Andersen-Andersen. Gennemskrevet udgave af 20 år gammel HCA-biografi er et veloplagt og indsigtsfuld portrætstudie.
Weekendavisen den 2. april 2025
Jens Andersen: Eventyreren. En HCA-biografi. 416 sider. 349,95 kr. Gyldendal.
I anledning af at H.C. Andersen så verdens lys den 2. april 1805, altså for 220 år siden, har Danmarks førende forfatterbiografiforfatter Jens Andersen nu gennem-, over- og underskrevet sit store tobindsværk om eventyrdigteren, der udkom op til 200-årsjubilæet i år 2005.
Eventyreren – en HCA-biografi er et veloplagt og indsigtsfuldt portrætstudie af et menneske, hvis livshistorie vi kender så godt: Hans Christian Andersen er en fattig skomagersøn i Odense, ankommer til København som ranglet og kejtet 14-årsdreng, opfører sig aparte, lever i usselhed, men kommer under borgerskabets vinger, får kongens bevågenhed, får fiasko på scenen, men succes som forfatter, bliver kendt som børnenes ven, lider af alskens angst, selvmedlidenhed og bekræftelsessyge, opholder sig som gæst på alle landets herregårde, rejser rundt i hele Europa og omegn, bliver verdensberømt, feteret og velhavende og dør som jomfru.
Mellem de to beslægtede værker, Andersen – en biografi I-II og Eventyreren – en HCA-biografi, ligger to årtier, og hvad kan 20 år betyde for forståelsen af en så gennemlæst og gennemlyst digter som Andersen? Er der dukket noget nyt op?
Det korte svar er: nej. Men selv uden nyt materiale kan synet på manden godt forny sig i løbet af 20 år. Især fordi vi i disse år lever i et slags kulturelt og socialt tidehverv, hvor grænsekrydsende mangfoldighed er blevet aftabuiseret. Måske er vi nu for første gang siden romantikken for alvor i stand til at løse gåden H.C. Andersen.
Sådan forstår jeg i hvert fald metoden og ambitionen i Jens Andersens nye, kontemporære Andersen-fortolkning, hvor mandeforelskelser, androgyni og seksualitetsangst i digterens liv og litteratur spiller en betydende rolle (Andersen mente, at hans kunstneriske kilde udsprang fra hans ubesmittede renhed).
Allerede i Andersen – en biografi I-II var Jens Andersen på sporet af dybderne i H.C. Andersens krop og sjæl. I en omtale af Improvisatoren skrev han, at romanen normalt bliver rubriceret som en kunstnerroman, men at man med lige så god ret kunne kalde den for en kønsroman.
Denne genrebetegnelse – som besynderligt nok aldrig er blevet gængs, hverken om Andersen eller om andre – bliver genbrugt i Eventyreren – en HCA-biografi, (denne gang blot sat i anførselstegn), men derefter strammes skruen en smule.
I 2005 spurgte Jens Andersen, om romanens hovedperson Antonio længes efter en mands kærlighed, en kvindes kærlighed, begge dele eller slet ingen. Nu i 2025 lyder spørgsmålet, om Antonio søger en mand, en kvinde, begge dele »eller noget fjerde«?
Ja, det er måske kun en nuanceforskel, men den er signifikant. I dag tænker en moderne litteraturforsker nemlig ikke i kønsstereotype kategorier som »mænd« og »kvinder« – nu holdes en dør åben for, at noget helt tredje eller fjerde kan være på spil. Og mens Jens Andersen for 20 år siden skrev om Antonios »vaklende kønsidentitet«, skriver han i dag om hans »flydende kønsidentitet«. Udtryksbevidstheden siger alt om, hvordan tiden former opfattelsen af mennesket og det analytiske sprog.
JENS ANDERSEN var allerede progressiv i sit syn på H.C. Andersen i 2005, hvor han slog fast, at det ikke gav nogen mening at putte ham i kasser med påskrifter som »homoseksuel«, »heteroseksuel«, »biseksuel« eller »aseksuel«.
I den nye udgave er pointen endnu mere progressiv, for alle påskrifterne er slet og ret udeladt. Det handler måske om, at bogen udkommer i en begrebs- og sprogfølsom tid, ændringen har også en selvstændig pointe, for billedet af den mangfoldige Andersen bliver mere retvisende, jo rummeligere dets ramme er.
Og så er vi tilbage ved romantikkens møde med vor egen tid. Er det ikke, som om 1800-tallets tolerance over for følsomme og kærlighedsfulde mandevenskaber passer godt til vor tids accept af identitetens blandingsformer? H.C. Andersen ville, havde han levet i dag, have fundet sig befriende godt tilpas sammen med identitets- og kønsfortolkende forfatterkolleger, ikke mindst den sjælsbeslægtede Madame Nielsen.
Jens Andersens portræt bekræfter digteren som et porøst og patetisk følelsesmenneske, men også som en mand med en stærk personlighed og en enorm kunstnerisk udstråling. Det er en fascinerende sandhed, at drengen ville for meget, men kunne for lidt, da han kom til hovedstaden i 1819 – og alligevel fik han den magtfulde overklasses støtte. Det er den amerikanske drøm, der går i opfyldelse på Kongens Nytorv.
HELT CENTRALT i Andersens historie står Collin-slægten, som støttede moralsk, kunstnerisk, socialt, praktisk og økonomisk. I denne familie knyttede Andersen sig især til patriarken Jonas Collin og derefter til dennes søn Edvard Collin, hvis søn, Jonas den yngre, blev Andersens chaperone på senere udlandsrejser. Uden Collinerne, ingen Andersen.
Andersens erindringer, breve med mere sitrer af hans enorme forfængelighed og forurettelse, ligesom hans behov for at blive rost og anerkendt er umætteligt. Så man må beundre familien Collins enorme ansvarsfølelse og overbærenhed med husvennen (ikke i ordets erotiske betydning), der her fandt sit »hjemmets hjem«. Som kunstner bidrog han til kulturlivet i Collinernes stuer, men som person var han ofte en belastning, der trak store veksler på sit værtsfolk.
Da Andersen hele tiden forsøgte at kile sig ind i forholdet mellem Edvard og hans forlovede, besluttede familien at holde datoen og stedet for brylluppet hemmelig for ham.
Denne ydmygelse lå i logisk forlængelse af Edvards konsekvente afvisning af Andersens inderlige ønsker om at være dus. For digteren ville dette være den ultimative anerkendelse og bevis på deres venskab og gensidige kærlighed, men Edvard fastholdt til den bitre ende at være Des.
Jens Andersen nævner det ikke, men det forekommer mig, at Andersen på sin helt egen og særdeles subtile måde ignorerede Edvards afvisning, for i alle sine breve skrev han ikke »Edvard«, men »Eduard«, og ved diskret at bytte et »v« ud med et »u« fik han indlejret et »du« i bedstevennens navn. Det var, tror jeg, en bevidst anbragt fejl. Tag du den, Eduard!
DET ER IKKE første gang, Jens Andersen fornyer en af sine litterære biografier. Han har tidligere omskrevet eller nyskrevet bøger om Thit Jensen og Tove Ditlevsen, hvilket giver god mening, for synet på en forfatter kan aldrig være statisk – derfor kunne det også være interessant med en revision af Jens Andersens enorme Tom Kristensen-biografi.
H.C. Andersen ville have elsket denne palimpsestteknik, for han brugte den selv, både når han gav ny form til gamle folkeeventyr, som han havde hørt eller læst, og når han skrev forskellige variationer af sine egne erindringer.
Desuden ville digteren nikke begejstret til bogens mange velvalgte illustrationer, ikke mindst portrætterne og de fine gengivelser af hans formidable papirklipskunst. Også forsiden ville han holde af: Den aldrende digter sidder med sin høje hat i hånden i solen ude på Rolighed, Melchior-slægtens landsted, hvor digteren døde (ejendommen lå på det nuværende Gl. Kalkbrænderivej, Østerbro, der er en mindeplade i nummer 16). Fotografiet er smukt koloreret, og bogryggen er cyklamen. Der hviler en eventyrstemning af smilende sol, blomster og duftende hårvand over det hele, oh, forfængelighed!
Med Eventyreren – en HCA-biografi har Jens Andersen halveret sit oprindelige digterportræt. Hvad der er redigeret bort, skænker man ikke en tanke, mens man lystlæser, men ved nærmere eftertanke kan man sagtens savne en kæphest eller to. I 2005-udgaven fremhævede Jens Andersen for eksempel Georg Brandes som den første kritiker, der allerede omkring 1870 skrev, at Andersen både havde en mandlig og en kvindelig side (»Jeg Kjender ingen Digter, hvis Talent er i ringere Grad sexed …«), men i den nye udgave er Brandes’ analyse af digteren som en mand, der tillige er en kvinde, slet ikke taget med. Det virker lidt underligt, når nu biografien har så stor vægt på denne vinkel.
Men først og sidst: Bogen binder romantikken sammen med nutiden, og ved ikke bare at være et personportræt, men også et epokeportræt med skildringer af nogle af vores nations vigtigste hjerner og hjerter, er bogen et stykke danmarkshistorie set gennem litteraturhistorien.
Det er skarp, vedkommende og moderne Anderseniana til tiden.