Anmeldelse i Weekendavisen den 16. maj 2012.
Overgrund. Rasmus Halling Nielsen er en statue rejst af børn med brækkede arme.
Engle i håret
Rasmus Halling Nielsen har længere huseret i den litterære undergrund og i miljøet omkring Forfatterskolen, hvor de indviede få har hypet ham som et lyrisk stortalent.
Gemnnem de seneste år har han udgivet en del lyrik, prosa og eksperimenter på mikroforlag med makroattitude (Kronstork, Koordinat og OVBIDAT), men nu får han så sin overgrundsdebut på et af de etablerede forlag med Tvillingerne, der dog er et genoptryk af to forbundne digtsamlinger, som oprindelig blev omdelt af forfatteren selv som primitive privattryk, nemlig Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet og Det gule gæstebud.
På Alette Bertelsens stilsikre omslag ser man bagkroppene af to identiske hovedløse spurve (fugle optræder hyppigt i digtene, måske er spurvene titlens tvillinger), og på bagsiden står et enkelt citat fra bogen: “en million engle kan ikke tage fejl i mit hår”.
Når en forfatter på den måde fremhæver en særlig sætning, må det være fordi han tillægger den speciel nøgleværdi, og engle i håret er også et gennemgående tema. Rasmus Halling Nielsens repetition af motivet er ikke desto mindre irriterende, og det svækker de ellers seriøst gode digte.
Første gang vi støder på motivet, lyder det sådan her i forfatterens tegnløse skrivestil, hvor sætningerne brydes med en selvfølgelig unaturlighed:
“rise and shine brevet er ikke færdigt før nogen er slæbt i retten / flere millioner engle kan ikke tage fejl i mit hår kan ikke tabe pusten / en glød en glæde en fugl fra din skulder i drømme i virkeligheden / drømmer du aldrig om sandheder de skider på det hele kaffen er varm på nørrebro nogle gader herfra er en mand blevet stukket ned her er / fred her er ro mine fingre trommer en lille dans med centrifugalkraft / slynges de rundt til jeg ikke kan kende dem jeg kender jer siger / jeg igen og igen og igen angribes jeg af frygten for ikke at holde sammen / dette hænger ikke sammen // hængsammen”.
Dette digt er sprogligt velhavende, det har poetisk potens og det fremkalder stærke og overraskende associationer. Men jeg får en allergireaktion af Rasmus Halling Nielsens engle og hår, særligt håret som jeg synes dræner digtet for betydning. Ikke så meget fordi engle og hår nemt bliver et et banalt new age-symbol (det er dog næppe tiltænkt en spirituel rolle), men snarere fordi det virker som fejlplaceret studentikos humor – dog anerkender jeg det samtidig som en slags kvalitet, at et digt kan fremkalde ideosynkrasier hos læseren.
Rasmus Halling Nielsen er en digternes digter. Hans henviser poetisk og personligt til sine forbilleder i litteraturen (Svend Johansen og Hans-Jørgen Nielsen) og billedkunsten (Jens Birkemose og Asger Jorn) og han strejfer tit digte som sprog og skriveproces. Det er dog hverken særlig interessant eller originalt, faktisk ligner det stiløvelser mere end nødvendighed. På samme måde er det en temmelig lam idé, at skrive “…jeg har aldrig fået læst krebsens vendekreds færdig men / den er min vennekreds…” Vendekreds, vennekreds… fik I den?!
Til gengæld rejser digtene sig stejlt og stolt fra siderne, når Rasmus Halling Nielsen er rå og illusionsløs, som f.eks. i denne slebne tekst:
“hvis jeg blot må berette om spejlet flere lysår væk men meget lyrisk / så kan dét berette om mig flere lysår væk mens jeg spiser en shawarma / eller det vil jeg gerne have lov til at fortryde aldrig skal jeg spise mere / for jeg er en statue rejst af børn med brækkede arme / lad nu det billede hvile i sig selv og begynd invasionen af mit inderste rum med tale / om de knitrende stjerner én efter én skodder vi dem i askebægret // spejlet in memoriam”.
En statue rejst af børn med brækkede arme! Det kalder jeg en scene, som er svær at glemme, og det vokser kun i styrke, når digtet i næste sætning med en klædelig tvetydig ubeskedenhed opfordrer: “lad nu det billede hvile i sig selv…”
Rasmus Hallings tvillingedebut er gode digte med mislyde.
Rasmus Halling Nielsen: Tvillingerne. Digte. 64 sider, 150 kr. Samleren.