Weekendavisen den 24. januar 2025
Formfuldendt. Geir Gulliksen har skrevet en enormt god roman om tilværelsen, som den udfolder sig uden for vores kontrol.
Geir Gulliksen: Øvre port, nedre port. På dansk ved Niels Lyngsø. 404 sider. 299,95 kr. Gutkind.
Jeg har sagt det før: Ingen kan som de norske forfattere skildre voksne mennesker, der famler efter fodfæste.
Nyeste blad i eksempelsamlingen er Øvre port, nedre port, en intelligent fortalt historie om familiers opløsning og etablering og om den midaldrende, kriseramte mands tavse psykologi, skrevet af Geir Gulliksen (f. 1963), toneangivende forfatter og magtfuld forlægger for store kanoner som Knausgård, Linn Ullmann m.fl.
Øvre port, nedre port begynder med sætningen »Et helt liv senere kommer jeg tilbage«. Allerede der fornemmer man en retrograd bevægelse, en modvillighed, men også en eksistentiel nødvendighed. Fortælleren, en midaldrende mand, vender hjem til den lille by, hvor han voksede op, fordi hans mor ligger for døden.
På hospitalet forenes han med sin bror, Ivar, der forbereder ham på, at moren, Gladys, næsten ikke er et menneske længere. Da Ivar siger til moren, at hun har fået en gæst, hvisker hun navnet Runar. Det var den tredje bror, men han er død for længst. Jegfortælleren selv går under sit kælenavn fra barndommen, Titi.
FRA SYGESENGEN og dødslejet udfolder de næste 400 sider sig som en erindringsroman om livet i den lille by Overberget, hvor brødrenes forældre begge arbejdede på egnens store virksomhed, en våbenfabrik, hvor den norske velstandsstigning fandt sted i 1950erne og frem.
Gladys er sekretær for fabrikkens ingeniører, mens hendes mand, Gunnar, er ufaglært arbejder i filehallen. De lærer hinanden at kende som unge, alt for unge, med deraf følgende graviditet og hastebryllup. Gladys tager ansvar, det gør Gunnar ikke.
Da ingeniøren Karl tilbyder Gladys et lift på en regnvejrsdag, begynder en farlig flirt. Bedst som de enes om at stoppe, bliver de opdaget, og sladderen går. Karls hustru flytter hjem til sine forældre med parrets tre døtre, og Gladys søger ly for den jaloux Gunnar hos Karl. Pludselig er de tre brødre installeret i de tre forladte pigeværelser.
Hvis ikke det havde regnet den dag, havde Gladys aldrig mødt Karl, og så var hendes familieliv med den utilstrækkelige Gunnar ikke blevet brudt op. Hendes søn ser hende som et moderne menneske og en tragisk figur, som selv må skabe mening i det liv, som hun hverken havde set for sig, ønsket sig eller forberedt sig på. Men så øsede det ned, og ingeniøren tilbød et lift.
GEIR GULLIKSEN har en veludviklet sans for karaktertegninger af midaldrende mænd.
Gunnar mangler livsduelighed, men hanker op i sig selv. Hans ældste søn, Ivar, er en stivstikker, der først etablerer familie i en høj alder. Den midterste søn, Runar, har styr på det hele som ung, men mister grebet om tilværelsen som voksen. Og Titi, den yngste søn med moderbinding, er et espeløv uden stabilt selvbillede, som projicerer sig selv over i kvinder og piger, så han fremstår som androgyn og splittet.
Mest interessant i romanen er to konflikter: Først da den progressive ingeniør Karl kommer under efterretningstjenestens mistanke om kommunistiske sympatier, og Runar bliver rekrutteret til at spionere mod ham. Og dernæst da Ivar, der også er ingeniør på våbenfabrikken, bliver undsagt af sin pacifistiske datter, Frida, der mener, at han har blod på hænderne.
Når Geir Gulliksen skriver om disse tillidsbrud, kondenserer han som en anden Ian McEwan nogle af vor tids største politiske, ideologiske og moralske spændinger. Det er litteratur efter mit hjerte.
Men dybest set stiller Øvre port, nedre port et eksistentielt spørgsmål, som Gladys formulerer, da hendes fortabte søn Runar dør under ynkelige omstændigheder: »Hvor lidt kan der blive tilbage af et liv?«
Svaret er: Meget lidt. Flere af romanens mænd lever og dør i ensomhed, inden de to overlevende brødre samler fortællingen et helt liv senere.
Øvre port, nedre port – titlen refererer til våbenfabrikkens to indgange, den ene til arbejderne, den anden til funktionærer og ledelsen – er en roman om tilværelsen, som den udfolder sig uden for vores kontrol. Tingene sker bare, måske styret af et tilfælde (regnvejret), og forbundne mennesker driver fra hinanden. Det, vi troede var stabilt, viser sig at være porøst.
Med denne enormt gode romans klare, konkrete, men også poetiske prosa skriver Geir Gulliksen sig helt tæt på den fabelagtige Carl Frode Tiller, der om nogen har diagnosticeret det moderne Norge i romanform.