Weekendavisen den 4. oktober 2024
Frihed. Hvor nær skal man stå en forfatter for at måtte finde sig i at blive gjort til litterær karakter?
I 1877 udgav forfatteren Erik Skram en lille roman, Herregaardsbilleder, hvori han udfoldede en pikant intrige i den privilegerede overklasse. Forfatteren skjulte sig bag et pseudonym, men blev gennemskuet, ikke mindst af sin velynder, den nationalliberale minister C.C. Hall, der var ked af at se sig selv og sin hustru stå model i en amoralsk historie. Skram medgav, at han var inspireret af mennesker fra det virkelige liv, men han forsvarede sig med, at personerne var formede og ikke fotograferede.
Der er med andre ord intet nyt under den litterære sol, når Thomas Boberg bliver kritiseret for at have været på hugst i virkeligheden, da han skrev romanen Insula. Det er værd at tænke på, mens forfatteren og folk på Fejø venter på, om deres tvist får et juridisk efterspil.
Bliver Thomas Boberg sigtet for at have forbrudt sig mod personlighedsretten ved i sin roman at fabrikere modeller over genkendelige folk? Og hvis det kommer til en sag, hvem forsvarer ham så? Det gør forhåbentlig hans forfatterkolleger og alle andre, der forstår nødvendigheden af at beskytte den litterære ytringsfrihed. Hvis ikke forfattere må lade sig inspirere af og forme og forvrænge virkeligheden, kan litteratur hverken opstå eller leve.
Den svenske kulturskribent Åsa Beckman skriver i sin bog Kulturbørn. At vokse op i skyggen af en forfatter, som netop er udkommet på dansk, om det, hun kalder »materialelivet«; de liv, som forfatteres familier ofte er henvist til. Disse må se deres egne karaktertræk, udseende m.m. brugt som forlæg for romanpersoner, ligesom familiens konflikter og begivenheder bliver omsat til litteratur. Beckman skriver:
»Ingen kan sige præcis hvor grænsen går. En forfatter benytter sig af erfaringer fra sit eget og fra andres liv, og på hvilken måde eller med hvilken grad af bevidsthed, liv bliver til kunst, er svært at sige. Livsvilkår. Begivenheder og personer rykkes ind i litteraturen, forstærkes og svækkes, forskydes og forflyttes.«
Det er så sandt, som det er sagt. Men selvfølgelig er sagen ikke entydig, uanset hvor meget jeg står på den litterære friheds side. Når mennesker, der ikke selv har søgt offentlighedens opmærksomhed, bliver genkendelige karakterer i romaner, udløser det naturligvis også en række spørgsmål om forfatteretik – og jura.
Derfor er protesten mod forfattere, der lægger kalkerpapir over andre levende mennesker, til at forstå, og debatten om litteraturens etiske grænser er interessant og nødvendig. Mellem forfatteren og privatpersonen findes nemlig det, Åsa Beckman kalder en asymmetrisk magtrelation: »Den ene skriver – den anden bliver beskrevet; den ene bruger – den anden bliver brugt.«
LITTERATURHISTORIEN er rig på eksempler, hvor romanforfattere formgiver virkeligheden. Dokumentarisme er der naturligvis ikke tale om. Forfattere er subjektivt huskende mennesker, der forandrer og forvrænger. Åsa Beckman skriver, at protester fra menigmand først er blevet muligt med et »mindre romantisk syn på forfatteren og en vis affortryllelse af kunsten«.
Der er rigtignok opstået en ny situation, hvor den klassiske magtrelation udfordres. Forfatteren må være indstillet på at blive sagt imod, undsagt eller ligefrem udstillet som en moralsk anløben løgner. Hvis romanen er et stærkt angrebsvåben, er de såkaldt sociale medier ikke mindre magtfulde som arena for opslidende shitstorme.
Forfatteres familiemedlemmer må finde sig i at leve materialelivet. Når de tager til genmæle, bliver deres protester samtidig en slags litterær værkforøgelse, på én gang et korrektiv og en udbygning af romanen. Men spørgsmålet er, hvor nær relation man skal have (haft) til en forfatter for at måtte finde sig i risikoen for at blive omformuleret eller – med Erik Skrams ord – formet, ikke fotograferet, til litterær karakter.
Hvis det ender med, at Thomas Boberg og Insula kommer for retten, skal dommeren ikke bare tage stilling til et spørgsmål, der handler om privatlivets fred. Hun skal dømme i en sag, der udfordrer selve skønlitteraturens sjæl.