Romandebut. Jonas Fruensgaard er på en mission med sin nye debutroman. Han vil pille pynten af den kontroversielle aktivistiske udenrigspolitik.
Weekendavisen den 14. februar 2025
Jonas Fruensgaard: Alt det der kunne blive dit. 508 sider. 299 kr. Byens Forlag.
For ti år siden udgav jeg bogen Soldatens år om forfatteres skønlitterære reaktion på Danmarks engagement i ørkenkrigene i Irak og (især) Afghanistan.
Bogens titel kom sig af, at tidens litteratur mere fokuserede på den hjemvendte soldat, der typisk led af posttraumatisk stress, end på det politiske krigsgrundlag og de retslige og humanitære implikationer.
Nu kommer så journalisten Jonas Fruensgaards (født 1984 og journalist i Red Barnet) 500 sider lange Alt det der kunne blive dit, der forbinder soldaten som individ med ørkenkrigen som politisk fænomen i en ambitiøs fortælling om flugt, asyl, integration, identitet og social mobilitet, om at finde sin plads i det store samfundsmaskineri. Med andre ord: en vaskeægte socialrealistisk udviklingsroman.
Muhammed kom som barn til Danmark som flygtning fra Irak. Som familiens mønsterbryder blev han student og begyndte at læse jura, inden han droppede studiet og i stedet blev arabisktalende sprogofficer i den danske hær. Nu indtaler han sin livshistorie på kassettebånd, og mens han fortæller, tæller han dagene ned til sin første udstationering.
Båndene er Muhammeds enetale til den krigstraumatiserede far, som han afbrød kontakten til fem år tidligere. Som dreng troede han ellers på sin far: »Så meget, at det var mig en kæmpe sorg, da jeg voksede fra dine sandheder og til sidst måtte vende dig ryggen.«
Sidste gang de to mænd talte sammen, sagde faren: »Hvad er det, du vil bevise?« Det mål, Muhammed nu forsøger at tale sig frem til i sin lange monolog, handler mest om forsoning. Han ønsker, at krigen inde i faren slutter, så han kan blive den, han i virkeligheden er:
»Fri og ubunden og ikke et fordærvet menneske, der bærer et helt lands galskab, ødelæggelser og død på din ryg. Ikke fredløs og forvist, men ren og lysende. Så mit mellemnavn, der er dit fornavn, ikke genlyder af den rædsel, du har været udsat for, men så dets mening, hvis oprindelige betydning er spire, toner klart frem.«
Et helt lands galskab. Det handler om Irak. Men på en måde er det også møntet på Danmark.
Jeg læste Alt det der kunne blive dit, lige efter at jeg havde læst Familien Hassan om Yahya Hassan og hans søskendes opvækst i Trillegården. De to bøger er i nogen grad flydt sammen i min erindring, for mange af miljøerne, konflikterne, drømmene, anfægtelserne, troen, tvivlen og kampen for at vinde fodfæste i eget liv minder om hinanden. Men Muhammed (en fiktiv skikkelse, som måske har et autentisk forlæg?) lander på begge ben.
Jonas Fruensgaard er – som en anden soldat – på en mission. Han vil pille pynten af den kontroversielle og aktivistiske udenrigspolitik, som den udformede sig i Anders Fogh Rasmussens statsministertid, hvor amerikanerne sagde: »Hop«, og vi spurgte: »Hvor højt?«
Dengang kastede Danmark sig ud i tre krige, og alle steder gik det galt: Irak havde slet ikke de masseødelæggelsesvåben, som koalitionen havde påstået, Afghanistan blev en langstrakt besættelse og en ydmygende tilbagetrækning, og Libyen blev efterladt som et slaraffenland for terrorister, våbenhandlere og Middelhavets menneskesmuglere.
Jonas Fruensgaard har tidligere skrevet diverse faglitteratur, men debuterer her som skønlitterær forfatter. At han skriver den irakiske mands historie som en førstepersonsfortælling, viser en respektindgydende ligegyldighed over for tidens krav om repræsentation og identitetsbalance i kunsten.
Alt det der kunne blive dit er en kompakt roman, der bevarer et interessant fokus fra start til mål. Det er stadig soldatens år for både Muhammed og hans far i hver deres krig, men samtidig er det så meget mere. Selv nogle ret lange og Wikipedia-agtige passager står som relevant og nødvendig læsning om krig, politik, folkeret og etik.
Sprogligt er Jonas Fruensgaard habilt skrivende, en håndfuld svipsere på nær: Der står for eksempel »værget« i stedet for »hvervet«, »kuglepind« i stedet for »kuglepen«, »tarv på pigerne« i stedet for »tag på pigerne« og »bønder« i stedet for »bønner«. Den slags tilskriver jeg korrekturudmattelse.
Nok kunne Alt det der kunne blive dit have været klart kortere uden at miste mere, end den ville opnå. Men alt i alt har den socialrealistiske, krigskritiske samtidsroman så afgjort noget på hjerte.