Kommentar. Amalie Skram behøver lige så lidt at blive omsat til moderne dansk som sin epokes danske forfattere.

Weekendavisen den 16. april 2025

Tillad mig at vende tilbage til min kritik af Gyldendals overflødige oversættelse af Amalie Skrams Constance Ring i min i øvrigt begejstrede anmeldelse af samme tilbage i februar.

Som forventet gik Simon Pasternak, forlagschef for skønlitteratur på Gyldendal, i rette med min kritik, som han kaldte »elitær på den ærgerlige måde«. Han skrev, at jeg stiller et godt spørgsmål, som jeg dog besvarer dårligt: »Skal man oversætte dansk-norske forfattere som Hamsun, Camilla Collett og Amalie Skram?«

Ja, det er et godt spørgsmål. Men jeg har bare ikke stillet det. Og hvis der er noget, der er ærgerligt, er det, at Simon Pasternak lægger mig ord i munden, som han så argumenterer imod, mens han på ingen måde forholder sig til den helt specifikke kritik af Constance Ring-oversættelsen, som jeg fremførte i min anmeldelse.

Gennem konkrete eksempler påviste jeg forskellen på Amalie Skrams originale 1885-tekst og Anna Jessen og Ida Jessens 2025-oversættelse, og jeg argumenterede for, at oversættelsen var overflødig (ikke dårlig, bare overflødig). Jeg gentager her et enkelt citat – i originalen skrev Skram:

»Tre Aar var forløbet siden hin 26de Oktober, da Constance, som hun undertiden sa sig selv, havde ladet Kampen for sin Menneskeværdighed falde.«

I den nye oversættelse står:

»Tre år var gået siden den 26. oktober, hvor Constance, sådan som hun indimellem sagde til sig selv, havde opgivet kampen for sin menneskeværdighed.«

Og mit spørgsmål lyder derpå: Hvorfor i alverden skal »forløbet« ændres til »gået«, »hin« til »den«, »26de« til »26.«, »undertiden« til »indimellem«, »sa« til »sagde« og »ladet falde« til »opgivet«?

Dette konkrete spørgsmål forholder Simon Pasternak sig ikke til. I stedet skriver han blandt andet dette:

»Det er muligvis rigtigt, at Achilleus gør sig bedre på oldgræsk end på nutidsdansk, men at insistere på det græske ville formindske Homers læserskare betragteligt. Og at Leonora Christina Ulfeldts barokdansk er mere beskidt og fortysket og widerwærtiigt og vlyckeliigt end moderne dansk, kan være sandt, men hvem kan læse det i dag ud over eksperter?«

God pointe, Simon. Homer og Leonora Christina Ulfeldt har bare intet som helst at gøre med den kritik, jeg rejste af Gyldendals oversættelse af Amalie Skrams roman, som til almindelig oplysning hverken er skrevet på oldgræsk eller barokdansk, men på et letlæseligt og meget stemningsfuldt dansk-norsk, som det lød i 1885.

Jeg kan hverken se den litterære eller oversættelsespædagogiske pointe i at omsætte Amalie Skrams sprog på denne måde. For mig ligner det blot en slags moderne korrekturlæsning.

Lektor emeritus, litteraturkritiker og oversætter Erik Skyum-Nielsen fortæller i Den oversatte klassiker. Tre essays om litterær traditionsformidling (1997), at en oversætterkollega engang spurgte ham, hvorfor klassikerne så ofte skal nyoversættes? Hvorfor forældes en oversættelse hurtigere end originalen? Skyum-Nielsen skriver:

»Jeg svarede, at det var to tunge spørgsmål, men at en del af grunden ligger i, at litterære værker skrives ind i en tradition, hvorimod oversat litteratur skives ud fra en snævrere og mere usikker fornemmelse af en situation. Klassikerne er digtet i lange, ofte komplicerede dialoger med forfatterens kulturelle og litterære fortid; men en oversætter kan ikke give et værk en fortid i en anden kultur; han må i stedet tænke på sin læser og deres situation i den modtagende kultur. Dette indebærer i et vist omfang en kulturel og sproglig sorg – over den tabte fortid, og over sprogenes indbyrdes afstand. Men den gode oversætter bearbejder netop denne sorg – og vender i de lykkeligste tilfælde følelsen af afstande i sprog og tid til den fascination af fremmedheden, der er oversættelsens magi.«

Ja! Og i tilfældet Constance Ring er der masser af tradition og situation at forholde sig til. Men når romanen bliver omsat til moderne dansk, bliver den sproglige sorg så meget desto større, fordi transformationen hermed ikke skaber en fascination af fremmedheden, men fjerner en fascination af fremmedheden, altså af sproget som et tidens spejl og en bro mellem fortid og nutid.

Andre værker af Amalie Skram rummer norsk dialekt, som vi ikke kan læse uden videre, men hendes københavnske romaner fra årene omkring det moderne gennembrud behøver lige så lidt at blive omsat til moderne dansk som epokens danske forfattere.