Romandebut. Susan Simonsen stiller et stort spørgsmål fra fødegangen: »Han døde. Hun døde. Hvordan forklarer man det?«
Weekendavisen den 15. februar 2025
Susan Simonsen: Er jeg mor nu? Roman. 172 sider. 269 kr. Gladiator.
For præcis otte år siden debuterede Susan Simonsen (født 1987) som forfatter med en lille reportagemontage fra livet som praktikant i Venstres folketingsgruppe, Det underdanige og det magtfulde.
Bogen fik fyldige foromtaler, men også en række hovskisnovskianmeldelser, hvortil min egen nok kunne henregnes. Jeg anerkendte forfatterens oplevelser og kulturkritik, men kaldte hende naiv.
I dag står det mig klart, at hun – naiv eller ej – kom med et vigtigt budskab om en rådden og sexistisk arbejdskultur, og når den danske MeToo-debats litteraturhistorie engang skal skrives, bør Det underdanige og det magtfulde have en pionerplads (selvom det ikke var en egentlig offerfortælling, men også handlede om, hvordan forfatteren optrådte som halvnøgen bartender).
Pludselig virker 2017 som en fjern fortid, og hvis Susan Simonsen dengang var før fortroppen i en vigtig kulturkritik, kommer hun nu som en klar efternøler, når hun debuterer som romanforfatter. Er jeg mor nu? lægger sig i forlængelse af de seneste års ustoppelige række af litterære vidnesbyrd om svangerskabskriser, graviditeter, aborter, fødsler, moderskab, kvindeliv m.m.
Anne og Thorbjørn skal have et barn. Fødslen begynder kaotisk, og den lille søn, Falke, bliver forløst ved akut kejsersnit. Senere støder flere komplikationer til. Drengen har blod i afføringen, og der er mistanke om en tumor, men alt viser sig at være i orden.
Under kejsersnittet havde Anne en stærk fornemmelse af død. Hun oplevede, at både hun og sønnen rent faktisk døde, og de stærke kropslige og mentale rystelser sidder i hende som et uforløst traume.
Da hun er til møde med mødregruppen, kommer Anne til kort. Hun kan ikke fortælle de andre, hvordan hun oplevede Falkes fødsel: »Han døde. Hun døde. Hvordan forklarer man det?« Så siger en af de andre mødre, at »det var også en hård omgang for jer«, og Anne indser, at ingen nogensinde vil forstå, hvad det er, hun har gennemgået: »At han faktisk døde og at hun også gjorde og at de, Falke og hun, nu kun eksisterer i kraft af hinanden, bag en tynd membran til resten af det liv der leves.«
Denne membran dukker også op, da Falkes lille krop endelig bliver befriet for elektroder, drop m.m.:
»Først tøver Anne lidt, men så gør hun det, hun lægger sin hånd på hans bryst. Noget omslutter dem begge, en tyk varm hinde, den er gennemsigtig, tryg og beskyttende, en membran mod den ydre verden. Hun mærker hans hjerte slå, hurtige små stød mod hendes hånd, det sender en glæde og en frygt op igennem hende: Nu har vi kun hinanden.«
DET ER DEN LILLE romans (ikke overraskende) pointe, at moren og barnet har en eksistentiel forbundethed. De eksisterer kun i kraft af hinanden, og de beskytter hinanden mod den ydre verden bag den tynde membran og det mælkehvide slør, som Anne sanser alting igennem.
Er jeg mor nu? er en roman om et traume. Som så mange andre værker i samme tendensstrøm har den sine rødder i Dea Trier Mørchs solidariske mesterværk, Vinterbørn (1976). Ingen kunne skrive som hende, så det jævne blev højt, og det høje blev jævnt, heller ikke Susan Simonsen. Romanens styrke findes derfor hverken i det sproglige eller i det narrative, men i Annes dobbelte dødsfornemmelse og i hendes oplevelse af verden gennem membranen – og så i det diskrete faktum, at det hele faktisk ender stabilt og lykkeligt.
Som midaldrende mand kender jeg ikke til følelserne hos unge kvinder på fødegangen, mellem dem og mig er der en naturlig membran, men jeg har to gange i mit liv haft første parket til et akut opskåret mavekrater, som begge mine sønner blev hevet ud af med navlestrenge rundt om halsen. Derfor tør jeg godt konstatere, at Susan Simonsen portrætterer Annes fysiske og psykiske fragilitet følelsesforstandigt og med nænsom realisme.
Er jeg mor nu? lægger måske ikke kunstneriske alen til svangerskabs, fødsels- og moderskabslitteraturens vækst, men den er absolut relevant, fordi Susan Simonsen stiller et stort spørgsmål fra fødegangen. Og så skidt pyt med, at Nordre Frihavnsgade bliver forvekslet med Nordre Fasanvej.