk nu hvis man er for dum til at fatte storheden – får helt lyst til blind anprisning.
Men at en roman er lang, uudgrundelig og handlingsovermættet betyder ikke, at den er genial, og bare fordi dens struktur er intrikat og tvinger os til tegntydning, betyder det ikke, at den er et mesterværk.
Men uanset: Jesper Brygger skriver med beundringsværdigt episk mod og menneskehjerte, og jeg gør honnør for hans kritiske blik på verden. Romanens ærinde er indlejret i dens humanistiske menneskesyn og solidaritet med de magtesløse.
Med sin udfordring af læserens bevidsthed ligger Pueri langt fra den publikumsbegunstigede typiske danske normalprosa, ikke ulig Viggo Bjerring, og lad bare Jesper Brygger forblive en sjælden fugl i flokken, fri for det rampelys, som de berømte forfattere stjæler.