Frihed. »Alle var vi glade, skønt ingen var gift.« Elin Wägner var pennefører i den svenske litterære feminisme efter århundredeskiftet.
Weekendavisen den 7. marts 2025
Elin Wägner: Norrtullsligaen. Oversat af Jens Pedersen. 172 sider. 240 kr. Forlaget Ti Vilde Heste.
At en svensk føljetonroman fra 1900-tallets begyndelse af en ukendt (for os ukendt) forfatter ved navn Elin Wägner (1882-1949) nu ser dagens lys på dansk, viser, at vi lever i den litterære genopdagelses gavmilde epoke. Vi higer og søger i gamle bøger, og ud af glemslen trækker vi en litteratur fra en nutidsnær fortid om kvinder og kønsroller, familiemønstre og frigørelseskrav, og om emancipationens lange, seje træk.
I Elin Wägners debutroman Norrtullsligaen befinder vi os i 1908. Fire unge kvinder bor sammen som lejere hos en enkefrue med hjemmeboende advokatfuldmægtigsøn i Norrtullsgatan i Stockholm. Om dagen passer de deres arbejde på byens kontorer, og om aftenen deler de glæder, sorger og drømme – og en smule kaffe og daggammelt brød.
I tiden efter det moderne gennembrud og før udbruddet af Første Verdenskrig var det blevet normalt for kvinder at arbejde uden for hjemmet, men både lønnen og anseelsen var ringe. Samfundsnormerne var stadig reaktionære, og ægteskabet ansås for at være det eneste rigtige for en ung kvinde.
De fire kvinder, der udgør Norrtullsligaen (der er tale om en alt for svensktro oversættelse, bogen burde have heddet Norrtullsbanden på dansk, jævnfør den svenske oversættelse af Olsenbanden til Jönssonligan) er altså i en temmelig prekær situation som enlige og selverhvervende i et samfund, hvor råderetten helt er på de mandlige chefers side.
Men Elisabeth (med kælenavnet Pegg), som er romanens fortæller, og de tre andre, Magnhild, Emmy og Eva, har fremtiden indlejret i sig. Spørgsmålet er kun, hvor længe de orker at være en del af den feministiske fortrop. Magter de at holde sammen om selvstændigheden og imod de gramsende kontorchefer, eller kommer der pludselig et fristende ægteskabstilbud forbi? Og hvad med kampen for bedre lønvilkår? Er strejke og solidaritet en realitet eller en drøm?
PEGG KOMMER TIL STOCKHOLM fra et sted i provinsen. Engang svor hun, at det aldrig skulle blive hverdag i hendes liv, men nu har hun fået plads som kassererske og korrespondent på et dommerkontor. Hun er forældreløs, men ikke alene:
»En forfatter har sagt om os arbejdende kvinder, at man retfærdigvis må huske på, at det ikke er kærlighed til arbejdet, men derimod den rene nød, som driver os ind på mandens arbejdsområde. Det er ganske sandt og klogt sagt, for der er tale om nød – nød – og jeg er overbevist om, at jeg kommer til at hade det arbejde, jeg nu har fået. Min sjæl viger instinktivt tilbage for regnskabsbøger og skrivemaskiner, men vi må da trods alt leve, Putte og jeg – særligt Putte.«
Trods fattigdom finder Pegg en vis livsglæde sammen med de andre unge bandemedlemmer, men man fornemmer hele tiden, at lykken kun er til låns. Og hun har altså en søn, Putte, som hun dog ikke bor sammen med, tænker man. Men her har Elin Wägner lagt en lille, fin fælde for sin læser – og for dommeren.
NOGEN STOR ROMAN er Norrtullsligaen på ingen måde. Men den har et varmt bankende hjerte og en social indignation, som kan kompensere for fortællingens banalitet. Det kommer ikke mindst til udtryk i Elin Wägners fine sans for gode replikker og rørende pointer, for eksempel da Pegg siger til sin velhavende kusine, at »det er på tide, du får at vide, at det altså ikke er hele Sveriges befolkning, der får forsålet deres støvler i Frankrig«. Det får kusinens forlovede til at spørge Pegg, hvornår hun blevet socialist. Svaret kommer med provokerende præcision: »Siden jeg begyndte på at prøve på at forsørge mig selv.«
I en tid, hvor det i kulturkonservative kredse er blevet moderne at være tradwife, er Elin Wägners historie en fin påmindelse om, at ikke alle kvinder til alle tider har ønsket at søge ly i ægteskabet. Som Pegg formulerer det efter en juleaften, hvor veninderne har samlet en masse fattige gæster om sig:
»Der var ikke megen religion i vores jul, men der var en hel del rørende venskab og en smule uselvisk opofrelse og sågar et vist heltemod, for alle var vi glade, skønt ingen var gift.«
JEG ER GLAD for at gøre Elin Wägners bekendtskab. Hendes journalistiske og litterære meritter er helt i orden, og hendes rolle i den litterære svenske feminisme er betydelig. Hun blev sågar medlem af Det Svenske Akademi i 1944 som den kun anden kvinde i historien. Adgangsbilletten var hendes biografiske værk om Selma Lagerlöf, der var blevet akademiets første kvindelige medlem i 1914. De to kvinder nåede dog ikke at sidde i akademiet sammen, da Selma Lagerlöf døde i 1940.
Jeg har opdaget, at romanen faktisk udkom på dansk hos Gyldendal i 1979 i Anne Marie Bjergs oversættelse, men det fortier den nye udgave desværre. I sit forord skriver forfatteren Sara Alfort til gengæld, at Norrtullsligaen er Sex and the City anno 1908. Det er en kvik og behændig sammenligning, ikke mindst fordi Elin Wägners roman og Candace Bushnells tv-serie begge begyndte som føljetoner i henholdsvis Dagens Nyheter og New York Observer. Men kvindernes sociale og økonomiske virkeligheder er jo vidt forskellige. De amerikanske kvinder er velhavende, mens de svenske er ludfattige.
Elin Wägner var pennefører i den svenske litterære feminisme efter århundredeskiftet, og Norrtullsligaen udkommer meget passende lige op til Kvindernes Internationale Kampdag, som blev indstiftet ved Anden Socialistiske Internationale Kvindekonference i København (i det senere Ungdomshus, hvor der nu bare er en skændig byggetomt på Jagtvej). Det var i 1910, altså to år efter udgivelsen af Elin Wägners roman, der står på skuldrene af det moderne gennembruds kvindelige pionerforfattere.
Føljetonens afgørende pointe findes i Peggs beskrivelse af de fattiges juleaften med rørende venskaber, uselvisk opofrelse, heltemod og glæde – selvom ingen var gift.
Hele tiden ved vi, at de fire kvinders bande er en bristefærdig boble, for på et tidspunkt må de alle videre i tilværelsen. Den vej, Pegg vælger, vil overraske mange.