I udbrud. Hvor meget fiktion skal der være i prosaen, for at den kan kalde sig en roman?
Genrebetegnelsen »roman« er lige så føjelig og bøjelig som en hasselgren. Det viste Egon Mathiesen, da han i 1949 udgav Mis med de blå øjne. På titelbladet stod der ikke »Billedbog«, for sådan har det aldrig været kutyme at genredefinere bøger til de yngste, men »(roman)«.
Med parentesen forstærkede Egon Mathiesen den (selv)ironiske joke, for naturligvis er den ordknappe historie om Mis ikke nogen roman, hvis vi omtrentlig definerer det som en lang, fiktiv prosafortælling. Men »romanens rummelige form har tilbud til både det avancerede publikum og til det brede, der søger timelang underholdning«, som der står i Den Store Encyklopædi, og lige dér – mellem det avancerede og det brede – finder den blåøjede mis sin berettigelse som (roman).
Anderledes med den form for litteratur, der kalder sig »roman«, selvom der findes et bedre og mere retvisende alternativ.
Tag nu teaterinstruktør Liv Helms forfatterdebut, Med hjertet i hånden, en selvbiografisk fortælling om forfatterens bedsteforældres fælles selvmord og hendes egen erkendelse af, at hun som barn var offer for overgreb.
Via alle akademiske definitioner kan bogen typebestemmes som »autofiktion«, men hvor meget fiktion er der i fiktionen? Og hvor meget fiktion skal der være i prosaen, for at den er en roman? Den slags kan man ikke svare på med en hasselgren i hånden.
Med hjertet i hånden er en glimrende bog – men er det også en roman? En tekst bliver jo ikke nødvendigvis til digt eller dramatik, bare fordi forfatteren måtte finde på at skrive det på titelbladet. Så hvorfor er det så nemt og udbredt at påberåbe sig lige netop romanen som genre?
I de mange optaktsinterview med Liv Helm lader der til at være fuld overensstemmelse mellem den erfarede virkelighed og den nedskrevne historie. Dermed reduceres det råderum, hvor forfatteren kan sammenføje åbne sprækker med sin frie fantasi. Og så ser jeg ingen grund til at læse Liv Helms bog som en roman, altså som en fiktiv prosafortælling. Jeg læser den som et stykke narrativ nonfiktion, en reflekterende, selvbiografisk, erfaringsbaseret beretning uden fiktionaliseringer.
Den slags bøger har jeg stor respekt for, og den essayistiske autenticitet giver alverdens skrivekunstneriske muligheder for at fremstille begivenheder, tanker og følelser. Så hvorfor kalde det en roman?
Måske fordi forlag nemmere kan kommunikere »roman« til læsere, boghandlere og bibliotekarer? Eller fordi det virker finere og mere kunstnérisk?
Uanset hvad er det et irriterende genrekrukkeri, som gerne må stoppe.