Weekendavisen den 12. april 2024
Anmeldelse. Cæcilie Lassen bryder en lanse for frihedskampens helte, som blev Den Kolde Krigs skurke.
Cæcilie Lassen: Indre ø. 415 sider. 299,95 kr. Alhambra.
I juni 1941, et år og et par måneder inde i den tyske besættelse af Danmark, besluttede Hitler at angribe Sovjetunionen, og alle de ledende og moskvatro danske kommunister blev beordret anholdt.
Regeringen efterkom besættelsesmagtens krav, hvorefter politiet internerede 339 kommunister i Horserødlejren. Samtidig strikkede Rigsdagen en lov sammen, som med tilbagevirkende kraft gjorde al kommunistisk virksomhed forbudt. Voila.
Denne uskønne affære og tilværelsen som kommunist under og efter Besættelsen blev først litterært beskrevet i Harald Herdals Ukuelige menneske (1949), derefter og mest berømt i Hans Scherfigs Frydenholm (1962), men derudover har skønlitteraturen ikke ofret krigens kommunister yderligere opmærksomhed. Før nu.
Cæcilie Lassens Indre ø er en interessant besættelses-, koldkrigs- og samtidsroman om kommunisme som en politisk tro og en nedarvet identitet. Den står med andre ord sammen med dem, som er havnet på den forkerte side af historien efter kommunismens kollaps. Som sådan forsøger romanen at give tabt værdighed tilbage til dem, der førte antifascistisk dansk modstandskamp mod nazisterne, men som efter krigen vendte det blinde øje til undertrykkelsen og udrensningerne i det sovjetiske rædselsregime, de hyldede som et idealsamfund.
Vi følger familien Johansen fra Østerbro i København gennem fire generationer. Med afsæt i coronanedlukningen i 2020 spoler romanen tilbage til besættelsestiden i 40erne, hvorefter den returnerer til vor tid med stop i de mellemliggende årtier.
Ditte er freelancejournalist med speciale i udvikling og menneskerettigheder. Da hendes mormor Elly dør, begynder Ditte at afdække familiens historie. For hvorfor forsvandt hendes morfar Kai, der var modstandsmand i BOPA under Besættelsen, pludselig som dug for solen engang i 1957? Hvad var hans grund til at stikke af fra kone og to små børn, måske til DDR? Hvad ved Dittes mor, den kommunistiske aktivist Sonja, om sin far? Og – kan læseren tilføje – hvilken ufortalt historie ulmer under Dittes datter Doras rejse til Guatemala?
INDRE Ø – titlen refererer vel både til det indre Østerbro, hvor den foregår, og til, at vi alle har en indre ø i os – er med andre ord en fyldig roman om Besættelsens slagskygger. Tidligt finder vi ud af, at Kai som kommunistisk frihedskæmper har stået bag flere stikkerlikvideringer, men at han også bærer ansvaret for en likvidering, som viste sig at være grundløs.
Her findes romanens moralske konflikt: Når en modstandsmand likviderer en uskyldig, er han så stadig en modstandsmand, eller er han en regulær morder?
I et indlæg i Information har Cæcilie Lassen under overskriften »De kommunistiske frihedskæmpere bliver glemt i fortællingerne om besættelsestiden« argumenteret for, at »vi skal fortælle om frihedskampens helte, som blev Den Kolde Krigs skurke, fordi de er en del af vores historie«.
Deri har Cæcilie Lassen en indlysende pointe. Men her 84 år efter Besættelsen vil vi stadig helst høre de opbyggelige historier om modstandskampen. Vi vil høre om de ædle fiskere, der hjalp landsmænd på flugt, men ikke om dem, der scorede formuer på flygtningene. Vi vil høre om dem, der ydede modstand og blev demokrater, ikke om dem, der blev sovjettro kommunister og dermed fædrelandets egne koldkrigsfjender.
NU HAR CÆCILIE LASSEN brudt en lanse for de modstandshelte, der blev efterkrigstidsskurke. Ingen kan være i tvivl om, at dem, der gik i brechen for Sovjetunionen og DDR, traf tåbelige valg, og som politiske marginaleksistenser er de i dag både dubiøse og kuriøse.
Men ingen kan heller være i tvivl om, at Kai (en fiktiv skikkelse med autentisk forlæg, vil jeg tro) var en patriot og et ukueligt menneske, som Harald Herdal ville have sagt. Derfor er kommunismen litterært interessant – vi læser jo stadig Hans Scherfig og Martin Andersen Nexø – og med Indre ø har vi fået en realistisk fortælling, som skaber fortjent opmærksomhed om kommunisternes rolle under modstandskampen, men ikke rehabiliterer dem for deres politiske alliancer under Den Kolde Krig.
Cæcilie Lassens roman hviler på grundig research om besættelsestiden og Den Kolde Krig, og med sit fokus på dem, der valgte forkert, minder Indre ø om Kirsten Thorups to besættende romaner, Indtil vanvid, indtil døden (2020) og Mørket bag dig (2023), om Harriet, den tapre enke efter en dansk patriot, der valgte forkert side og faldt i tysk tjeneste.
Cæcilie Lassens prosa når ikke Kirsten Thorups psykologiske portrætstyrke, faktisk er der en del kejtede sætninger, men de to forfattere har en ufordømmende historisk nysgerrighed tilfælles, og deres romaner om danskere i henholdsvis nazismens og kommunismens tjeneste vender begge – forskellighederne til trods – vrangen ud på historiefortællingen og åbner vigtige fløjdøre til den almindelige viden om danskerne under krigen.
Derfor er Indre ø en bog, som man afgjort bør læse.