Olé! Allah! Islams frigørelse kommer via medier og mikrokreditter til kvinderne. Revolutionen har allerede et navn:
Operation Ijtihad
Islam er ude på at kolonisere vesten! Islam har aldrig haft en oplysningstid! Islam har erstattet Sovjetunionen som Vestens fjendebillede! Islam mig her og islam mig der. Hvad diskuterede vi egentlig, før vi alle – læg som lærd – begyndte at diskutere muslimerne og deres religion?
Siden det iranske præstestyre nedkaldte en fatwa over Salman Rushdies vantro hoved, har forholdet mellem de vestlige demokratier og den radikale, islamiske fundamentalisme været et af samfundsdebattens uomgængelige emner. Bare inden for det seneste års tid har vi fået adskillige bøger med anklager, defensorater og behjertede forslag om en tredje vej. Og nu kommer så en bog, der er det hele på samme tid. Og dertil noget, som gør den helt speciel. Den er nemlig skrevet af en yngre kvinde, der ikke alene er både veluddannet og troende muslim. Hun er også lesbisk. Og sympatisk indstillet over for Israel, som hun kalder et pluralistisk forbillede.
Irshad Manji kom til Canada da hun var fire år gammel i 1972. Familien flygtede fra Uganda, hvor Idi Amin smed alle de mange sydøstasiater på porten, der havde boet der siden det engelske imperiums dage, hvor de var blevet indsat til at passe administrationen. Hun er uddannet idéhistoriker og aktiv som studievært på en canadisk tv-kanal for homoseksuelle. Hun er forfatter til den internationale bestseller ”The Trouble With Islam”, som nu udkommer på dansk i Kristian Ditlev Jensens oversættelse, og kvinden bag websitet muslim-refusenik.com. Her kan man bl.a. følge bogens gang verden rundt (nu også i en udgave på urdu til det pakistanske publikum), læse forfatterens svar på spørgsmål fra læsere, kikke hendes kilder efter i sømmene, se videointerviews m.m. På hjemmesidens FAQ kan man oven i købet få svaret på, hvor hun får sat det moderigtige strithår – en frisør i Toronto, så vidt jeg husker.
Det opsigtsvækkende ved ”Problemet med islam” er, at den er skrevet af en forfatter, som hverken er renegat eller fjende. Irshad Manji opfatter sig selv som en refusenik, et begreb der dækkede over de jødiske sovjetiske dissidenter i 70’erne. De var stadig sovjetborgere, men blev afvist – refuseret – af regimet, både hvad angik deres religion og ethvert ønske om at emigrere. Irshad Manji er refusenik i den forstand, at rettroende islamister, der forsøger at monopolisere religionen, vil afvise hendes ret til at være en sand muslim. Samtidig siger hun: ”vil jeg afvise at melde mig under fanerne i den hær af robotter, der marcherer i Allahs navn”.
I den dybt personlige bog fremsætter Irshad Manji en nådesløs og sønderlemmende kritik af det demokratiske underskud i islam, en religion der ifølge hende er ”moralsk forkrøblet” og lider af ”intellektuelt muskelsvind”. Men så kommer hun på sporet af en gammel og overset tradition inden for islam, ijtihad. En tradition for uafhængig tænkning, der tillader enhver muslim, kvinde eller mand, homoseksuel eller heteroseksuel, gammel eller ung, at ajourføre sin religiøse praksis i lyset af aktuelle omstændigheder. Hun skriver:
”Som sædvanlig begyndte jeg at læse, surfe og tale med forskere. Hvem gjorde ijtihad til en tradition? Hvor blev den praktiseret, og hvordan så det samfund ud? Jeg gravede det her portræt frem: Den nysgerrige ånd var motoren i islams guldalder mellem år 750 og 1250. I Irak, det muslimske imperiums hjerte, arbejdede kristne side om side med muslimer på at oversætte og genoplive den græske filosofi. I Spanien, den vestlige kant af islams rækkevidde, udviklede muslimerne det, en Yale-historiker kalder for ”en tolerancens kultur” sammen med jøderne. Tilsammen gav alle disse samfund os forløberen for globaliseringen – indbyrdes forbindelser mellem teknologi, penge og mennesker. Muslimer handlede ihærdigt med ikke-muslimer og var de første til at etablere et system, hvor checks kunne udstedes i Marokko og indkasseres i Syrien. De handlendes faren frem og tilbage kultiverede også en lysende trafik af ideer. Lad mig sætte spot på en håndfuld af islams bidrag til Vestens kultur. Guitaren. Hostesaften. Universitetet. Algebra. Og udtrykket ”Olé!”, der har rødder i ”Allah!” (men de der maracas er altså ikke vores skyld).”
Efter forholdsvis kort tid skiftede den politiske doktrin. I stedet for den fri tanke, kom Koranens bogstavelighed på mode, og nye herskere ”frøs” debatten fast. Nu skulle svarene findes i det hellige skrifts facitliste, ijtihads porte smækkede i, den uafhængige tænknings epoke sluttede, skriver forfatteren. Og det samme gjorde islams guldalder.
”Problemet med islam” er en lang fristil for lægmand. Tonen er lige lovlig kæk og kæphøj, men pyt nu med det. Når bogen er blevet sådan en opsigtsvækkende murbrækker, er det dels fordi forfatteren i sig selv er en utrolig god historie, dels fordi hendes kritik ikke er kærlighedsløs og bygget på konspirationsteorier. Hun skriver heller ikke som en frafalden, men som en troende, der blot ikke accepterer den herskende fortolkning af Koranen. Hun lægger derimod vægt på skriftsteder, der opfordrer til frihed og religiøst frisind: Lad der ikke blive nogen tvang inden for religionen, for dig din religion, for mig min religion, citerer hun. Og hun finder endnu et belæg for religiøs pluralisme i denne sentens: ”Hvis Gud havde villet, så kunne han have lavet jer alle sammen til et folk. Men han har gjort det anderledes.”
Med andre ord: Her kommer en ung, veluddannet kvinde, der lever i et lesbisk forhold med en kristen, og udfordrer alle de fundamentalistiske imamer, der har taget patent på den rette lære. Hun fortolker islam og Koranen – som er fuld af ”humørsvingninger”, som hun siger, og derfor åben for alternative prioriteringer end de herskende – ud fra sin egen religiøse følelse, der hverken er kættersk eller profan, men måske nok demokratisk, frisindet og feministisk. Hvem havde troet, at den slags kunne have sin gang på jorden i disse terroristiske tider?
Når en kvinde med denne profil skriver et rasende, sønderlemmende opgør med islam – og samtidig bekender sig til sin gud, men vender sig fra de mennesker der i guds navn krænker kvinder – må hun nødvendigvis være parat til at tage konsekvenserne. Hvorfor skulle hun være sikker, når Salman Rushdie og Taslima Nasrin i årevis har været i konstant livsfare, og når Theo van Gogh blev dræbt? Svaret er, at Irshad Manji på ingen måde er sikker. Dødstruslerne svirrer om ørerne på hende, men hun har valgt at leve sit risikable liv i tillid til de ord, Salman Rushdie har sagt til hende: En bog er vigtigere, end et menneskeliv. Er bogen først skrevet, kan ordene ikke stoppes.
Irshad Manjis bog er et manifest for pluralistisk tolerance og en massiv kritik af religiøs fundamentalisme. Men besynderligt nok mener forfatteren samtidig, at de vestlige demokratier giver muslimerne unødvendigt stort råderum. Hun har f.eks. sagt i et interview, at danske svømmehaller ikke bør afsætte særlig tid til svømmehold for muslimske kvinder. Og hvorfor gik tolerante vesterlændinge i demonstration for muslimerne efter 9/11 2001, når muslimerne ikke vil gå i demonstration for ytringsfriheden, spørger hun. Noget tyder altså på, at Irshad Manji har lige så svært ved at skabe overensstemmelse mellem idealerne og hverdagens praksis, som de har i Dansk Folkeparti (som i øvrigt må knuselske forfatteren, selvom hun insisterer på, at islam og vestligt demokrati udmærket kan forenes).
Og apropos kvinderne i svømmehallen. Forleden dag viste en ny undersøgelse, at indvandrerkvinderne i Danmark lever i isolation. Hvis disse kvinder skal frigøres bare en lille smule fra deres mænd, er det vel vigtigt at de kan komme i svømmehallen – det er bare ét eksempel – under vilkår, der gør ikke bare, dem, men også deres mænd, trygge. Deres gradvise emancipation er nemlig helt afgørende, hvis Irshad Manji skal realisere sin vision om Operation Ijtihad, et frigjort islam. Hun mener, at de store, industrialiserede demokratier bør omlægge deres sikkerhedsbudgetter og tilbyde muslimske kvinder mikrokreditter, altså små lån, så de kan blive økonomisk uafhængige iværksættere (normalt bruges disse mikrokreditter i udviklingslandene, hvor en familie f.eks. hjælpes i gang med et lille hønsehold, men hvorfor egentlig ikke lave et særligt fremstød i Danmark?). Desuden mener hun, at talkshowdivaen Oprah Winfrey skal føre an i en koalition, der hjælper muslimske kvinder med at oprette tv-stationer over hele verden.
Om forfatterens tolkninger og kilder er blevet forkastet eller problematiseret af en akademisk kritik, ved jeg ikke, men den slags er sket før med debatbøger om emnet. Hvis man vil finde religiøse argumenter imod, er der til gengæld nok at tage af blandt de mere 70.000 Google-hits på forfatternavnet. Den religiøse kritik af bogen har foreløbig begrænset sig til at være retorisk, og sådan må det for alt i verden blive ved med at være. Hverken islam eller de vestlige demokratier har råd til at lade en eller anden formørket hellig kriger krølle et hår på Irshad Manjis strittende, intellektuelle, feministiske frisure. Det skal man overlade til hendes yndlingsfrisør i Toronto.
Irshad Manji: Problemet med islam. 224 sider, 199 kr. På dansk ved Kristian Ditlev Jensen. Jyllands-Postens forlag.