Weekendavisen den 27. september 2024.
Kynisk. Sønner arver synder i grusomt god roman af Maria Dixen om en kvalmende klam præstepatriark.
Maria Dixen: Alt andet er gift. Roman. 158 sider. 229,95 kr. Grønningen 1.
På et hospital i Córdoba, Argentina, taler en faster og en niece sammen. Den gamle dame blev fundet livløs af sine naboer, og nu har hun besøg af sin brors datter.
Familien er dansk, men udvandrede til Argentina, da den gamle kvindes far blev præst ved den danske kirke i Buenos Aires engang i 1930erne.
Nu ønsker den yngre kvinde at lære sin farfars og sin fars historie at kende, og fasteren er det sidste levende vidne til en fatal familiehistorie.
Sådan er rammen for Maria Dixens (f. 1973, debuterede som forfatter i 2016) roman Alt andet er gift – som er alt andet end normal.
Historien om familien under den tyranniske præsts sadistiske ledelse er både gådefuld og rystende, til tider decideret kvalmende. Og grusomt god.
Niecen er romanens jegstemme. Hun taler til et du, som er fasteren. Når niecen genfortæller fasterens ord, smelter det fortællende jeg og det fortalte jeg sammen, og der hviler en fortættet tone over samtalen med hemmeligheder og afsløringstrang side om side.
Over familien hviler en sort, tung skæbneskygge, som kastes af den magtfuldkomne og misliebige præst, en truende autoritet, som hans kone og tre børn skælver for, en slags Edvard Vergérus fra Ingmar Bergmans Fanny og Alexander, men mere lurvet, meget mere depraveret.
Fasteren er tvillingesøster til Poul, og så er der broren Victor, som bliver far til jegfortælleren. I deres liv hører ydmygelser til dagens orden, og stuepigerne er ofre for brutale voldtægter, som det fuldkomne svin af en sadist tvinger sine sønner til at deltage i.
Jeg har overvejet at citere fra sådan en scene for at vise, hvordan Maria Dixen lader fasteren fortælle med en ufattelig forhærdet ro og psykopatisk apati, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til det. Det er for groft.
Jeg vil nøjes med – og det er slemt nok – fasterens konstatering: »Året efter havde mine brødre fået smag for det min far havde lært dem.« Præsten uddanner simpelthen sine sønner til voldtægtsforbrydere.
MARIA DIXEN lader volden sive ned gennem sin fortælling, og jeg er nødt til at vise, hvordan hun skildrer forråelsen, da børnene er blevet sat til at piske en gammel hest og adlyder for ikke selv at blive pisket. Efter mange lidelser er det skamferede dyr styrtet om, denne gang under sin ejers pisk. Børnene finder den:
»Den var ikke helt død endnu, på trods af at dens hove var blevet savet af, på trods af at blodet havde samlet sig som fire små søer for enden af dens ben, på trods af at blodet løb som årer af sod gennem marken, forsøgte jeg at stoppe blodet med mit tørklæde. Jeg satte mig, lagde dens hoved i mit skød, mulen lå i min nederdel. Det var som om den var blevet fyldt op af en hvid, tyk, slimet væske, som nu gled langsomt ud mellem dens tænder, satte sig som striber i det tynde stof, som omsluttede mine ben. Tungen lå halvvejs ude af munden, støttede sig til mit underben. Tungespidsen på min ene fod.«
Efter denne brutale voldsbeskrivelse lukker Maria Dixen scenen, hvor fasterens hukommelse er klar, brutal og smertefuld, men samtidig iskold og indifferent:
»Poul stod ved bagbenene. Han gjorde ingenting, men nu vil jeg gerne sove lidt, siger du. Skal jeg slukke lyset? Du må gøre hvad du vil, siger du.«
Fra Argentina rejser familien tilbage til Danmark, hvor præsten har fået embede på Falster. Da Danmark bliver besat af Tyskland, begynder han at undervise de lokale børn i tysk, og præstegården får besøg af nazistiske officerer. Her indtræffer så romanens mest uigennemskuelige replikskifte: »Men var farfar ikke jøde? Jo, min far var jøde. Men han var også protestantisk præst? Ja, det var han også, siger du.«
At præsten er jøde med nazistiske sympatier, giver simpelthen ingen logisk mening i romanens handling, og hvordan det hænger sammen, får vi aldrig at vide.
Umiddelbart virker det som en tabt tråd, men måske er Maria Dixens formål netop at skabe troværdighed gennem mangel på logik? Måske kan præstens klamme sadisme kun forklares med så gennemgribende kontradiktioner, med en psyke i splid med sig selv.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal opfatte denne uforklarlighed, og jeg vakler mellem, om det er romanens største styrke eller dens største svaghed.
ALT ANDET ER GIFT er en lille, men yderst kompleks roman, hvor sidesporene hele tiden forgrener sig fra stammen med spor af vold, selvmord og incest.
Hvad det sidste angår, når romanens kynisme et smerteligt højt niveau, da fasteren i få sætninger fortæller om det incestuøse og familiært promiskuøse.
Når det gælder tvillingebroren Poul, er hun selv både forelsket og fuld af begær, men da hun opdager, at hun er gravid, sender præsten hende til Polen på en enkeltbillet, så landsbyen ikke skulle sladre om, hvem der mon var faren. Fasteren siger roligt:
»Men jeg vidste godt hvem faderen var. Jeg vidste også at jeg ikke havde ligget i med andre end Poul, og at min far havde ligget i med mig.«
Romanens titel er hentet fra en af fasterens replikker. Hun vil kun drikke kogt vand, alt andet er gift, siger hun. Heri ligger der måske en længsel efter en skoldende purificering, en renselse af fortiden. Men det er forgæves. Romanens lærdom er, at sønner arver synder, og at tvangsarven fra den onde patriark kun kan besejres gennem konfrontation og fortælling. Man tænker, at fortrængning nok havde været mere skånsomt.
Hvor historien stammer fra, ved jeg ikke. Romanen vedgår ikke arv og gæld. Til gengæld ulmer den med en særegen, foruroligende tone, og Alt andet er gift stiller sig sit helt eget sted i den danske samtidslitteratur.
Når Maria Dixen er bedst og mest kynisk, minder hun om selveste Agota Kristof, der om nogen mestrede evnen at skildre ondskab med subtil ro. Det er voldsomt, det er ækelt og meget fascinerende.