Weekendavisen den 26. juli 2024
Manifestroman. Mikkel Guldager har skrevet en fin og desperat roman om de privilegieløses beskedne fordringer.
Mikkel Guldager: Prismet. 164 sider. 229 kr. Roman. Forlaget Brændpunkt.
Om Mikkel Guldager, forfatter til romanen Prismet, oplyses følgende på flapteksten under et amatørportrætfoto, hvor han griner i modlys bag briller, stort skæg og viltert hår:
»Mikkel Guldager, f. 1977 er forfatter til fire andre romaner. Alle hans værker har det til fælles, at de omhandler skæbner på randen af samfundet. Han er i gang med en ph.d. i filologi ved Freie Universität i Berlin.«
Jeg har ikke læst Mikkel Guldagers tidligere romaner, men jeg kan forstå, at de alle udspringer af en programmatisk vilje til at gøre randeksistenser synlige. Det kan man kun hilse velkommen, selvom det ikke er noget litterært pionerarbejde. Mange andre samtidsforfattere holder den kurs, ikke mindst Mikael Josephsen.
Men Prismet er en roman, der i sin egen ret taler varmt om dem, der er ude i kulden. Måske skridter Mikkel Guldager sine pointer af med lige lovlig demonstrativ tydelighed, men absolut ikke uden talent for både det solidariske og det satiriske. Bemærkelsesværdigt nok lader han også angsten for paddehatteskyen fra Rusland, Kina eller Nordkorea rumstere i baggrunden.
Andreas er 45 år, bor i et (fiktivt) almennyttigt boligbyggeri, Solgården, på Østerbro i København. Som fjernstuderende på Freie Universität (tilsyneladende sin forfatters alter ego) skriver han ph.d. om noget så på én gang interessant og verdensfjernt som »rendyrket kapitalisme og åndelig kultur i Hong Kong«.
Men afhandlingen står i stampe, fordi Andreas bruger mere tid på hash og svampetrip end på det akademiske. Et sted i udkanten af hans bevidsthed svæver en far, som han har mistet forbindelsen til, efter at han forlod moren, da hun kom på demensplejehjem.
Ind i billedet kommer pludselig Andreas’ onkel Rufus, en storskrydende og sexfikseret fusker, der driver en virksomhed, der producerer bøjler til IKEA og andre storkunder. Han scorer kassen, kører sportsvogn, sniffer coke på dyre natklubber og knalder smukke ukrainere på et eksklusivt bordel – og blærer sig med det hele.
Rufus vil have Andreas ind i firmaet. Hvad han skal lave, er mindre vigtigt. Og Rufus’ motiv er heller ikke så vigtigt, i hvert fald er det uklart, også for Andreas. Pengene og playboylivet lokker, men til sidst siger han fra.
Det er ikke mindst Rufus’ sekretær, Ellen, der vender op og ned på Andreas’ virkelighed. De to forelsker sig, og tilsyneladende vrister hun akademikeren i ham fri fra svampene. Hun har selv en forhistorie som misbruger, og de to forstår hinanden som sande spejlsjæle. Men naturligvis er der en slange i paradiset.
I ROMANENS FØRSTE DEL krydsklippes fra nutidshandlingen til scener fra en opvækst med omsorgssvigt. Det handler om Andreas’ nabo Dandy, en sølle eksistens, som efter et langt liv på gaden nu har fået sin egen bolig. Han er from som et lam, men frarøvet enhver livsduelighed og på eksistentiel flugt i alkohol.
Når Dandy møder Andreas, siger han, at han er så glad i dag, fordi han har fået at vide, at hans førtidspension går igennem på onsdag. Han siger det, hver gang de ser hinanden. Hver gang. Det er dybt rørende, fordi man forstår, at han er kognitivt skadet.
Men Mikkel Guldager har tiltænkt Dandy – om nogen en klassisk randeksistens – en større rolle end som så. Nok har han trukket en nitte i tilværelsens tombola, men han er alligevel både tilfreds, taknemmelig og nøjsom. Og nok er han hverken rig eller klog, men selv et menneske, der har levet som misrøgtet barn og subsistensløs alkoholiker, har noget at byde på. I en dybt aparte, men meget fin scene, hvor Dandy er med Andreas og Ellen på besøg hos Andreas’ mor, der bor på demensplejehjem, lykkes det ham at få skabt kontakt til den gamle dames følelser og hukommelse.
Prismet har titel efter et lille similiprisme, som Ellen forærer Andreas. Gennem det brydes lyset, nye vinkler og retninger opstår. Et symbol på forandring.
BOGEN SLUTTER med et uroligt sitrende kapitel, hvor Andreas er i tovene. Det er, som om alle omkring ham bliver ramt af sygdom og død. Blot ikke Dandy. Da Andreas står ude på altanen i et tiltagende uvejr og med prismet i hånden, ramt af svampetrip, kærlighedsulykke og forældresorg, råber han mod himlen, at den for helvede skal lade ham dø i fred og ro.
Nede fra gaden hører han et svar:
»På onsdag kommer min førtidspension, min ven. Livet er en leg.«
Andreas’ trip tager til, han sidder på ryggen af en kloning mellem en enhjørning og en pegasus:
»Med infernoet bag os sætter vi i fuld galop op ad gaden for at lette og stryge mod en ædelblå himmel. Foran os venter et elysisk paradis, hvor titler, årsindkomst, prestige og eskapisme intet længere betyder. Det er der, jeg skal hen. Til en anden verden, hvor der hersker lidt mere tolerance, lidt mere kærlighed, lidt mere omfavnelse og lidt mere forståelse for, at vi ikke alle vil det samme.«
Dette udbrud – på kanten af romanens kulmination – lyder som Mikkel Guldagers sociale og litterære manifest.
I Prismet ser vi både ham, der scorer penge, damer og samfundsposition ved at dyrke det falske og selviske (Rufus), og ham, der intet får og intet opnår, men magisk nok ikke mister sig selv og sit håb (Dandy). Det er en fin og desperat roman om de privilegieløses beskedne fordringer.
Og hvad kan Andreas så håbe på? Ellen, håber man på hans vegne. Og måske at få styr på den rendyrkede kapitalisme og åndelige kultur i Hongkong.
Ellers er der altid plads til en til på flisen ved siden af den optimistiske Dandy.