Weekendavisen den 23. august 2024
Øroman. Abdulrazak Gurnahs fuldbyrdede roman om det eksistentielle eksil kan nu læses på dansk.
Abdulrazak Gurnah: Tavshedens ø. På dansk ved Siri Ranva Hjelm Jacobsen. 250 sider. 249,95 kr. Gutkind.
Han er ikke alene navnløs, fortælleren i Abdulrazak Gurnahs roman Tavshedens ø, han er også hjemløs, ja ovenikøbet dobbelthjemløs, og han lever sit liv på en løgn.
Det var sandsynligvis netop denne roman om det identitetsløse menneske, som Det Svenske Akademi tænkte på, da de formulerede motivet for at tildele Gurnah Nobelprisen i litteratur 2021. De skrev, at han i sit forfatterskab »kompromisløst og medfølende har gennemlyst kolonialismens virkninger og flygtningens skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter«.
Forfatteren har ikke alene gennemlyst denne skæbne i litteraturen, han har også gennemlevet den personligt. For 60 år siden flygtede Abdulrazak Gurnah som 18-årig fra sin fødeø, Zanzibar ud for Tanzania på den afrikanske østkyst, hvor den arabiske sultan var blevet stødt af tronen af en flok revolutionære afrikanske nationalister.
Abdulrazak Gurnahs Zanzibar-romaner er udgivet lidt hulter til bulter. Da han fik Nobelprisen, bed forlaget Gutkind meget fortjenstfuldt til bolle ved at udgive Paradis (1994, på dansk året efter, på revideret dansk i 2022), Efterliv (2020, på dansk 2022) og Ved havet (2001, på dansk 2023), og nu kommer så Tavshedens ø (1996). Der er endnu seks romaner at tage af.
Abdulrazak Gurnah kom til England, hvor han uddannede sig, stiftede familie, blev forfatter og universitetsprofessor og nu er skrivende pensionist.
Her i Tavshedens ø fortæller en midaldrende mand med zanzibarsk baggrund om sit liv i eksil i England. Her lever han i 1980erne papirløst sammen med en hvid kvinde, og sammen har de en arrig teenagedatter. Manden er skolelærer uden glæde, hans kæreste er akademiker, forholdet knager.
Egentlig er han udmærket tilfreds med livet og hverdagen, selvom det aldrig helt blev det, han havde drømt om, og han elsker dybest set sin kæreste og besværlige datter. Men Europa imponerer ham ikke, og han kan lide at tænke over, hvordan hybris og grådighed har tæret på grundvolden, som han formulerer det:
»Hvordan det kontinent, vi lever på, nu glider i pøle af slim og affald og snusk. Hvordan kynismen og udmattelsen dømmer os alle til at leve af pis og lort, og hvordan denne verdens overmætte bare kan rynke hovedløst på næsen af dem, de har kuet og banket i sænk.«
Hjemme i Zanzibar håber familien stadig, at han en dag kommer på besøg for at finde en kone. Han har aldrig indviet dem i sit engelske liv. Og han har aldrig fortalt sin kæreste sandheden om Zanzibar.
Manden befinder sig altså i en kritisk situation, hvor alt omkring ham vakler, og da han en dag får at vide af lægen, at hans hjerte er kaput, beslutter han at tage tilbage til Zanzibar, hvor han ikke har sat sin fod i 20 år.
DET LAND, han vender hjem til, er dog en stor skuffelse. Magthaverne er korrupte, inkompetente og voldelige, borgerne lever i konstant frygt for undertrykkelse, intet fungerer, og kloakkerne stopper til.
I dette kaos forsøger manden at navigere mellem sine løgne. Familien viger ikke tilbage for at sætte ham op med en potentiel hustru, og myndighederne frister ham med et job som leder af et projekt med oversættelser af litterære klassikere (en nordisk kulturfond vil sponsere det hele, og måske vanker der en rejse til København).
Da nettet strammes om ham, må han erkende sine løgne, og over hals og hoved rejser han hjem til England. Hvor nye skuffelser venter. Tilbage står det store eksistentielle spørgsmål: Hvor er hjem?
NÅR ABDULRAZAK GURNAH stiller dette spørgsmål – som han også har beskæftiget sig med i sin egenskab af professor i netop den litteraturhistorie, som han selv bidrager til som romanforfatter, altså skønlitteraturen om de postkoloniale erfaringer – kan man nærmest høre et historisk ekko fra det babylonske eksil.
Som skildring af dette eksistentielle eksil er Tavshedens ø en fuldbyrdet roman, fordi den resigneret, men usentimentalt skildrer hjemløsheden som et hjem i sig selv. I et fint fletværk af fortællinger varierer han motivet, så hans middelklasseflygtning står som en slags prototype på det 20. århundredes millioner af eksilmennesker. Flygtningen må tage bo i sin egen rodløshed.
Siri Ranva Hjelm Jacobsens oversættelse flyder lydefrit og elegant, det er en nydelse at læse. Kun en enkelt detalje undrer mig, nemlig titlen. Originalen hedder Admiring Silence, hvilket jo rummer en pointe, som går tabt på dansk. Jeg medgiver dog, at den ikke er nem at oversætte til en velklingende romantitel.
Men sagen er, at Abdulrazak Gurnah har sat et litterært motto som indgang til romanens første del, nemlig et citat fra In The South Seas (1896) af Robert Louis Stevenson: »Han beundrer stilheden på øen; ruger over den som et stort øre, har spioner, der rapporterer til ham dagligt, og ser hellere sine undersåtter synge end tale.«
Det, der i titlen hedder »tavshed«, hedder altså »stilhed« i citatet. Det refererer, tror jeg, både til den navnløse mands selvvalgte tavshed og til den tavshed, som regimet påtvinger sine borgere.
Om sin dobbeltløgn over for begge familier, den i London og den i Zanzibar, siger han til sig selv: »Hellere tie med det, for hvis jeg sagde noget, ville det betyde … nå ja, at måtte sige så meget andet, at tage hul på en stinkende bombe fuld af forvredne løgne og døde fortællinger.«
Da han efter sit besøg i Zanzibar vender tilbage til England og har tabt sit pas i flyveren, bliver han tilbageholdt, mens hans sag bliver efterforsket:
»Jeg slog op i en avis, og den var fuld af nyheder om den morderiske fatwa, som ayatollah Khomeini lige havde udstedt mod forfatteren Salman Rushdie. Han var også en af dem, der beundrede stilhed, ham imamen.«
Jeg tror nu mere, at han beundrer ideen om tavshed, andres tavshed.
Pointen er, at tavsheden hersker i et undertrykkende regime. Den er frugten af frygten. Og på den måde fik Abdulrazak Gurnah i 1996 sagt noget centralt, både om 80erne og fremtiden i denne væsentlige roman.