En kendt forfatter – jeg nævner ingen navne – fortæller mig en historie, som hun netop havde hørt på et refugium, hvor en af de andre beboere lige havde fået den fortalt i telefonen hjemme fra Danmark:
Et ægtepar skal passe en hund for deres venner. Pludselig får de mulighed for at rejse til Paris, og de tager hunden med. En dag spadserer de på Champs-Élysées, og pludselig skvatter hunden død om. Ægteparret lægger liget ned i en pose fra en af de eksklusive tøjbutikker, men pludselig kommer en tyv fræsende på et elektrisk løbehjul, hiver posen til sig og forsvinder i mængden.
Hvor vildt! You can’t make that shit up, som man siger. ”Men historien er for god til at være sand,” sagde jeg til min forfatterven, ”og når noget er for godt til at være sandt, er det sandsynligvis heller ikke sandt”.
Min forfatterven fastholdt, at den var god nok. Hende, der havde fortalt den, havde jo selv lige hørt det fra en, der kendte dem, der havde oplevet det.
Ikke desto mindre. Den døde hund, der blev stjålet i Paris, er oplagt at gennemskue som en urbanmyte, et samtidssagn, en vandrehistorie. Men den slags historier er nemme at sluge råt. Det ved jeg af erfaring.
For et par år siden hørte jeg to gange i løbet af den samme sommer en helt fantastisk historie. Først anden gang gik det op for mig, at der var ugler i mosen. Historien var endnu mere kulørt, end den om det stjålne hundelig:
To venner med downs syndrom har fået lov til at overnatte alene i et sommerhus. Deres forældre ringer for at tjekke om alt er ok. Det er det.
Næste gang forældrene ringer, har de unge mennesker ikke tid til at tale.
”Vi fanger trolde, vi fanger trolde!” råber de bare, og afslutter samtalen.
Forældrene bliver nervøse og skynder sig at køre til sommerhuset, hvor de bliver mødt af politiet.
De unge mennesker har fanget to trolde, der talte troldesprog og bundet dem til et træ.
Så viser det sig, at de to trolde i virkeligheden var to tyskere af dværgvækst.
Anden gang, jeg hørte den bizarre historie, var jeg på besøg i et sommerhus i et skovområde på Sjællands nordkyst. Det passede perfekt til plottet, der kunne have udspillet sig i netop disse omgivelser.
Mine venner havde fået historien fortalt nogle dage før af en af deres gode venner, og han havde vistnok hørt den fra sin kæreste, hvis venindes kollega kendte forældrene til en af de unge med downs…
Første gang havde jeg ædt den råt. Anden gang slog min mistro til. Det måtte være en vandrehistorie. Jeg søgte på stikordene downs, dværg, trolde.
Det første, der dukkede op var en ting fra Facebook, der hedder ’Morfar fortæller’. Denne morfars veninde har haft besøg af et vennepar, der har en søn med downs, skriver han. Og så følger historien, nærmest identisk. Nu er der blot tale om en enkelt tysk dværg, som bliver holdt fanget på et toilet.
På et forum for folk, der interesserer sig for våben og jagt, dukker en femten år gammel variant op. Ham, der skriver, kalder sig Great Dane. Nu handler historien om en psykisk handicappet fyr, der bor i beskyttet bolig. Også han har fanget en trold ved et sommerhus.
Da hans mor kommer, opdager hun, at sønnen har låst en dværg inde på badeværelset. Dværgen havde ringet på for at sælge lodsedler.
Great Dane skriver, at han har hørt det fra sin nabo, det er helt sandt. Det foregik nær Varde.
Ganske samtidig kan man finde en tilsvarende historie på nrk.no, Norges svar på dr.dk. Her ringer den psykisk syge bare ikke til sin mor, men til en kommunal støttekontakt, som – ligesom moren i Varde – først er afvisende, men til sidst undersøger sagen og finder en dværg, der er spærret inde på badeværelset.
Dengang for femten år siden talte NRK med en professor i kulturstudier, Knut Aukrust, der forsker i vandrehistorier. Han kendte godt historien, også i en variant, hvor en narkoman har fanget en heks.
Vandrehistorier kan, sagde han, være kritiske overfor autoriteter, kvinder eller minoriteter.
Og så forklarede han det, vi kan kalde vandrehistoriens logik og dynamik:
”Mange af historierne har racistiske eller etniske stereotyper, og vi griner, fordi det jo er sandt – vi har selv fået det fortalt, og vi, der fortæller historien videre, er jo ikke selv ansvarlige for den. Vi refererer bare en historie, som nogen, vi kender, har fortalt os.”
Friend Of A Friend
Den historie, som jeg mødte to gange den samme sommer, er altså femten år gammel, mindst, sandsynligvis ældre.
Urbanmyten er tidligere blevet afsløret som en vandrehistorie, men den slags lader sig ikke påvirke af nok så mange falsifikationer. Før eller siden vender de tilbage.
Men hvorfor i alverden gennemskuede jeg ikke, at der er tale om en vandrehistorie første gang, jeg hørte den? Den lyder jo som et ekko fra 80’erne, hvor den ene vandrehistorie afløste den anden:
Den om en familie, der skal ud og rejse. Bedsteforældrene, der skal passe babyen, dukker ikke op til tiden. Familien skal nå en flyver og sætter barnet i en babygynge og tager af sted. Men bedsteforældrene er omkommet i en bilulykke, og da familien vender hjem fra rejsen, er babyen død af sult (tydeligvis en horrorhistorie fra før mobiltelefonernes tid)…
Eller den om familien, der er på biltur i et fjernt land. Så dør den gamle bedstemor pludselig, og de lægger liget i en presenning på tagbagagebæreren. Da familien er inde på politistationen for at melde dødsfaldet, bliver bilen stjålet – en variant af hunden på Champs-Élysées.
Måske hoppede jeg på den, fordi paraderne er nede, når man taler med sine venner om stort og småt. Jeg ville gerne forføres, og jeg faktatjekker ikke historier fra mennesker, jeg har tillid til. Sådan er vi indrettet. Og på den måde kommer vi selv til at bringe fiktioner videre som fakta. Vi kender jo alle én, hvis nabos kusines mands kollegas venindes skolekammerats ekskæreste har en moster i Ålborg, som selv har oplevet det.
Den mekanisme – at historien som en anden epidemi springer fra mund til mund, fra ven til ven, men hvor fortælleren altid har det på tredjehånd – kalder forskere en FOAF-henvisning: Friend Of A Friend.
Det ved jeg fra Henrik Roesgaard Lassen, ph.d. i det narratives idé, eller slet og ret ”den gode historie”, fhv. lektor på Syddansk Universitet. Han har gennem mange år forsket i vandrehistorier, også kendt som samtidssagn, moderne myter, urban legends, og jeg kontaktede ham for at blive klogere på dette fortællingsfænomen:
”Vandrehistorier changerer kamæleonagtigt hele tiden,” skrev Henrik til mig. ”Og de er ikke fortællinger af klassisk, aristotelisk tilsnit med en begyndelse, en midte og en slutning. Vandrehistorier er et meget sejlivede og kan spores i skriftlige kilder så langt tilbage som til det gamle Rom. Men det er temmelig svært at forstå, hvad det er for en kulturel mekanisme, vi har med at gøre, når vi umiddelbart tænker på historierne som en særlig genre. Grundmotivet i historien om dværgene og troldene, synes at ligge nogenlunde fast, mens rammerne varierer en del, alt efter hvor den specifikke version stammer fra.”
Henrik Roesgaard Lassen kender selv tre forskellige versioner af vandrehistorien om troldene, der havde en vis udbredelse i USA for cirka femten år siden. Altså samtidig med, at den huserede i Danmark og Norge.
Kan sådan noget ske i vores verden?
Men hvordan definerer man en vandrehistorie?
Henrik Roesgaard Lassen forklarer:
”En vandrehistorie er en slags fælles, men dog personlig, umiddelbar og helt nær, udforskning af en idé om virkeligheden, konkretiseret i en underholdende, ofte næsten perfekt sammenskruet historie.”
Næsten alt ved vandrehistorier kan ændre sig fra fortællesituation til fortællesituation. Den samme historie kan genkendes på alle platforme – fra mundtlig overlevering til fortælling på sociale medier:
”Som oftest er der tale om en meget åben form, hvor fortæller og tilhørere uden at tænke nærmere over det, bevæger sig ud og ind af historien, kommenterer, spørger, overvejer, uden egentlig at se det hele som en historie. Det drejer sig, så længe historien er levende, om selve grundspørgsmålet, som historien gør det nødvendigt at forholde sig til: Kan vi egentlig tro på det her? Kan sådan noget ske i vores verden? Det er sjovt, grusomt, kontroversielt, forbudt – men er det sandt? For sandheden er vi nødt til at acceptere, mens usandheden, løgnen, det opdigtede må behandles mere forsigtigt.”
Henrik Roesgaard Lassen henviser til Snopes.com, der har specialiseret sig i faktatjek. Websitet blev etableret under navnet Urban Legends Reference Pages i 1994 for at rydde op i internettets strøm af rygter og sladder.
Hvis man søger efter indlæg om trolde og dværge, kommer man straks på sporet af den historie, der er i udbrud i disse år:
”En historie om en udviklingshæmmet fyr, der overvinder og indespærrer en lille person, en dværg, fordi han tror at det er en trold, findes i mange udgaver. Den person, der bliver fanget, kan være en dørsælger, et pakkebud, en dataindsamler fra et meningsmålingsinstitut eller et medlem af Jehovas Vidne. Ham, der holder dværgen fanget, beskrives som en person med Downs’ syndrom, autisme eller en med psykiske problemer, og i mange udgaver kontakter han sin mor, søster, far eller en støtteperson for at fortælle, at han har besejret en trold.”
Folkets tidløse fortællinger
Da folklorister i 1980’erne opdagede, at der var nye fortællinger i omløb, kaldte de fænomenet for modern legends, urban legends – eller mest præcist contemporary legends, samtidshistorier.
Henrik Roesgaard Lassen ridser den akademiske tilgang til historierne op:
”I slutningen af 1700-tallet opstod en dyb, romantisk fascination af almuens traditionelle sang- og fortællekultur. En teori var, at mennesker, der ikke beherskede skriftsproget, til gengæld mestrede den mundtlige dimension på et tidløst og kulturelt fundamentalt plan i en slags etnisk ur-forstand, som udgjorde en slags folkets konstant. Det var ud fra denne idé om, at den dybeste, nationale identitet var forankret i folkets tidløse – og på mystisk vis kollektivt forfattede – fortællinger, at man begyndte indsamlingen af ballader, eventyr, sagn m.m. Et stykke op i 1800-tallet skelnede man ikke så meget mellem eventyr og sagn, men ret hurtigt udskilte sagnet sig som en særlig undergenre.”
Sagn er, forklarer Henrik Roesgaard Lassen, groft sagt, historier som både fortællere og tilhøreren tror er sande, selvom de ikke nødvendigvis er det i virkeligheden. Dét er et mønster, jeg genkender, både fra min forfatterveninde, der havde været på refugium med andre kunstnere og forskere, og mine veletablerede nordsjællandske sommerhusvenner, der til hverdag bestrider tunge jobs, hvor de indsamler og analyserer viden. Empiri og bevisførelse er en del af deres faglighed – men den gode historie finder altid en bagdør, hvor alle parader er nede. Vi vil gerne tro på det utrolige.
Henrik fortsætter sin analyse:
”Fra historier, der er samlet ind over hele Europa, kan man fornemme nogle grundmønstre. Den samme historie kan tydeligvis udspille sig mange forskellige steder, og være pakket ind i uhyre forskellige detaljer.”
Den endelige sandhed
I slutningen af 1800-tallet rejste folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen rundt i Jylland og høstede mundtlige fortællinger. Han var med til at gøre folkemindeforskning internationalt kendt. Forskere udviklede motivindekser og teoretiserede over forskelle og ligheder, fortællestrukturer og synsvinkler, fortæller Henrik.
I takt med internettets dominans over vores liv og kommunikation, er vandrehistorierne begyndt at fylde mindre som mundtlige udvekslinger. Vi fortæller heller ikke vittigheder lige så tit, som vi gjorde engang – det er hurtigere lige at vise hinanden en sjov meme på telefonen, og så er der både billeder og tekst og endda fysisk, social interaktion på samme tid, forklarer Henrik.
Men helt væk er den mundtlige myte ikke. Måske er den endda på vej tilbage? Hvorfor er den samme vandrehistorie dukket op to vidt forskellige steder i min bekendtskabskreds i løbet af den samme sommer?
”Det er den slags opførsel, som vandrehistorier altid har udvist – de kommer og går i forskellige sprog- og kulturområder. Vandrehistoriens slægtskab med konspirationsteorier, svindelnumre og fascination af populære gåder, er nok en garanti for, at fænomenet ikke sådan lige forsvinder,” beroliger Henrik.
Siden vandrehistoriernes gennembrud i 1980’erne har den globale landsby udviklet sig hurtigt. Sociale medier skyder hele, halve og kvarte sandheder i omløb – side om side med løgne, rygter, konspirationer, manipulationer og svindelnumre. Verdens største ledere er personligt involverede. Fake news – og beskyldninger om fake news rettet mod solid sandhed – er dagens orden.
Men kan man forestille sig, at vandrehistorier har gode vilkår i dette klima?
Henrik Roesgaard Lassen siger:
”Vandrehistorier handler om vores komplekse måde, at forvalte kombinationen af gode historier og sandheden. Der er et voksende behov for faktatjek, og det er langt hen ad vejen den politiske diskurs, den er gal med. Med Donald Trump in mente er det vel ikke så mystisk. Når han som amerikansk præsident begyndte at slynge om sig med beskyldninger om fake news, udgør det jo en slags bundvending i forhold til nogle mønstre, vi ellers har vænnet os til. Spørgsmålet er altså: Hvem kan vi stole på, når det kommer til stykket? Selvfølgelig skal vi faktatjekke til sidste blodsdråbe. Ellers rammer loftet os i hovedet en skønne dag, og så kan vi hurtigt komme til at kæmpe for en ny renæssance og en ny oplysningstid.”
Jeg ærgrer mig stadig over, at jeg først gennemskuede historien om troldejægerne med downs i anden ombæring. Og jeg ved ikke, om det er nogen trøst, at ingen af de mange andre vidende mennesker, der enten har fortalt historien videre eller lyttet til den, reagerede med skepsis.
Når vi er i stand til at tro på den slags, fordi vores skeptiske beredskab ikke altid er i funktion, kan man jo bilde os hvad som helst ind. Måske har historien fået ny luft under vingerne i disse højspændte identitetspolitiske tider, fordi vi nærmest dag for dag skal justere vores sprog, så det bliver renset for potentielle krænkelser.
Måske fungerer sådan en skrøne om to minoritetsgrupper, der hverken er etniske eller religiøse, som en ventil for vores egen anstændighed? Måske fortæller vi historier som den om den døde hund fordi vores egen forargelse eller skadefro er i evig løbetid?
Heldigvis mener Henrik Roesgaard Lassen ikke, at vi nødvendigvis skal gennemskue vandrehistorierne:
”Finder vi ’den endelig sandhed’ om historien, har vi ødelagt den fuldstændig. Eller i hvert fald har vi ødelagt dens effekt. Fiktion fordrer dekorum, mens sandheden – eller det vi i et svagt øjeblik tror er sandheden – derimod tvinger os i mange pirrende retninger.”
Forfatteren, der fortalte mig om hunden på Champs-Élysées, har efter eget udsagn bragt historien videre til mindst 50 mennesker. Alle troede på den, og alle har sandsynligvis selv bragt den videre. Sådan lever disse historier, som en slags narrativ corona.