Weekendavisen den 12. juli 2024
Anmeldelse: »Piger sværmer ikke så uskyldigt, som man tror.« Norske Torborg Nedreaas’ klassiker fra 1947 er modig og blodig.
Torborg Nedreaas: Af måneskin gror der ingenting. Oversat af Lotte Kirkeby. 245 sider, 249, 95 kr. Turbine.
Åbningssætningen i romanen Af måneskin gror der ingenting havde nok været verdensberømt, hvis den var skrevet af en mandlig eksistentialist: »Jeg går og leder efter et menneske.«
Men som kvindelig feminist og troende kommunist har nordmanden Torborg Nedreaas (1906-87) måttet vente på international bevågenhed.
Den får hun så til gengæld på efterbevilling i disse år, hvor den snart 80-årige romans popularitet knopskyder med oversættelser til mange sprog. Har litterær genopdagelse mon nogensinde haft så gunstige kår som for tiden, hvor det ene værk efter det andet trækkes ud af glemslen i en stor klassikerskyggekanon?
Det jeg, der »går og leder efter et menneske«, er romanens katalysator, men langtfra dens hovedskikkelse. I 13 dage har manden ledt efter en helt særlig menneskeskæbne, der en nat blev ham overrakt »af to dirrende hænder«. Han søger den kvinde, som for 13 dage siden fortalte ham sin livshistorie.
Som purung forelsker hun sig i sin skolelærer, Johannes. Hun kommer fra en fattig minearbejderfamilie og føler sig stærkt tiltrukket af den dannede mand.
Den unge kvinde og læreren indleder et forhold, selvom han er forlovet og skal giftes med apotekerens datter. Som 17-årig bliver hun gravid, hvilket er skæbnesvangert i en tid, hvor abort er forbudt, og hun er henvist til et risikabelt, illegalt indgreb.
Da alle vender hende ryggen, må hun tage til takke med logi på et simpelt pensionat, hvor hun til gengæld skal ordne værelser. Og Johannes bliver ved med at spøge.
Samtidig træder en fordrukken kirkeorganist ind på scenen, nærmest som den eneste, der ofrer den unge kvinde opmærksomhed. Da hun atter bliver gravid, ved hun ikke, om det er med Johannes eller organisten. Sulten lurer, af og til prostituerer hun sig for at kunne spise. Senere gifter hun sig med en fiskehandler for at stabilisere sit liv.
Kvinden, der fortæller sin historie, er 38 år. Hvis vi antager, at romanen foregår i 1947, hvor den udkom, og at hun var 17, da hun blev gravid, kan vi stadfæste begivenhedernes begyndelse til midten af 1920erne. Abort blev først lovligt i Norge i 1964 (1973 i Danmark).
ER DEN UNGE kvinde et offer? Ja, hun er et soleklart offer for tidens iskolde konventioner og moralske fordringer, som tvinger hende i social og økonomisk isolation. Offer for Johannes’ dobbeltspil er hun vel også. Men hun er ikke blevet forført, slet ikke voldtaget.
Den unge kvinde er drevet af sine følelser og sit begær: »Pigesværmeri?« spørger hun og svarer selv: »Ja. Men piger sværmer ikke så uskyldigt, som man tror (…). Små, søde piger tænker med vellyst på obskøne ting og sager. Jo værre, jo bedre (…). Jeg drømte for min del om en rigtig stor, styg, fæl trold, der ville tage mig med ind i sit mørke bjerg og gøre utrolige ting med mig.«
Foruroligende og dristigt skrevet, ikke sandt? Men jorden er allerede gødet for os inden, da kvinden præparerer manden til at lytte til hendes fortælling:
»Du må være vågen, for jeg vil se dig blegne. Min historie er om blod. Men ikke digterisk blod med skønhed i. Nej. Stygt. Skrækkeligt. Blod og slim og materie. Ja? Nu rynker du panden. Jeg har sagt til dig, at det ikke bliver smukt. For dette er sandt, skal jeg sige dig. Svig og løgn og hykleri, det er det, der er sandt.«
Romanens rammefortælling – hvor manden søger efter den kvinde, det menneske, der i løbet af en nat har fortalt ham sin skæbnehistorie, og hvor en førstepersonsfortæller er indlejret i en førstepersonsfortæller – opretholdes gennem korte deskriptive afsnit, der står i teksten som indrykkede regibemærkninger, som enten beskriver kvinden eller nattens lyde omkring dem.
Disse indskud skal velsagtens minde os om, at kvinden fortæller til et andet menneske. Meningen er, tror jeg, at vise, at vi alle indgår i forpligtende fællesskaber, også med det medmenneske, der tilfældigvis krydser vores vej.
Umiddelbart virker indskuddene både teatralske og overflødige, men de er der af en årsag. Torborg Nedreaas baserer nemlig romanen, har jeg læst, på en natlig samtale efter en forfatterfest, hvor en kvinde betroede sig til hende.
I romanen skifter Torborg Nedreaas sig selv ud med denne mand, der går rundt og leder efter et menneske, og hun betoner den eksistentielle søgen: »Der er bare det, at der findes så få medmennesker.«
Af måneskin gror der ingenting – den lyriske titel henviser til, at mennesker lader sig friste af måneskin, det blænder ikke, det brænder ikke – er en beundringsværdig barsk og sand roman, der skildrer uindfriede livsforventninger hos en ung kvinde, som de borgerlige og kirkelige konventioner straffer for at have en krop.
DET LIGGER NATURLIGVIS lige for at sammenligne Torborg Nedreaas med Tove Ditlevsen (hvilket Dorthe Nors da også gør i sit forord), men i sine nådesløse nøglescener er romanen ikke mindst beslægtet med Rudolf Broby-Johansens politibeslaglagte digtsamling Blod (1922), hvor en prostitueret selvaborterer med en strikkepind.
At romanen ryster glemselsstøvet af sig i disse år, giver god mening. Torborg Nedreaas indignationsfeminisme fra 40erne passer som hånd i handske til vor tids litterære interesse for kvinden, kroppen og selvbestemmelsen. Andre aktuelle eksempler på beslægtet litteratur, der er blevet genudgivet, er romaner af Cora Sandel og Hulda Lütken.
Af måneskin gror der ingenting udkommer nu i Turbines ambitiøse og solide klassikerserie i Lotte Kirkebys glimrende oversættelse. Men romanen udkom rent faktisk første gang på dansk, oversat af Lise Sørensen, på forlaget Schultz i 1951 under titlen Af måneskin gror ingenting, altså uden det lille »der«, hvilket er mere mundret på dansk. Denne udgivelseshistorik kunne, skulle og burde være oplyst i romanens klaptekst eller kolofon.
Det afgørende er dog, at Torborg Nedreaas nu bliver genintroduceret med denne anklagende roman om en kvinde, der ikke kan føde, som hun vil, men tvinges til illegale aborter.
Som hun selv siger: »Dette stykke evighed af et menneske bliver slået ihjel hver eneste dag. Ja, ha, ha ha, de kan værsågod forbyde os at fjerne det, i moralens og i Bibelens navn! Men samtidig så tvinger de os til at fjerne det, i moralens og Bibelens navn!«
En modig og blodig roman om det selvretfærdige hykleris sandhed. Læs, vær vågen, blegn.