Pinligheder. Hugh Grant står model (til meget) i Karen Strandbygaards Panduro-agtige satire over kendisfeber og forsmåede flokdyr.
Weekendavisen den 12. april 2025
Karen Strandbygaard: Sælsafari. Roman. 239 sider. 250 kr. People’s.
Den verdenskendte amerikanske skuespiller Jeremy Strong (Succession) og hans næsten lige så berømte landsmand og kollega Lily Collins (Emily in Paris) har begge købt huse i Danmark, han i eksklusive Tisvilde i Nordsjælland, hun i klassiske Kartoffelrækkerne i København. Begge skuespillere – som, så vidt jeg forstår, har danske kærester – må derfor vide, hvordan naboerne reagerer, når der pludselig bor Hollywood-stjerner på vejen.
Jeg kom til at tænke på Strong og Collins, da jeg læste Karen Strandbygaards sarkastiske og sataniske Sælsafari, hvor stjernefeberen slår ned i en flok alt for almindelige mennesker, der har lagt deres små lystbåde til i en havn i Sverige, hvor det viser sig, at en verdenskendt amerikansk skuespiller bor med sin svenske hustru og deres to børn.
I romanen hedder berømtheden James Barda, men ifølge pressemeddelelsen er romanen inspireret af »et tilfældigt møde med Hugh Grant på en lille skærgårdshavn i Sverige«. Inspireret af Strandbygaards møde googlede jeg »Hugh Grant + summerhouse Sweden« og ved derfor nu, at dette præmieeksemplar af en britisk flødebolle faktisk har en svensk kæreste og et eksklusivt sommerhus uden for Båstad. Nærmere bestemt Torekov, ikke langt fra den naturskønne klippestrand Hovs Hallar, hvor Max von Sydow i ridderskikkelse spillede skak med Döden i Ingmar Bergmans Det syvende segl (1957).
Fortælleren i Sælsafari er forfatter, mor til to og lykkeligt gift. Hun har udgivet to romaner, som har fået forbigående opmærksomhed og et par nogenlunde anmeldelser, men det ville være synd at sige, at hun er slået igennem. Nu skriver hun så på sin tredje roman, mens hun fantaserer om de interviews, hun engang skal give om sit sene gennembrud.
Det er sommer, og familien er på sejltur. De lægger til i en svensk havn, hvor ungerne fanger krabber, og aftenerne er varme, lange og lyse. Idyllen står imidlertid for fald.
For da det rygtes blandt sejlere og sommergæster, at James Barda er blevet set på havnen, klædt i hvid hør og sorte solbriller, sammen med sin unge, smukke, tynde hustru, farer en djævel i forsamlingen. Vores fortæller begynder at fantasere om den flotte mand, og snart opfører hun sig som stalker. Perfekt latterlig er scenen, hvor hun forsøger at arrangere et krabbeløb for børnene, så hun kan komme helt tæt på skuespilleren.
Det patetiske og det pinlige kulminerer, da Barda og familien opholder sig på en båd, der sejler sommergæster ud i skærgården på sælsafari. Båden er fyldt med nysgerrige folk, og det er ikke sælerne, de ønsker at se.
Vi forstår godt, hvad den pointe bygger op til, men desværre bliver det skåret i pap og bøjet i neon, hvilket dræner scenen for raffinement. Til gengæld kommer et voldsomt uvejr som perfekt forvarsel om de forsmåede og misundelige mennesker, der mener sig retfærdigt forurettede over deres egen almindelighed og drager i jalousioptog til James Bardas hus. Det er lige så skræmmende som Stormen på Kongressen.
Det litterære potentiale i et tilfældigt møde med Hugh Grant er godt set og veludført af Karen Strandbygaard (det nærmeste, jeg selv er kommet den slags, var, da jeg så sir John Gielgud med bowler og paraply i Londons undergrund, eller da jeg mødte Ian McEwan på vandretur på Bornholm), som med Sælsafari har skrevet en bidsk og bittert selvudleverende jegfortælling om berømmelsesfascination.
Hugh Grant skulle bare vide, at han står model (til meget) i Karen Strandbygaards vellykkede satire over kendisfeber, pinligheder og forsmåede flokdyr. Nysgerrigheden, misundelsen og selvretfærdigheden bliver udstillet som en trussel mod et normalt adfærdskodeks, og romanen viser, hvordan falske forestillinger om en andens forventede egocentri kan få almindelige mennesker til at kollapse moralsk. Det drejer sig om Det Pinlige, ikke bare som en personlig handling, men som et uhyggeligt kulturtræk.
Sælsafari udstiller selvbekræftelsessygen som psykisk lidelse, skånselsløst skildret gennem fortællerens fantasier om selv at blive berømt. Det er både indsigts- og ondskabsfuldt, og Strandbygaard sætter dermed en lille, forsigtig fod i de litterære jorde, som har været stort set ubetrådt på dansk siden Leif Panduros død.