Kommentar. En isolationistisk amerikansk præsident med fascistoide træk? Romanlæsere kendte ham, længe før Trump indtog Det Hvide Hus.
Weekendavisen den 7. marts 2025
Den 30. oktober 2024, en lille uges tid før valgdagen i USA, hvor Donald Trump gjorde rent bord, offentliggjorde magasinet Rolling Stone en frygtindgydende kommentar af Sean Wilentz, professor i amerikansk historie ved Princeton University.
Overskriften, »Trump’s Plot Against America«, var et velanbragt ekko af titlen på en roman af Philip Roth, der var udkommet præcis 20 år tidligere, The Plot Against America, eller som den hedder på dansk: Komplottet mod Amerika.
Romanen er en kontrafaktisk fantasi om valget i 1940, hvor Franklin D. Roosevelt mister magten til Republikanernes kandidat, den populistiske og isolationistiske antisemit Charles Lindbergh, verdensberømt for sin soloflyvning over Atlanten i 1927. Uden at være decideret nazist har han en fin forståelse for Tysklands planer, og han har ingen problemer med at holde USA ude af Anden Verdenskrig og give Hitler frit spil i Europa.
Lindbergh er skåret over virkelighedens læst. Den berømte pilot havde et stærkt engagement som talsmand for den tværpolitiske isolationistiske lobbybevægelse America First Committee, hvor fascistiske og antisemitiske ideer flød frit blandt ledende medlemmer.
Da romanen udkom, blev den læst som et svar på George W. Bushs præsidenttid. Men Philip Roth var, skriver Sean Wilentz, overbevist om, at Bush ikke havde fascistiske sympatier, men bare var en elendig præsident.
ANDERLEDES VAR DET, da Donald Trump vandt valget i 2016 efter en valgkamp, hvor han havde brølet et isolationistisk slogan, som sendte tankerne tilbage til Charles Lindbergh: America First. Nu er Donald Trump tilbage, og han har det med Putin, som Lindbergh havde det med Hitler.
Sean Wilentz fortæller, at han i en privat mail i 2016 spurgte Philip Roth, hvad han mente om Trump. Han svarede, at han så ham som en con artist, altså en svindler, en bondefanger, en plattenslager, som ikke ville tøve med at suspendere forfatningen, hvis han vandt. Fem år senere lod taberen Trump sine folk storme Kongressen, men da var Philip Roth død.
Sean Wilentz skrev om, hvordan virkeligheden var ved at indhente den kontrafaktiske fiktion i Komplottet mod Amerika, og han sluttede med et forfængeligt håb:
»I romanen bliver nationen mirakuløst befriet for fascisterne. FDR vender tilbage! Konfronteret med vores eget alt for virkelige plot imod Amerika kan vi ikke stole på mirakler. Alt, hvad vi har, er os selv og de få dage, vi har tilbage til at stemme og forhindre en fjendtlig overtagelse af det amerikanske demokrati.«
Så gik der en uge, og alle Sean Wilentz’ forfængelige håb var styrtet i grus. Demokratiet som system er ikke stærkere end den vilje, folket går til stemmeurnerne med, og amerikanerne ville – som i romanen – gerne have en Charles Lindbergh-type.
Pludselig var plottet fra Komplottet ved at blive virkelighed, og ganske som i fiktionen står det klart, at hver dag ikke har nok i sin plage, for Donald Trump spilder ikke en eneste dag. I ly af sin isolationistiske Ukraine-politik meddelte han i al ubemærkethed i denne uge, at universiteter og skoler mister økonomisk støtte, hvis de tillader »ulovlige demonstrationer«. Hvad han konkret mener med begrebet, står hen i det uvisse, men den totalitære trussel er ikke til at tage fejl af.
I Komplottet mod Amerika skriver Philip Roth om et autoritært og antisemitisk USA, hvor præsidenten overlader Europa til nazisternes forgodtbefindende. Det er en roman om virkeligheden, som den kunne have været, hvis den nationalistiske og populistiske kandidat havde vundet valget – og dermed er det også en roman om demokratiets skrøbelighed, for demagoger udnytter demokratiet og vinder magten uden den fjerneste respekt for oppositionen, minoriteterne, borgerrettighederne.
DA JEG FØRSTE GANG læste Philip Roths roman, tænkte jeg: »Det kan ikke ske.« Det samme tænkte jeg, da jeg læste Margaret Atwoods Tjenerindens fortælling.
Men den reaktion havde Sinclair Lewis allerede gennemskuet, da han i 1935 skrev en roman om en fascistisk præsidents indtog i Det Hvide Hus og kaldte den Det kan ikke ske her. Titlen er en menneskelig besværgelse, måske endda en fornægtelse.
Nu sker der ting, som ingen havde troet kunne ske. USA ledes af en isolationistisk, nationalistisk, populistisk demagog med fascistoide træk, og vi har kendt ham, før han blev politiker, for romanforfatterne har skildret ham.