Weekendavisen den 23. februar 2024
Anmeldelse. Suzanne Brøgger går i brechen for Picasso. Hvem starter shitstormen mod hende?
Suzanne Brøgger: På væggen. 200 sider. 249,95 kr. Gyldendal.
For nogle uger siden hentede jeg Suzanne Brøggers nye bog på litteraturredaktørens kontor.
Derefter gik jeg ned i Fiolstræde i København, hvor jeg skulle møde nogle venner på litteraturbaren Brøg, der er opkaldt efter Suzanne Brøggers essays af samme navn. Et passende sted at begynde læsningen, tænkte jeg.
Men da jeg kom ind i cafeen, sad Suzanne Brøgger i egen høje person på bænken ved en væg, der er prydet af en lang række portrætter af forfattere og andre kulturpersonligheder. Vi hilste, og jeg sagde, at jeg havde hendes nye bog i tasken, men at det jo ville være akavet at tage den frem, nu hvor hun selv sad her.
»Ja, det kan du ikke,« svarede hun. Sagen afgjort. Jeg læste Selma Lagerlöf i stedet.
Da jeg senere fik fri bane til at se nærmere på På væggen, opdagede jeg, at titlen er både konkret og stedsspecifik. Den henviser til lige præcis dén væg, som Suzanne Brøgger sad op ad på Brøg, og bogen består af én tekst til hver af de 55 portrætter. Det kan man da kalde original konceptlitteratur (og et morsomt tilfælde).
Jeg nævner i flæng nogle af de portrætterede på væggen: Colette, Oscar Wilde, Simone de Beauvoir, Pia Juul, Sigmund Freud, Ursula K. Le Guin, Buddha, Suzanne Brøgger selv, Astrid Lindgren, Karen Blixen, Josephine Baker, Herman Bang, James Baldwin, Toni Morrison, Amalie Skram, Susan Sontag, Virginia Woolf, Joan Didion, Alice B. Toklas & Gertrude Stein, Selma Lagerlöf, Henry Miller og Anne Marie Carl Nielsen.
Med hver af disse digtere med mere som udgangspunkt skriver Suzanne Brøgger en lille, tænksom, essayistisk epistel. Teksterne er af varierende tyngde og kvalitet, men de er hele tiden ladet med intellektuel nysgerrighed. Bedst er det, når den frygtløse forfatter går hårdt kontra på konventioner og tidsånd.
I EN TEKST OM Pablo Picasso tror man først, at der er fred og ingen fare. Suzanne Brøgger falder helt forudsigeligt bagover af bevægelse, besvimelse og benovelse. Ingen har som han, skriver hun, haft »så meget talent til at genopfinde sig selv i nye former, stilarter og masker gennem et helt århundrede« (man fornemmer, at hun samtidig skæver til sit eget spejlbillede).
Derefter skifter teksten karakter – med et dybt suk: »Men nu er man så begyndt at sige, at han misbrugte kvinder, og priserne på hans billeder daler – siges at rasle ned – for tidsånden forbyder at forbinde sig med en kvinde(mis)forbruger. Men hvilke kilder kommer oplysningerne fra?«
Sagen er, at Picasso de seneste år er blevet kritiseret for at havde behandlet en række kvinder respektløst og brutalt chauvinistisk, og Suzanne Brøgger medgiver ganske køligt: »Der er helt sikkert gået mange kvinder til at skabe Picassos geniale livsværk.«
Men hun spørger også: »Hvem har ikke drømt om at blive malet af Picasso?« Og: »Man kan spørge, hvad kvinderne har fået til gengæld for at hellige sig ham?« Det sidste spørgsmål besvarer hun på denne måde: »De har måske fået livsmening. Ved at investere deres liv i ham blev de fri for at bære det selv.«
Den misogyne kunstners kvindelige ofre var altså slet ikke ofre, måske tværtimod. Er det sådan, det skal forstås? Ja, det er det vist. Og Suzanne Brøgger strammer skruen med en vrængen: »Voldelig kvindemisbruger?« Han var, skriver hun, en fredens mand, der stod på den rette side af historien. Han brugte fredsduen som motiv, han skabte det store krigsprotestmaleri Guernica, han støttede strejkende minearbejdere og protesterede imod antisemitisk forfølgelse, »hele livet var han zoomet ind på krigens forvrængede ofre«, og så lukker hun diskussionen: »Han dyrkede kvinden som en gudinde med de skyggesider, der altid er i forgudelsen.«
Hold da op. Hvis bare man er et tilstrækkelig stort kunstnerisk geni, er det altså okay, at man også er et dumt svin til husbehov og i kunstens interesse?
DET KALEJDOSKOPISKE portrætgalleri er ikke skabt med kuratorisk helhedstænkning, og det udgør ingen samlet litteraturhistorie. Men Suzanne Brøgger gør en dyd ud af det uforbundne, det usammenhængende, det sprængte. Hele verden er nemlig gået i stykker, og vi kan kun gendanne den ved at genfortælle den, som bagsideteksten siger. Og her spiller kunstnerne en afgørende rolle, når de »bevæger sig i revnernes poetik og sprækkernes dybde«, som det så lækkert hedder.
For at illustrere pointen om at skabe helhed af det sprængte har Suzanne Brøgger sat et lille arvestykke på forsiden af bogen, en lille skål fra det kinesiske Songdynasti (et sted mellem år 900 og 1200). Skålen er tydeligt og nydeligt repareret med kintsugi-teknikken, hvor skårene klinkes med lim i guld. På den måde bliver det brudte ikke alene helet, det får ligefrem tilføjet ny ynde og værdi.
På den måde hænger det hele skønt sammen – fra billedgalleriet via vores ødelagte verden og litteraturens gendannende styrke til den klinkede porcelænsskål. Desværre bliver den æstetiske helhed ødelagt af den hæsligt malplacerede 70er-typiske skrifttype American Typewriter, som hele bogen er sat med.
PÅ VÆGGEN ER skrevet med en smittende, entusiastisk litteraturbevidsthed, meget selvbevidst, men ikke selvhøjtidelig. Til tider er det hele lidt henkastet, skrevet med let sind og løs hånd, mere aforistisk end grundsøgende, mere umiddelbart end dybsindigt, og ikke nødvendigvis indhyllet i sproglig omhu.
I teksten om Villy Sørensen kommer jeg i tvivl om Suzanne Brøggers stilistiske hensigt. Hun skriver:
»Når man besøgte Villy Sørensen dengang i Tårbæk, skulle vi gerne hente en briks, han kunne ligge på i værelset ved siden af.«
Den sætning halter gevaldigt, der er ingen overensstemmelse mellem »man« og »vi«, og skulle briksen hentes i værelset ved siden af, eller skulle Villy Sørensen ligge i værelset ved siden af? Det hele opklarer sig i næste afsnit, men anslaget er uklart. Er Suzanne Brøgger et nummer for overfladisk, eller er hun derimod eminent subtil, gådefuld og bevidst Sørensen-sær?
På væggen er et rigt og underholdende galleri (nummereret og gengivet en miniature på bogomslagets indersider og forsynet med en playliste, så man kan finde relevant musik til læsningen), som også rummer et portræt af forfatteren selv, men det har ikke udmøntet sig i en tekst.
På den anden side skriver Suzanne Brøgger jo altid om sig selv, uanset hvem hun skriver om. Hør bare, hvad hun når frem til i teksten »Breve til en ung digter« (en herlig titel, som hun snupper fra Rainer Maria Rilke):
»I gamle dage måtte man regne med at skulle give afkald på kærligheden, hvis man formastede sig til at ville være forfatterinde. Hele min livsføljeton er et vidnesbyrd om netop dét: Ikke mange mænd kan udholde en skrivende kvinde, tro mig.«
Jeg tror dig. Skrivende kvinder har gennem hele litteraturhistorien måttet døje og trodse mange misogyne og intolerante mænd, og til vores alles litterære lykke har de haft mod og hjerte til at gøre det.
Men lige nu er spørgsmålet, hvem der kan udholde en skrivende kvinde, som går i brechen for Picasso? Hvem åbner shitstormen mod Suzanne Brøgger? Nå nej, det er der naturligvis ingen, der gør. Hun slipper uantastet fra sin støtte til det misogyne geni, han som gav kvinderne »livsmening«. Jeg gentager, hvad hun skrev: »Ved at investere deres liv i ham blev de fri for at bære det selv.«
Det er altså en hamper formulering. En mandlig forfatter ville blive kastreret for den slags, og han ville ikke kunne forsvare sig.
Her går Suzanne Brøgger moralsk set over stregen, men på den anden side: Streger er til for at blive overskredet og overskrevet, og hvad skulle vi gøre uden de grænsesøgende skribenter?
Jeg agter og elsker Suzanne Brøgger for at slippe tankerne løs i grænselandet mellem sandhed og sludder, i gråzonen mellem mod og dumdristighed. Hun er stadig en ener i den danske litteratur.