Weekendavisen den 23. august 2024
Svigt. Vigdis Hjorth sætter alt på plads i kortroman om en families kollaps.
Vigdis Hjorth: Gentagelsen. På dansk ved Karen Fastrup. 146 sider. 249,95 kr. Turbine.
“Det, du vil glemme, vender tilbage …”
Vigdis Hjorths nye roman – som udkom til almindelig akklamation i Norge i fjor – begynder med en lille præambel om menneskepsyken. Vi kan ikke forhindre det smertefulde i at vende tilbage, skriver hun, men når det er sket, når det er genoplevet og gennemlevet, har vi fået en ny indsigt og forståelse for, hvad det smertefulde vil fortælle os.
Vigdis Hjorth henvender sig til et du, som jo både kan være fiktivt eller dig og mig. Men så trækker teksten – og forfatteren – vejret dybt ind og stiller spørgsmålet: »Hvorfor skriver jeg du, når jeg mener jeg?«
Da selve romanen begynder, er du’et væk, nu taler et jeg, som vi gerne må opfatte som autentisk.
I forhold til Vigdis Hjorths forfatterskab er der her tale om et stilistisk sporskifte. Tidligere fremstod de mest berømte og toneangivende romaner, Arv og miljø (2017) og Er mor død (2021), som fiktionaliserede fortolkninger af forfatterens egen familiekonflikt, mens Gentagelsen præsenterer sig som en reel erindringsroman. Det er denne toneændring, som forfatteren gerne vil accentuere, når hun så demonstrativt ændrer du til jeg.
Gentagelsen er fortalt af en moden kvinde, der ser tilbage på sig selv som teenager (altså samme vinkel, som Linn Ullmann anvendte i Pige, 1983). Vi er i midten af 1970erne, hvor pigen vokser op med sine forældre og tre søskende i Oslo. Mens faren holder sig selvmedlidende i baggrunden, forsøger moren at styre sin datters liv i detaljer, drevet af frygten for alt det farlige, der kan friste i ungdommen: rygning, alkohol, narkotika, graviditet.
Angst æder sjæle op, og det gør frygt også. Moren ser en afgrund i datteren, og hun dyrker den med en destruktiv og hysterisk lidenskab. Hun afhører, hun overvåger, hun gennemsøger datterens bukselommer, og via den moderlige mistro overtager datteren selv fornemmelsen af en truende og fristende afgrund. Der er noget helt galt i de familiære relationer.
ALT DET FRISTENDE bliver naturligvis kun mere fristende af at være forbudt, og pigen begynder at drikke og snige sig til fester i smug. Da en ældre dreng tager hende med i seng, bliver det klodset, kejtet og uforløst. Men i sin dagbog skaber hun fiktion ud af den skuffende virkelighed og skriver om en lidenskabelig erotisk debut.
Naturligvis læser moren sin datters dagbog – det vidste datteren nok godt – og helvede bryder løs. Men datteren fortæller aldrig, at hendes dagbog var en digtbog, og ud af konflikten vokser en erkendelse af skrivekunstens dybe rolle i vores opfattelse af verden:
»De ved det endnu ikke, at det jeg betroede den hemmelige bog, ikke var sandt, at det var opdigtet og drømt, men det betyder ikke noget længere. Men den virkning den fik, min første digtning, og den forfærdelse den medførte, lærte mig noget afgørende: At det vi digter, kan have større betydning end det der er sandt, og være sandere.«
Gentagelsen er en fortælling om den helt nødvendige løsrivelse og om udviklingen af en bevidsthed om, hvad der skete i barndommen. Hvad foregik der i den disharmoniske familie, hvor frygten havde magten? Det hele bunder i farens overgreb, men det er morens blinde loyalitet med faren, Vigdis Hjorth fokuserer på.
Da pigen bliver voksen og slår igennem som forfatter, vender hun hele tiden tilbage til barndommen, og hun har på fornemmelsen, at forældrene nu retter frygten mod hendes skrift. Hun gentager og genkalder og genoplever og genfortæller og gengælder, for barndommen og ungdommen er en vedvarende proces:
»Jeg kredser om det igen og igen, for kroppen husker og bærer og tænker, kroppen ved, ikke kun fornuften. Fornuften rammer en grænse, og når jeg skriver, støder jeg ind i grænsen, derfor skriver jeg, arbejder med grænsen, for at finde ud af hvad der tynger og hvad der har betydning, ja, jeg genskriver og gengiver, ligesom maleren lavede flere versioner af skriget, repeterer jeg og varierer repetitionen, skamløst og med nerverne uden på tøjet og med nødvendige, sure opstød, for at behandle og forstå og lægge bag mig eller for at styrke bitterheden og begejstringen i mig, for at forandre mig væk ved at repetere og variere, mønstrene, sådan kalder jeg min mor frem, kalder min far frem, fremkalder mine forældre, disse to sørgelige skikkelser som jeg elskede, for hvem skulle jeg ellers elske, jeg var jo aldrig ligegyldig for dem, og de ikke ligegyldige for mig, gyldige og skyldige for mig og frygtede for mig i dobbelt forstand og med god grund.«
En dag besvimer forfatteren, da hun har skrevet et særligt afsnit. Da hun kommer til sig selv, ser hun, at hun ikke havde skrevet det, hun troede, om et seksuelt møde, nemlig, at han rørte ved hende som en læge. Hun havde skrevet, at han rørte ved hende som en far:
»Og billederne kom, de uudholdelige billeder kom som elektriske stød gennem hjernen, lysende klare og med flere tusinde volts styrke, og alt faldt på plads, og jeg faldt sammen med udbrændte vægge i hovedet og har aldrig siden været den samme.«
Det er en sørgelig og skamfuld skikkelse: en mor, der udmærket ved, at hendes mand forgriber sig på datteren, men ikke siger fra (man kommer til at tænke på Tove Ditlevsen, som ofte citeres i Vigdis Hjorths forfatterskab, der netop var sådan en slags mor, det samme var nobelpristageren Alice Munro ifølge sin datter).
MELLEM DE TO store konfrontationsromaner, hvor fortælleren anklagede familiens far for incestovergreb (stor furore og hidsige diskussioner i Norge, hvor familien undsagde forfatterens fremstilling), og den nye erindringsroman, hvor incesttemaet bliver taget op igen, udgav Vigdis Hjorth i fjor Femten år. Det revolutionære forår, en lille fuldendt fortælling om pigen Paula, der gennemskuer de voksnes løgne og selvbedrag. Den står godt til Gentagelsen, væsensbeslægtede, som de to kortromaner er, selvom deres fremtoning er forskellig.
Når Vigdis Hjorth har valgt Gentagelsen som titel, er det et udtryk for hendes velkendte forbundethed med Søren Kierkegaard. Hans værk af samme navn (Gjentagelsen, 1843, skrevet under pseudonymet Constantin Constantius) leverer den filosofiske pointe: Splittet mellem en tabt fortid og en uvis fremtid kan mennesket gennem gentagelsen være nærværende i nutiden.
Meget elegant benytter Vigdis Hjorth gentagelsen som en stilistisk praksis, så det gør jeg også: »… jeg genskriver og gengiver, ligesom maleren lavede flere versioner af skriget, repeterer jeg og varierer repetitionen, skamløst og med nerverne uden på tøjet …«
Ja, skamløst er det måske også at stille sig side om side med Edvard Munch og hans skrigende angstmaleri, der trådte ind i kunsthistorien i 1893, nøjagtig 50 år efter Søren Kierkegaards bog om gentagelsen. Men Vigdis Hjorth slipper fra det med alt i behold. Alt det mistede, alt det generobrede, alt det menneskelige, alt det etiske og alt det æstetiske, det hele har hun i behold i denne mesterlige og respektindgydende lille bog, som dels kaster lys over Arv og miljø og Er mor død, dels er en rørende og oprørende frigørelses- og erindringsroman i egen ret.