Weekendavisen den 16. august 2024
Nedrivning. Liv Duvå har skrevet en intens gyser fra velfærdssamfundets velmagtsdage, men lever ikke op til sit tidligere niveau.
Liv Duvå: Ned fra himlen. 400 sider. 299,95 kr. Gad.
Jeg har tidligere anmeldt to romaner af forfatteren Liv Nimand Duvå (som nu har kasseret Nimand og blot hedder Liv Duvå) med betydelig begejstring.
Rosenreglen (2019) og Mødrenes hus (2022) var stærke, væsentlige og scenisk og sprogligt vellykkede romaner om identitet, kunst, psyke, moderskab med mere.
Nu kommer så Ned fra himlen, der kreperligt nok ikke lever op til forgængernes høje niveau. Selvom jeg kan fornemme slægtskabet, savner jeg her den tidligere originalitet og enorme litterære energiudladning.
Maria er en ganske ung kvinde med en problematisk fortid og en kritisk nutid. Hun er vokset op med en alkoholiseret mor, Vibeke, som hun for flere år siden har brudt forbindelsen til.
Moren bor stadig i Brøndby Strand, hvor Maria er vokset op i et af de ikoniske højhuse, som nu er dømt til nedrivning, fordi det har vist sig, at bygningerne er fyldt med det miljøfarlige giftstof PCB, som byggeindustrien sværgede til i 60erne. Giften sniger sig ind i mennesker via indånding, hudkontakt og fødevarer.
Maria blev planløst gravid med en ung litteraturstuderende, Johan, som hun mødte på en restaurant, hvor hun var tjener. Nu er hun og datteren Sonja flyttet ind hos ham i hans lejlighed i Valby, som Johans forældre fra Risskov har købt. Men Maria og Johan kan hverken finde ud af at være kærester eller forældre, og da romanen begynder, er Maria og Sonja stukket af hjemmefra – men hvor kan de tage hen?
Udmattet og ulykkelig slår Maria sig ned med sin datter i butikscenteret Fisketorvets babylounge, hvor der er puslebord og ammerum. Man kommer uvægerligt til at tænke på en anden husvild Maria, der også søgte en plads i herberget til sig selv og sin baby.
På Fisketorvet opdager en kvinde, der gør rent, at Maria er ude i tovene. Hun siger, at Maria bliver smidt ud af vagterne, hvis hun sidder og sover i babyloungen. »Hvor er din familie?« spørger hun. Maria svarer, at Sonja er hendes eneste familie. Kvinden siger: »Alle har en familie, alle kommer vel et sted fra (…) Du, som er mor, du ved, at vi ikke bare kommer ud af ingenting.«
Kvinden, der er fra Sierra Leone, er selv adskilt fra sin familie. Hendes mor døde i borgerkrigen, men selvom moren ikke er her mere, er hun stadig en del af familien, forklarer kvinden med en noget eksotiserende livsvisdom.
Nok ligger Sierra Leone langt fra Fisketorvet, men for Maria er Brøndby Strand ikke meget tættere på. Afstande mellem mennesker måles ikke kun i kilometer, men da kvinden opfordrer Maria til at kontakte nogen, der kan hjælpe, slår det hende, at hendes moster Janne driver en socialpædagogisk rideskole for udsatte børn i Brøndby Strand sammen med sin kone, Pia.
På rideskolen mellem højhusene og stranden finder Maria et helle. Mosteren Janne er en driftig kvinde, der tager imod sin niece med åbne arme. Og de har et familiært skæbnefællesskab: Begge har afbrudt kontakten til Vibeke, deres drikfældige søster og mor oppe i højhuset, men begge mærker også et gryende behov for at genoptage den brudte familieforbindelse.
For Janne kommer følelserne for Pia, Maria, Sonja og Vibeke til udtryk gennem sang. I sin ungdom optrådte hun med sin guitar, men aldrig prominente steder, og nu hvor hun er omkring de 50, genopdager hun glæden ved musikken. Hun stiller op i X Factor og går videre.
For Maria er rideskolen stabiliserende, men hendes tilværelse er stadig på gyngende grund. Ganske vist er hun blandt omsorgsfulde mennesker, men Janne og Pia har ikke forstand på spædbørn, og Maria selv har nok moderkærligheden, men mangler evner og erfaring. En dag tropper en sagsbehandler fra kommunen op som reaktion på en anonym bekymringshenvendelse om Sonja.
Mellem de tidligere romaner i forfatterskabet og Ned fra himlen er der markante tematiske slægtskaber: misbrug, moderskab og de menneskelige relationers skrøbelighed. Samtidig skriver Liv Duvå fortsat i en karakteristisk og ambitiøs vekselvirkning mellem konkret realisme og en mere naturbåren mystik.
Et gennemgående spor i romanen har titlen »Nye forbindelser«, hvor vi følger den helt autentiske nedrivning af fem PCB-kontaminerede højhuse i den to kilometer lange planbebyggelse, som udgør Brøndby Strand Parkerne (syv andre huse bliver stående).
I dette spor skriver Liv Duvå – som selv er vokset op i bebyggelsen – intenst og insisterende. Efter en kort, dokumentarisk beskrivelse af den termiske renseproces, der forvandler beton til grus, hedder det:
»Og alligevel er der stadig noget, der fyger heroppe. Støvet bliver ved med at sprede sig. Noget trænger ned i jorden, gennem huden og generationerne. Noget er allerede ude på havet, drivende med bølgerne og de skiftende vinde. Alt det overskydende, som ikke kan være i dig og alligevel er dig, driver som gennemlyste spøgelser hen over himlen ved højlys dag.
Det kan ikke længere ses, men i luften omkring højhusene høres det af og til, som en fjern hvisken, en messende stemme eller indre sang: Vi er jeres omsorg og jeres vrede, jeres nye forbindelser. I skabte os selv.«
Et andet sted skriver Liv Duvå om, hvordan menneskene i højhusene stirrer ud over havet og længes efter den dag, »hvor de har afsonet deres tid her i tilværelsen og endelig kan slippe væk med god samvittighed«.
Problemet er bare, at der ikke findes det skjold, som ikke er kontamineret; alt, der kan drømmes, er her allerede, og alt, der kan forbruges, er allerede forbrugt: »Samvittigheden trækker ikke noget tilbage. Alt ligger ophobet dybt under havoverfladen, langt under huden. Der er ikke længere noget andet sted at slippe hen.«
I dette spor hersker en interessant stemningsbesynderlighed og tilstedeværelse af noget mere-end-menneskeligt. Det omhyggeligt menneskeplanlagte urbanlandskab med strandpark og indsøer rummer et paradoksalt forræderi mod beboerne. De, der skulle bo i tryghed og omklamret af omsorg, endte som ofre for deres egne boliger, som har skadet deres lever, nerve- og immunsystem og fremkaldt kræft.
Hvis man læser Ned fra himlen som en gyser fra velfærdssamfundets velmagtsdage, er romanen absolut budskabsrig. Paradokserne er til at tage at føle på, og Liv Duvå har et eminent blik for symbolikken, når hun lader nedbrydning af boligerne stå over for (en mulig?) genopbygning af familierelationerne. Der findes mange former for kontaminering.
Ned fra himlen er socialt anfægtet, nutidshistorisk realisme om omsorg og vrede, om kampen for at leve op til egne, andres og samfundets forventninger, som mor og som menneske.
Familien som slagmark er solidt litterært stof, men her desværre omsat uden den særlige glød, som Liv Duvå plejer at skrive med. Til gengæld er det dirrende og dragende spor om de nye forbindelser pengene værd.