Weekendavisen den 19. juli 2024
Flaskepost. Niels Matthiasen var på én gang arbejderklassens mand og kulturelitens fremmeste elegantier.
ENGANG I 1978 skrev en københavnsk skoledreng dansk stil om verdensmesterskaberne i fodbold, der skulle afholdes i Argentina, hvor kupgeneral og diktator Jorge Rafael Videla stod i spidsen for en brutal militærjunta. Skoledrengen elskede fodbold og glædede sig til at se VM i fjernsynet – Franz Beckenbauer! Rob Rensenbrink! Jan Tomaszewski! Ralf Edström! – men han syntes også, at det var for galt, at sådan et grimt regime skulle slå propagandaplat på sådan et smukt spil. At fodbold også var et politisk fænomen, var begyndt at gå op for ham.
Skoledrengen skrev et brev til kulturministeren og bad om foretræde. Han ville gerne stille ministeren et spørgsmål eller to om VM i Argentina. Kort efter dumpede en kuvert fra ministeriet i Nybrogade ind ad døren hos skoledrengen: en invitation fra ministeren.
Niels Matthiasen var blevet udnævnt til kulturminister første gang i oktober 1971, ti år efter at Ministeriet for Kulturelle Anliggender var blevet oprettet, og før ham havde notabiliteter som K. Helveg Petersen, Bodil Koch, Hans Sølvhøj og Julius Bomholt haft posten.
Niels Matthiasen tjente kulturen under socialdemokraterne Jens Otto Krag og Anker Jørgensen, og der er dem, der mener, at han var den bedste danske kulturminister nogensinde. »Kultur-Niels,« som han blev kaldt, var på én gang arbejderklassens mand og kulturelitens fremmeste elegantier. Den 21. juli er det 100 år siden, Niels Peter Jacob Matthiasen blev født. Og 44 år siden, han døde.
Som 15-årig kom han i lære på Forlaget Danmark, som hans far ejede, og som udgav både Saxo, Goethe, Jules Verne, B.S. Ingemann og Martin Andersen Nexø. Under Besættelsen skrev han som 18-årig indlæg mod samarbejdspolitikken i modstandsbevægelsens illegale blade, og efter Befrielsen meldte han sig som et politisk talent i rækkerne hos Hans Hedtoft og H.C. Hansen.
Han steg i graderne, blev partisekretær og indtog den ene tillidspost efter den anden, særligt med speciale i kulturen og udenrigspolitikken. I de socialdemokratiske magtkampe placerede han sig dygtigt ved det rigtige bord, og op gennem 1970erne lykkedes det ham at reformere den offentlige kulturstøtte med en betydelig spredning, både socialt og geografisk.
DET VAR EN offentlig hemmelighed, at Niels Matthiasen havde en kendt ballerina som gå-i-byen-veninde for at dække over sin homoseksualitet. Det var dengang, fordommene var stærkere end frisindet.
I Dansk Biografisk Leksikon ridses hans profil op på denne måde: »Hans høje skikkelse og smukke regelmæssige ansigtstræk, hans vennesæle væsen, slagfærdighed og åbenbare glæde ved den ydre repræsentation og hans læggen vægt på at være velklædt ved enhver lejlighed gav ham et image, der nok gjorde ham til et yndet objekt for bladtegnere og satirikere, men samtidig skabte respekt om hans energi og arbejdsformåen.«
At han kunne holde sin likør og feste igennem til den lyse morgen, vidste både politiske kolleger, hans embedsmænd og høj og lav i kulturlivet. Efter en blodprop i benet burde han have lagt sin livsstil om, men fortsatte med arbejde, receptioner, premierer, officielle middage og private efterfester, og i en alder af blot 56 år blev han fundet død på sit værelse på hotel Horse Guard i London, hvor han havde deltaget i åbningen af British Museums store nordiske vikingeudstilling.
Hvor respekteret en kulturminister Niels Matthiasen var, fremgår af hans gravsten ved »Det Røde Hav«, hvor så mange socialdemokratiske profiler ligger begravet, på Vestre Kirkegård i København. På den rustikke sten står hans navn og årstallene 1924-1980. Og nedenunder: »REJST AF DANSKE KUNSTNERE.«
I Mine helte (2015) skriver Jørgen Leth: »Han er den bedste kulturminister, vi har haft. Det kan godt være, der var noget kurfyrsteligt over hans stil. Men han var ikke bange for at vise, hvad han kunne lide (…) Han var socialdemokrat på den gammeldags gode måde. Han havde sine meningers mod.«
Hvad Niels Matthiasen sagde til skoledrengen om VM i fodbold og den argentinske diktator, der myrdede sine venstreorienterede fjender, er desværre gået tabt. Drengen husker kun en høj, skarp mand i jakkesæt, som i vinduets modlys lænede sig tilbage i ministerkontorets armstol, slog det ene lange ben over det andet, bakkede på sin pibe og smilede forekommende til sin unge gæst, som var mig.