Weekendavisen den 12. januar 2024
Hardingfele. Helga Flatland fortsætter sin gennemlysningen af de moderne familieliv, som de udspiller sig i Norge netop nu.
Helga Flatland: Efterklang. Oversat af Lotte Kirkeby. 298 sider, 299,95 kr. Turbine.
Med sin nye roman, Efterklang, fortsætter norske Helga Flatlands gennemlysningen af de moderne familieliv, som de udspiller sig i Norge netop nu. Denne gang handler det både om traditionens magt, om forholdet mellem storby og landdistrikt, om coronanedlukning, om sygdomsangst og om en affære mellem lærer og elev. Metoo?
Helga Flatlands debuterede med en overordentlig fin trilogi om den smerte, der rammer en hel lille by, da tre af dens sønner bliver soldater, rejser til Afghanistan og omkommer ved en vejsidebombe.
Efter trilogien kom romanen Vingebelastning, som desværre aldrig er blevet oversat til dansk. Her sporer hun sig for alvor ind på det moderne liv som litterært stof i en fortælling om en ung mand fra det, man i Norge kalder dessertgenerationen – de forventer at alt kan lade sig gøre, men måske er deres lykkeforventninger urealistiske?
I de to efterfølgende romaner, En moderne familie og Et liv forbi, skriver Helga Flatland syleskarpt om seniorskilsmisser, sygdom og sociale konflikter i familien. I en tidligere anmeldelse nævnte jeg Lotte Kirkeby som en dansk forfatter, der arbejder i samme spor, og sørme om det så ikke er Lotte Kirkeby, der står som den udmærkede oversætter af Efterklang (ovenikøbet få uger før hendes egen nye roman om en familie i skilsmisse ser dagens lys).
I Oslo under langsom genoplukning efter corona har Mathilde, gymnasielærervikar midt i 30’erne, et forhold til sin 18-årige elev, Jakob. Det er ham, der tager initiativet og gør tilnærmelser til hende, og hun lukker ham ind, voksne og myndige, som de begge er.
Da forholdet kommer rektor for øre, bliver Mathilde fyret, og for at komme på afstand af det hele, lejer hun ubeset et hus i Telemark på en flere århundreder gammel slægtsgård, hvor de midaldrende brødre Johannes og Andres bor og driver landbrug sammen med deres forældre og Andres kone og to børn.
På gården er moderne metoder for længst rykket ind, men alt sker i skyggen af de traditioner, som den nu afdøde morfar, der også hed Johannes, håndhævede. Han var berømt for at synge gamle sagnsange, mens han filede virtuost på sin hardingfele (jeg troede det hed hardangerfele, men det kommer ud på et).
Mathildes ankomst til gården er naturligvis skæbnesvanger. Mens den enlige Johannes forelsker sig i hende, falder hun for den gifte bror, Andres. Han lider af smitteangst og al mulig anden angst, og hans ægteskab er reduceret til et arbejdsfællesskab. Men med Mathilde finder han tilbage til det kropslige begær.
Da hun indser, at han ikke vil lade sig skille, sender Mathilde en sms til hans kone, hvor hun røber affæren. Det lille samfund har øjne og ører alle steder, bygdedyret følger med i dramaet, og som den fremmede hun er, bliver Mathilde udstødt. Samtidig bliver hun kontaktet af Jakob, der pludselig har indset, at deres forhold var en krænkelse af ham, fordi hun var hans lærer.
Romanen fortælles fra to synsvinkler. Den ene er Johannes’, den anden er Mathildes. Og hende, kaosmennesket, kan jeg ikke lade være, at holde af. Jo, forholdet til Jakob var forkert, men når han vender op og ned på, hvem der forførte hvem, afviser hun ham uden at ryste på hånden, og han fremstår som et skvat. Og ja, forholdet til Andres var en dødssejler, men når også han er et skvat, nægter Mathilde at stå tilbage som offer.
I romanens virvar af kejtede relationer og havarerede forhold, er Mathilde en overlever. Hun er vokset op hos sin moster, fordi hendes forældre omkom i en bilulykke, da hun var lille. Moren var en berømt forfatter, og nu prøver Mathilde selv at skrive en roman, hvilket nok mest er et forsøg på at nærme sig den døde mor. Og så indtræffer romanens egentlige vendepunkt:
Da Mathilde fortæller om sin forelskelse i en gift mand, kommer mosteren til at tale over sig. Mathildes mor forelskede sig også hele tiden i de forkerte mænd, hun var besat af det drama, der fulgte med. Det viser sig, at forældrenes ægteskab var i utroskabskrise, da de omkom i bilulykken. ”Hvem kørte bilen?” spørger Mathilde – uden at få svar. Måske havde tragedien et motiv?
I romanens slutning bevæger Helga Flatland sig væk fra sit forfatterskabs tryghedszone. Pludselig viger den psykologiske virkelighed for en erindring, hvor brødrene er på fjeldet med den gamle Johannes, som fortæller et sagn om de underjordiske og en bjergtagen kvinde i en hule.
Dette sagn peger frem mod romanens sidste sætning, som overgiver realismen til overtroen. Det folkloristiske får en (alt for) stærk symbolsk betydning, som skæres ud i pap af den unge Andres: Mænd har til alle tider fortalt historier om kvinder, der må undgælde for deres ulydighed og selvstændighed.
Dermed spejler sagnet den konflikt, der opstår mellem Mathilde og Andres mange år senere – hvor Andres paradoksalt nok havner som netop den kvindefordømmende mand, han tidligere har kritiseret.
Meningen er naturligvis god nok, men slutningen bliver alt for sagntynget og symbolsk til en ellers god og konkret samtidsrealistisk roman om Mathilde, den på én gang kærlige, kyniske og kaotiske overlever.
Til sidst en forbrugeroplysning. Helga Flatlands Efterklang skal ikke forveksles med kinesiske An Yus Efterklang, som udkom på dansk for få måneder siden. Påfaldende nok handler begge romaner med den identiske titel om en ung kvinde, der søger en ny start i livet, om musik, familie og kontrasten mellem hovedstad og provins.