Weekendavisen den 29. december 2024
Drama. Erlend O. Nødtvedt har skrevet en farceagtig komplotroman, som fridigter begavet videre på virkeligheden.
Erlend O. Nødtvedt: Mordet på Henrik Ibsen. Oversat af Thomas Mangaard Hansen. 268 sider. 200 kr. Forlaget Silkefyret.
Mange – eller alle – kender fortællingen om den purunge H.C. Andersen, der stod af postvognen på Valby Bakke i 1819 for at blive en stor mand på teatret i København.
I Norge har de en tilsvarende historie. Vi skal blot frem til 1851, hvor en ung mand ved navn Henrik Ibsen stod af i Bergen for at opbygge et ægte nationalt norsk teater.
Mens H.C. Andersen troede, at han skulle være skuespiller, vidste Henrik Ibsen med det samme, at han var sat i verden for at forny verdensdramatikken, og historien om den unge Henrik Ibsens ankomst til Bergen ligger til grund for den norske lyriker, forfatter og skrivekunstlærer Erlend O. Nødtvedts (f. 1984) farceagtige komplotroman Mordet på Henrik Ibsen.
I virkelighedens verden – det kan man blandt andet læse om i Ivo de Figueiredos monumentale biografi Henrik Ibsen. Mennesket og masken (2019) – ankom det unge dramatiske geni in spe til Bergen for at tiltræde en stilling som sceneinstruktør på Det norske Theater, som den verdensberømte violinvirtuos Ole Bull havde etableret, fordi han mente, at et norsksproget teater, der ikke kun genbrugte et dansk repertoire, var nødvendigt for det nationale gennembrud og den norske identitet.
Om hvad der derefter skete i Bergen, hvad Henrik Ibsen gjorde, og hvem han mødte, har Erlend O. Nødtvedt skabt den skønneste fabulation. Med rødder i autentiske steder, begivenheder og mennesker fra den norske kulturhistories hall of fame har han skrevet en skamløst fjollet og morderlig morsom mordhistorie.
AT GIVE et komprimeret resumé er ikke muligt. Det giver mere mening at beskrive rammeværket:
I vore dage er en forfatter ved navn Erlend O. Nødtvedt kommet i besiddelse af nogle hidtil ukendte breve, der kaster lys over nogle begivenheder i 1851, som gør det nødvendigt at omskrive hele historien om Henrik Ibsens berømte tid i Bergen.
Med brevene som udgangspunkt har forfatteren skrevet et romanmanuskript, men forlaget afviser ham, og nu vil han omskrive det hele til dramatik, som naturligvis skal opføres på Den Nationale Scene, som Det norske Theater hedder i dag.
Erlend O. Nødtvedt skriver en række mails til teaterchefen, den svenske skuespiller og instruktør Stefan Larsson (han var i virkelighedens verden chef på selvsamme teater 2020-23, altså samtidig med at romanen udkom på norsk, og i øvrigt kender vi ham her i landet fra chefjobs på både Aarhus Teater og Betty Nansen Teatret), som han forsøger at overtale til at lægge scene til en monumental opsætning af Mordet på Henrik Ibsen.
Herefter består romanen dels af Erlend O. Nødtvedts mails til Stefan Larsson, dels af hans prosagenfortælling af det, der skal blive til skuespil – herunder nogle klukkende morsomme krav til regi, scenografi, rekruttering af skuespillere med mere.
Romanens scoop er den elegante sammenfletning af fortid og nutid, hvor historisk autenticitet er flettet sammen med det rene digterværk. Undervejs optræder personer, hvis rolle i Bergens og Henrik Ibsens liv man kan forvisse sig om ved lidt sekundærlæsning, for eksempel Ibsens bergensiske ungdomskæreste Rikke Holst, hans kunstneriske rival Herman Laading og direktør Peter Blytt.
ERLEND O. NØDTVEDT er den megalomane type (her taler jeg om romankarakteren, jeg kender ikke forfatteren af samme navn). Opildnet af det brandvarme stof, han har mellem hænderne, og ør af for lidt nattesøvn på grund af familiens lille baby mener han, at han selv skal spille hovedrollen som Henrik Ibsen.
Erlend O. Nødtvedt lader sig inspirere af den dokumenterede historie, blandt andet insisterede Henrik Ibsen på at opføre et dramatisk stykke af en anonym forfatter, hvis identitet han ikke ville afsløre (det var naturligvis ham selv, og skuespillet var – i virkeligheden som i romanen – reformationsdramaet Fru Inger til Østeraad), ligesom han i hidsighed udfordrede Herman Laading til duel på pistoler, fordi de var uenige om et eller andet.
Men på basis af det, der kan verificeres, slår Erlend O. Nødtvedt gækken løs. Som i så mange andre spekulative krimier går det enormt godt, når intrigen skal bygges op, men når der skal bindes sløjfe på de løse ender, forbliver enderne løse. I Mordet på Henrik Ibsen koketterer spasmageren Nødtvedt med mysteriets uopklarlighed: Hvem slog Henrik Ibsen ihjel? Spørgsmålets dobbelttydighed passer godt til romanen.
Thomas Mangaard Hansen har som oversætter været på en stor og interessant opgave, som han har løst forbilledligt, ligesom det lille århusianske forlag Silkefyret skal have ros for romanens gedigne indbinding og garnhæftning (og ikke sådan noget paperbacksjask, som store forlag bruger til førsteudgaver af bestsellerbøger). Blot kunne man ønske, at der havde været lidt mere skarphed i korrekturlæsningen.
Mordet på Henrik Ibsen leger på én gang med den historiske roman, exofiktionen og krimien. Den er både slyngelroman, skælmeroman og slapstickroman, en begavet, morsom og stemningsfuld fortolkning af mennesket, myten og masken over dem alle.