Weekendavisen den 3. januar 2025
Drama. Tomas Espedals ikkefordømmende, ikkeforsonende portræt af den famøse Marie Hamsun, skuespiller, hustru, forfatter og nazist.
Tomas Espedal: Marie min. Et skuespil om Marie Hamsun. På dansk ved Niels Brunse. 72 sider. 249,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
Den geniale Knut Hamsuns politisk-ideologiske ståsted har altid redet nordmændene som en mare.
Den store forfatter lagde alle sine lodder i nazisternes vægtskål, og i 1943 var han så fidel, at han kvitterede for et besøg hos Adolf Hitler i Berlin ved at sende sin Nobelpris-medalje fra 1920 til propagandaminister Joseph Goebbels som tak for gæstfriheden.
Til sammenligning blegner vor egen nobelpristager Johannes V. Jensens evolutionsracisme. Den forvandlede han trods alt ikke til politik.
Men hvor kom Knut Hamsuns (1859-1952) svigefulde sympati for nazismen egentlig fra?
Den kom i høj grad fra hans hustru, skuespilleren og forfatteren Marie Hamsun (1881-1969), som den norske forfatter Tomas Espedal nu har skrevet et lille, stærkt scene- og stemmestykke om. Det er en ny drejning i forfatterskabet, der plejer at hvile på selvbiografisk stof.
Marie voksede op i en børnerig familie, hvor faren forsøgte sig som både købmand og ejendomshandler. Selvom han altid sloges med økonomien, prioriterede han børnenes skolegang. Marie blev student, men hun blev tiltrukket af teateret, slog sig udenomsægteskabeligt sammen med en 18 år ældre leder af en teatertrup, og snart var hun sufflør, oversætter og skuespiller.
I 1907 blev Marie engageret til et skuespil på Nationaltheatret i Kristiania. Dramatikerens navn var Knut Hamsun. Han var 22 år ældre end Marie, men hun var vant til modne mænd, og da hendes samlever pludselig døde i 1908, var vejen banet for ægteskab med Knut.
I 1936 var parrets datter i Berlin for at uddanne sig til skuespiller. Hun kom ud for en ulykke og lå på hospitalet, og Marie rejste derned for at pleje hende. Ved mødet med Hitlers Berlin faldt hun – der allerede ved kommunevalget samme år havde stemt på Vidkun Quislings Nasjonal Samling – næsegrus for nazismen.
Tyskerne så mange muligheder i det prominente norske ægtepar, og snart var hele familien Hamsun indrulleret i den nazistiske propaganda, og både Marie og Knut forventede, at Norge ville få en nøglerolle i et storgermansk rige i fremtidens nazistiske Europa. Sådan gik det jo ikke, og efter nazismens kollaps og Norges befrielse blev ægteparret dømt som landssvigere.
I MARIE MIN møder vi Marie Hamsun som den store forfatters hustru, muse – og ægteskabelige gidsel. Sådan kender nordmændene hende. Men den rolle, hun er herostratisk berømt for, er rollen som nationalistisk jødehader. Marie rejste på oplæsningsturné med Knut, hvor hun iklædt en slags uniform varmede publikum op med politiske paroler, her i en antisemitisk tirade, som Tomas Espedal har skrevet med forlæg i virkeligheden:
»Jøderne står bag kommunismen og kapitalismen, vi må finde vores egen vej, en nordisk vej, en europæisk vej, vi må stå sammen. Jøderne styrer politikerne i England og USA. Jøderne søger verdensherredømme. Jøderne ophidser til krig. Russerne ophidser til krig. Vores kultur, vores nordiske og vesterlandske kultur er truet. Vi er truet som nordmænd og må gøre modstand som nordmænd, vi må værne om vores nøjsomhedskultur, vores arbejdskultur. Vores kulturelle overlegenhed er truet, truet af dekadence og forfaldskultur, den forfærdelige jødedom, den frygtelige kommunisme. Vi må stå sammen mod russerne, vi må stå sammen mod jøderne!«
Marie Hamsun er en tragisk skikkelse i norsk kultur og historie. Selvstændig, ja. Men emancipationskvinde var hun ikke, for hun var i den grad sin mands hustru, og hun kendte sin plads. Han var forfatteren, geniet. Hun skrev også, men i hans skygge. Senere blev hendes erindringsbøger dog anerkendt i egen litterære ret.
Nu til dags er det ekstremt sjældent, at de store, etablerede forlag udgiver dramatik i bogform (det gør til gengæld nogle af de fine mikroforlag), så alene derfor er udgivelsen bemærkelsesværdig. Men Lindhardt og Ringhof er tilsyneladende Tomas Espedals nye forlag, og det er positivt, at de binder an med en brødløs udgivelse, efter at enmandsforlaget Batzer & Co. har båret forfatterskabet ud til danske læsere gennem mange år.
Skuespil skal ses i teatret, men dramatik kan læses i sofaen. Derfor bør man gå til Marie min som til et hvilket som helst stykke prosa og læse, som var det en roman. Dog bør man ikke kaste sig ud i Marie min, hvis man er på bar bund i det personhistoriske. Fuldt udbytte får man nok kun, hvis man kender Marie Hamsuns to berømmede erindringsbøger, Regnbuen (1956) og Under guldregnen (1959), men mindre kan gøre det, for eksempel et par biografiske opslag i Store Norske Leksikon, snl.no.
OM SIN MAND skrev Marie Hamsun i den sene erindringsbog, at han som en ener blandt menneskene fik den skæbne, som hans skaber havde rustet ham til at bære, og derfor skulle han hverken ynkes eller tilgives.
Hvad Marie skrev om Knut, gælder også for hende selv. Og det virker, som om Tomas Espedal har holdt sig dette for øje. Han lader hende bære sin skæbne, men han hverken ynker eller tilgiver. I stilsikre sceniske tableauer, som man nemt ser for sig, lader han i høj grad Marie eksponere sin fallit, helt frem til spillets sidste, smukke scene, hvor den aldrende Marie i en samtale med sin svigerdatter Brit fremstår inderligt menneskelig.
Tomas Espedals dramatiske tekst – i smagfuldt omslagsdesign med hvid typografi på brun flade og i Niels Brunses lydefri oversættelse – udgør et intenst, ikkefordømmende, ikkeforsonende portræt af den famøse Marie.
Et vigtigt bidrag til forfatterskabet.