Prequel. Jens Blendstrup har skrevet en meget vellykket forløber for sin 20 år gamle gennembrudsroman om faderguden.
Weekendavisen den 21. marts 2025
Jens Blendstrup: Gud bliver til. 290 sider. 279,95 kr. Gyldendal.
I filmens verden opererer man med prequels, hvor tiden skrues tilbage til en handlingsgang, der ligger forud for et kendt værk.
Sådan et kronologisk arrangement er mig bekendt ikke udbredt i skønlitteraturen, men med Gud bliver til har Jens Blendstrup skrevet en vaskeægte forløber for sin gennembrudsroman, Gud taler ud (2004).
Af pressemeddelelsen – men ikke af selve bogen – fremgår det, at Jens Blendstrup har genoptaget sit patriarkportræt af den karismatiske far, Uffe, også kendt som Gud, fordi hans bror fandt en flyttekasse med gamle breve, telegrammer og billeder fra årene 1936-45, hvor faren var elev på Herlufsholm.
Med dette materiale begyndte Jens Blendstrup igen at skrive om sin far, men nu møder vi ham som den niårige søn af stationsforstanderen fra Præstø, som skal hærdes til livet på kostskolen, hvor de voksne vender det blinde øje til, når præfekter med fornemme slægtsnavne deler og hersker i den ubarmhjertige og nådesløse børneverden.
Niårige Uffe får en ven på kostskolen. Han hedder Svend Tito Akton, og hans forældre bor i Buenos Aires. De to udvikler et fortroligt forhold til hinanden, men det slutter, da Svend ikke lystrer præfekterne. De straffer ham ved at sætte ham på kakkelovnen, hvor han bliver siddende, til han har tredjegradsforbrændinger på ballerne.
Svend bliver indlagt på Herlufsholms hospital, og nogle dage senere bliver han hentet af sin fars chauffør. Noget tid efter får Uffe et brev fra Svend, der er på klosterskole i Argentina. Med sin umiskendelige letsindighed i tonen svarer han:
»Hvor er det dejligt at høre fra dig. Jeg troede, du var død. Der lugtede af brændt flæskesteg på hele gangen. Vi kunne simpelthen ikke holde varmen for alle de vinduer, der stod åbne i flere dage efter det med kakkelovnen. Du så også meget dårlig ud i bilen. Og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Men jeg er så glad og lettet for, at du lever. Jeg savner dig dog. Din ven, Uffe.«
Denne Svend Tito Akton må i øvrigt være nogenlunde identisk med den betydende heraldiker og forlægger Sven Tito Achen (1922-86), som i virkelighedens verden blev student fra Herlufsholm i 1940, men om historien med kakkelovnen har hold i virkeligheden, ved jeg ikke, og hvorfor hans navn skal laves nødtørftigt om, kan jeg ikke lige gennemskue.
GUD BLIVER TIL er – som det ligger i titlen – en modningsroman, hvor Uffe gør sig en række tidlige erfaringer med sig selv, andre mennesker og verden omkring sig.
Det handler både om at selvstændiggøre sig i forhold til hjemmet (den trodsige respekt for faren, savnet efter moren), om at byde præfekterne modig modstand, om at række ud efter kærligheden og forstå de spirende drifter, om lysten til at skrive erotiske digte og om nazismens fascinerende fremdrift.
Men først og sidst er Uffe jo ved at blive – Gud. Gennembruddet i erkendelsen kommer på opløbsstrækningen ved et femkilometerløb imod Sorø Akademi:
»Hvem er du, Uffe, jager hjernen. Hvem er du? Jeg er Gud, brøler det i Uffes svimle tanker. Jeg er Gud. Og pludselig sker der noget magisk. Noget udenjordisk. En gudepartikel fra det ydre rum fiser rundt i kroppen. Han løber helt uden ilt. Han trækker slet ikke vejret. Han læner sig frem og retter sig op, og med et er det, som om de andre står stille.«
Ofte har Jens Blendstrups higen efter underfundighedspointer tæret på min læselyst. Jeg har fundet hans humor forceret. Og lige så tit har jeg anerkendt eksistensen af den tænksomme kerne i hans fortællinger, mens jeg forgæves har ventet på min egen overgivelse.
Men nu er jeg klar! Gud bliver til fremkalder ikke spor af den irritation, som forfatterens to seneste skønlitterære værker, romanen Slagterkoner og bagerenker (2016) og novellerne Sorgens balalajka (2021), efterlod i mig.
Det anstrengte er forduftet, og både det seriøse og det gemytlige står knivskarpt i dette herlige og meget vellykkede portræt af den lille livsduelige dreng.
JENS BLENDSTRUP har arbejdet med sit kildemateriale som en fortæller af historier, ikke af historien.
Han har frit genfortalt sin fars kostskoletid, og dermed har han ikke blot skrevet en forløber for sin egen debutroman, han har også skrevet en forløber for sig selv som menneske. Det minder om den norske forfatter Niels Fredrik Dahls fremragende roman Fars ryg, der modtog Nordisk Råds litteraturpris 2024.
Man kan sagtens læse prequelromanen Gud bliver til uden først at (gen)læse Gud taler ud, men hvis man læser dem begge, vil man se, at det ikke kun er Uffe, der er blevet modnet som menneske. Det er også Jens Blendstrup, der har fundet den helt perfekte formel for sit sprog og sin fortælling.