Weekendavisen den 7. februar 2025
Ære. For 125 år siden førte en teateranmeldelse til en kamp på liv og død mellem kritikeren Edvard Brandes og skuespilleren Robert Schyberg.
FORHOLDET mellem kritikere og kunstnere er af gode grunde ikke altid lige varmt, men i de gode gamle dage slog det gnister.
Da den frygtede teaterkritiker dr. Edvard Brandes forlod sit hjem i Kronprinsessegade 50 i København søndag den 4. februar 1900 og skråede over Kongens Nytorv mod Det Kongelige Teater, vidste han ikke, at han ugen efter ville stå ude i Ermelundskrattet i Dyrehaven i det iskolde morgengry med en antik pistol i hånden, klar til duel på liv og død.
I begge ender af Strøget var lygterne tændt uden for teaterhusene, og folk strømmede forventningsfulde til. Det Kongelige Teater havde premiere på en opsætning af Ludvig Holbergs Gert Westphaler, en komedie om en meget snakkesalig barber, og på Dagmarteatret ved det daværende Halmtorv – hvor man var i gang med udgravningen til det kommende rådhus – var det åbningsaften for Chr. K.F. Molbechs Ambrosius, et stykke om den unge Ambrosius Stub.
De to teatre lå ikke bare i hver sin ende af Strøget, de lå også i hver sin ende af kulturlandskabet. Mens borgerskabet sværgede til Det Kongelige Teater, gik de nye radikale fritænkere i Dagmarteatret. Og denne aften havde Edvard Brandes tænkt sig at anmelde begge forestillinger, men da han ikke kunne være to steder på én gang, forlod han Det Kongelige Teater efter ti minutter. Så havde han set nok.
Dagen efter skrev Edvard Brandes i Politiken – syleskarp og perfid som altid, men denne gang endnu mere ond i sulet – at Gert Westphaler havde et »elevagtigt præg«, og han antydede, at skuespilleren Robert Schyberg gik hen over scenen som en, der havde skidt i bukserne.
DEN UNGE skuespiller blev ulykkelig, krænket, rasende. Han var netop vendt tilbage til scenen efter hele tre års sygeorlov (stress og depression, ville vi kalde det i dag), og nu styrtede hans verden i grus igen. Han tog opstilling uden for Politikens redaktion (den ikke længere eksisterende Integade, det nuværende Bremerholm). Da Brandes drejede om hjørnet, passede Schyberg ham op, gav ham en lussing og kaldte ham et æsel. Brandes gjorde udfald med sin paraply, Schyberg paraderede med sin stok, inden en panserbasse fik dem skilt ad.
Nu var det Brandes’ tur til at være krænket. Dette var fjerde gang, han var blevet pryglet på åben gade af folk, som han havde fornærmet i spalterne, og nok var nok, det gjaldt hans ære. Kritikeren allierede sig med sin ven Peter Nansen, som straks troppede op i Robert Schybergs hjem i Randersgade, hvor han på vegne af dr. Brandes udfordrede skuespilleren til duel.
Duellanternes sekundanter mødtes på forlaget Gyldendal, hvor Peter Nansen var litterær direktør, for at enes om reglerne: »1) Der skydes på 20 skridts afstand og veksles eventuelt 4 kugler. 2) Parterne stilles op med ryggen mod hinanden; der tælles 1-2-3. På 1 gøres front; mellem tællingerne 2 og 3 falder skuddene. 3) Stedet: Ermelundskrattet. Tiden 9 ½ formiddag. Tirsdag den 10. februar 1900.« (Sådan skriver både dueleksperten Sune Christian Pedersen og Brandes-eksperten Kristian Hvidt, men den 10. februar 1900 var altså ikke en tirsdag, men en lørdag).
DET VAR ISKOLDT denne vintermorgen i Ermelunden. Forfatteren Erik Skram, der var Edvard Brandes’ anden sekundant, var som officersveteran fra Dybbøl 1864 våbenkyndig, og han havde købt duelpistoler (pris: 60 kroner pr. styk, en formue). De to duellanter blev instrueret i våbnene og reglerne, og duellen kunne begynde.
Skuddene faldt. Men ingen ramte. Den anden kugle fløjtede forbi Robert Schybergs øre. Og der stod kamphanerne så, den ene tæt på at blive dræbt, den anden tæt på at blive morder, og gloede på hinanden.
I sine erindringer, Billeder på Væggen, husker Robert Schyberg det på denne måde: »Saa var det forbi, og Ærens Krav sket Fyldest. Paa Fransk omfavner Duellanterne hinanden, naar Handlingen er forbi, men jeg var ikke fransk, men dansk, og Dr. Brandes ikke oplagt til Narrestreger – og sidst af alt til Forsoning.«
Peter Nansen foreslog en fælles frokost for duellanter og sekundanter, men det blev ikke til noget. I tiden efter gjorde alle københavnere sig til bedste over de selvhøjtidelige duellanter, der blev hængt til tørre i satiretegninger og parodier. Begge blev dømt til 14 dage i arresten på Blegdamsvej, hvor de afsonede i samme celle – dog ikke på samme tid.