Flaskepost. En række spektakulære halshugninger fandt sted på Vestsjælland for 200 år siden.
Weekendavisen den 4. april 2025
Om morgenen den 8. april 1825 rullede der hoveder på Kanehøj Banke i Eggeslevmagle Sogn lidt nord for Skælskør. Bogstavelig talt. Tre ulykkelige mennesker mistede knoppen på bødlens blodsølede huggeblok.
Historien er denne:
Søndag den 9. maj 1824 blev liget af sognefoged Christian Knudsen fundet i en tørvegrav.
Kort efter tilstod arbejdsmand Peder Eliasen mordet. Men han var ikke alene. Sognefogedens datter Maren og gårdskarlen Niels stod bag. De to unge var forelskede i hinanden, og Niels havde gjort Maren gravid. Men sognefogeden havde lovet sin datter væk til en møllersvend, så de unges lykke stod på spil. Christian Knudsen måtte skaffes af vejen.
Niels skaffede rottegift, som Maren smuglede ned i sin fars kaffe og æbleskiver. Manden blev syg, men døde ikke. Så allierede de sig med Peder. En sen aften overfaldt de to mænd sognefogeden på en markvej. Liget gemte de i en tørvegrav.
MAREN OG DE TO MÆND blev dømt til døden. Øksen faldt tre gange mellem klokken 8 og 9 om morgenen, og allerede samme dag rapporterede Den Vest-Sjællandske Avis (Slagelse Ugeblad), at eksekutionen blev overværet af »en overordentlig Mængde Mennesker«:
»Maren Christiansdatter og Niels Pedersen sad sammen paa det forreste Sæde og tog en kiærlig Afsked med hinanden inden de gik til deres Død. De Geisdiges Formaninger og Trøst syntes ikke at have været uden Virkning paa Forbrydernes Hjerter og de underkastede sig alle med temmelig Fatning deres Skiebne.«
Avisens udsendte rapporterede, at synet af de tre dødsdømte gjorde et kendeligt indtryk på tilskuerne: »Følelsen af Medlidenhed blandede sig i Affskyen for deres Forbrydelse.«
200-ÅRSDAGEN for henrettelserne falder nogenlunde sammen med 220-årsdagen for H.C. Andersens fødsel den 2. april 1805. Den senere så berømte digter var dengang student i Slagelse Lærde Skole, netop fyldt 20 år – og han så dekapiteringen med sine egne øjne.
Den misliebige rektor Meisling fra skolen i Slagelse havde sendt de ældste elever til Kanehøj, fordi han mente, at de ville have godt af at kende til den slags. 30 år senere, i 1855, huskede den 50-årige H.C. Andersen tilbage på henrettelserne i erindringsbogen Mit Livs Eventyr. Alle på egnen ville overvære halshugningerne, skrev han, det var som en festdag:
»Det gjorde et rystende Indtryk paa mig, som jeg aldrig glemmer, at see de Dømte komme kjørende til Stedet, den unge, dødblege Pige heldende sit Hoved op til den stærktbyggede Kjærestes Bryst; bag ved dem sad, guulbleg med det sorte Haar i Tjavser og med skelende Blik, Tjenestekarlen, der nikkede til de enkelte Bekjendte, som tilraabte ham ’Farvel!’. Paa Retterstedet, hvor de stod ved deres Liigkister, sang de med Præsten en Psalme, Pigens Stemme klang høit over de Andres. Mine Fødder kunne neppe bære mig; disse Minutter vare mig mere rystende end Dødsmomentet. Jeg saae der en stakkels Syg, hvis overtroiske Forældre, for at han kunde helbredes for Slag, lod ham drikke en Skaal af de Henrettedes Blod, og saa løb de afsted med ham i Vild Flugt, til han sank til Jorden.«
DEN SIDSTE OFFENTLIGE øksehenrettelse i Danmark fandt sted på Sølvbjerghøj på Lolland i 1882. Også her var en forfatter til stede, Herman Bang. Bødlen havde svært ved at få hovedet skilt fra kroppen og måtte hugge flere gange. Det fik Herman Bang til at skrive, at »Dødsstraffen udførtes paa en Maade, der gjorde en Samfundets Retfærdighedshandling til en offentlig Slagtning«, og han agiterede for dødsstraffens afskaffelse.
I første omgang blev alle henrettelser trukket væk fra de gamle galgebakker rundtom i landskabet. Nu var det slut med at halshugge med tilskuere. Den sidste halshugning fandt sted ti år senere, i 1892, i statsfængslet i Horsens (hvor der i øvrigt var Krimimesse sidste weekend).
Tilbage til H.C. Andersen på Kanehøj Banke: »Den hele Begivenhed virkede imidlertid saa stærkt ind paa min Phantasie, at jeg i lang Tid idelig forfulgtes af Erindringen herom, denne voxte ind i mine Drømme, og efter mange nu hensvundne Aar er det Hele mig endnu levende, som var det skeet igaar.«