Kommentar i Weekendavisen den 9. marts 2012.
Kommentar. Årene under den teflonbelagte teknokrat Anders Fogh Rasmussen fik os til at glemme, at regeringer ledes af mennesker.
Fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussens politiske usårlighed og personlige kynisme, ydmygede både pressen og befolkningen, som derefter har taget hævn ved at ydmyge hans efterfølgere. Selvom der er mange – mange! – gode grunde til at kritisere både Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, er det unfair at de to må undgælde for offentlighedens indestængte raseri efter de små otte år (2001-2009) med Anders Fogh Rasmussens solide greb om pressen og om samfundsudviklingen, der fulgte hans drejebog, spin og værdikamp.
Den hyperkontrollerede Anders Fogh Rasmussen, der havde ry for at pudse hver eneste vindrue før han puttede den i munden, kom som en skarp kontrast til Poul Nyrup Rasmussen. Det var den arrogante Actionman, der erstattede den folkelige Fedtmule. På samme måde var Lars Løkke Rasmussen en markant kontrast til sin forgænger, selvom de er partifæller. Nu blev den asketiske løber og mountainbiker – ja, den smukkeste statsminister i Europa som Silvio Berlusconi sagde – afløst af en mere jovial, smøgrygende og øldrikkende type, som hverken holdt nationen eller sig selv i stramme tøjler på forgængerens maniske måde.
Da Lars Løkke Rasmussen kom til, blev statsministeren pludselig menneskelig – og fejlbarlig. Pressen vejrede morgenluft. Og blod. Som ræve i et hønsehus flåede journalisterne i snuskhistorien om rod med bilag for fadøl og hotelfilm, og man fik sgu helt sympati for manden, der kaldte sig Lille Lars fra Græsted. Dengang gik han i flyverskjul og spurgte sig selv, om ambitionen om at være statsminister kunne opveje problemerne ved at være jaget vildt. Han red stormen af – heldigvis – og tog det senere anerledes roligt, at da det helt fair (og ubesvarede) spørgsmål om overbetalingen til privathospitalerne skabte politisk krise.
Kontrasten fik endnu et nøk da Danmark fik sin første kvindelige statsminister, oven i købet en elegant og velklædt socialdemokrat, som var sårbar fra start. Man husker nok at sociologen Henrik Dahl i bogen Spildte kræfter i sommeren 2011 forudsagde at Helle Thorning-Schmidt ikke var kompetent til at lede en regering med socialdmeokratiske holdningsforskelle til De Radikale og SF, og seks måneder senere – da regeringen kagede rundt i miseren om Ole Sohns fortid som formand for Danmarks Kommunistiske Parti – kunne han hoverende sige: Hvad sagde jeg?
Naturligvis har enhver regering sine problemer, og na-tur-lig-vis har denne regering høstet massive minuspoint for dårlig sagsbehandling i adskillige tilfælde. Handler det om politisk inkompetance? Handler det om mangel på regeringsrutine? Eller handler det om noget så vitalt som, at errare humanum est, det er menneskeligt at fejle? At man må gøre sig sine erfaringer, forbedre sine præstationer og vinde sine omgivelser tillid hen ad vejen?
Helle Thorning-Schmidt er blevet ydmyget efter alle kunstens regler for den skibbrudne betalingsring omkring hovedstaden. Men helt ærligt, hvad skal en statsminister gøre, når hendes betroede ministre arbejder med en sag, der er uddelegeret til dem, mens hun selv har nok at gøre med finanskrise og EU-formandskab? Jeg mener at hun opførte sig med en politisk lydhørhed og imødekommenhed – og beslutningskraft – som faktisk fortjener forståelse og anerkendelse.
Statsministerens metode er radikalt anderledes end den pr. definition ufejlbarlige Anders Fogh Rasmussen, der fastholdt sine beslutninger, selvom de var forkerte, og hendes til er simpelthen sundere for demokratiet. Sådan var det ikke, da Anders Fogh Rasmussen – med Dansk Folkepartis loyale opbakning – gled af på alt: Var grundlaget for Irak-krigen i orden? Var der danske uacceptable fangeudleveringer i Afghanistan? Har CIA fløjet fanger til afhøring og tortur med dansk vidende og over dansk luftrum? Hvad var konsekvenserne af 24-års reglen og starthjælpen?
I denne uge kunne Lars Løkke Rasmussen så med en overlegen arrogance lægge sagen om sin rygekabine i statsministeriet fladt ned. Hans Facebook-meddelelse er en sand nydelse i afslappet krisehåndtering: “Det er min politik (og indtil videre også gældende dansk lov), at man godt må ryge i lokaler, der kun tjener som arbejdsplads for en enkelt person. Derfor må der også ryges i det private sidelokale til statsministerkontoret, hvortil gæster i ministeriet ikke har adgang. Så det har jeg gjort – og jeg håber sådan set også, at jeg får mulighed for at gøre det igen.”
Derefter fortæller Lars Løkke Rasmussen, at han sørger for at statsministeriets udgifter til rygekabinen (som var dyr!) bliver godtgjort (hvilket vel dækker over at det er partiet Venstre og ikke Løkke selv, der skal betale), og så slår han til med en fin slutreplik: “Og så var det måske en god idé – én gang for alle – at få lavet et sæt retningslinjer for indretning af ministrenes kontorer, så den politiske debat kan handle om andet end rygekabiner og hæve-sænkeborde.”
På den måde får Lars Løkke skabt en fin alliance med Helle Thorning-Schmidt, der på sit pressemøde i sidste uge, blev udfrittet af en næsvis journalist fra Ekstra Bladet om udgiften til et nyt skrivebord på statsministerkontoret. Stemmer en udgift på 39.077,50 kr. til et hæve-sænkebord med statsministerens budskab om sparsommelighed, ville han vide. Og Helle Thorning-Schmidt svarede tålmodigt, at det gamle bord var fra starten af 1980’erne og ikke kunne anvendes længere af tekniske grunde. Det er mildest talt også et fremragende svar.
Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt har et skæbnefællesskab, og jeg er sikker på at de i al fredsommelighed kan udveksle erfaringer om, hvordan man beskytter sig selv bedst muligt, dels mod ikke-historier eller den politiske fredløshed, der følger med jobbet. I denne uge måtte de begge parrere ligegyldig kritik, som ikke er embedet værdigt. Jeg vil derfor gerne støtte dem som humane modbilleder til den falske perfektion, som teknokraten Anders Fogh Rasmussen bandt os på ærmet. Det er faktisk en fordel for et demokrati, at have levende mennesker som ledere. Til forsvar for den fejlbarlige, uperfekte statsminister (uanset parti)!