Anmeldelse i Weekendavisen den 8. juni 2012.
Klassiker. Gatsby-myten lever videre, og F. Scott Fitzgeralds roman er stadig genial.
Jazztidens evighedsfest
F. Scott Fitzgeralds mesterroman, Den store Gatsby, har ry for at være et sandfærdigt samtidsportræt, de brølende 20’ere, hvor de rige dansede charlston og drak champagne ad libitum. Men romanen har også bud til sin eftertid, og nu, små 90 år efter at den blev skrevet i 1923 (først udgivet i 1925), er den endda mere aktuel end nogensinde før. Romanen viser noget, vi kan genkende i disse finanskrisetider: den hedonistiske ansvarsløshed, hvor folk blev styrtende rige på rekordtid inden boblen bristede og højkonjunkturen blev afløst af krise og depression.
Interessen for The Great Gatsby spreder sig i USA og England netop nu. I London er der denne sommer bl.a. teaterpremiere på en otte timer lang reading af hele romanen, samtidig med at BBC sender en dramatiseret radioføljeton. Til marts næste år sætter Northern Ballet koreografen David Nixons moderne balletversion af romanen op, kun få måneder efter 1. juledags internationale biografpremiere på Baz Luhrmanns ny-filmatisering med Leonardo DiCaprio i hovedrollen som rigmanden Jay Gatsby (Robert Redfords glansrolle i Francis Ford Coppolas 1974-udgave). Traileren, som man kan finde på nettet, ser absolut lovende ud, selvom jeg godt kunne undvære de varslede 3D-effekter. Den danske premiere er heldigvis sat til så tidligt som januar 2013.
Hollywood, BBC, teatrene og balletten – alle skal tilsyneladende have deres del af Gatsby-myten, og det skal Gyldendal også, for romanen genudgives nu i forlagets nye klassikerserie, hvor danske forfattere introducerer, her Hanne-Vibeke Holst med et oplysende forord.
Den store Gatsby er romanen om den unge mand Nick Carraway, der er vendt hjem til Midtvesten efter militærtjeneste i Europa i 1. verdenskrig. Som så mange andre litterære skikkelser, der har lagt krigen bag sig, er han rastløs og på jagt efter noget, der kan give hans liv mening og fylde. I 1922 tager han derfor til østkysten for at lære aktiehandel og måske gøre karriere i finanssektoren, og han bosætter sig i et lejet hus udenfor New York. Her bliver han nabo til den hemmelighedsfulde rigmand med de ekstravagante vaner, Jay Gatsby.
Overfor Gatsbys palæ, på den anden side af en lille bugt, bor Daisy. Hun er Nicks kusine, som han ikke kender særlig godt, gift med den berømte og stenrige sportsmand (og småracist) Tom Buchanan, der angiveligt elsker sin kone, men alligevel har en affære med en kvinde, der bor på en simpel benzinstation, som ligger klods op ad de store askebunker og affaldsdynger langs vejen mellem New York og velhaverområderne på landet. Da Nick bliver introduceret for Daisy og Tom, og senere for sin mystiske nabo, er scenen sat for en eminent komponeret roman om kærlighed, bedrag, selviscenesættelse og svindel.
Jay Gatsby er et mysterium, en mand med en dunkel fortid, som vi langsomt bliver lukket ind i (ikke et ord om hans forhistorie her). Vi lytter med når rygterne svirrer ved de voluminøse fester i palæet, hvor gæsterne – der ikke nødvendigvis kender deres vært, men bare snylter på hans gæstfrihed – sladrer om at han vistnok er spion, morder, smuglerkonge.
Alt er muligt under The Prohibition Era, hvor det landsdækkende alkoholforbud får ganstervældet til at eksplodere, og måske er sladderen om Gatsby tæt på sandheden, men alt fortoner sig i champagnetågerne. Hvem er han, hvor kom han fra, hvad rummer hans fortid, og hvilken skummel business driver han med den lyssky jøde Mr. Wolfheim, som ifølge Gatsby “fixede World’s Series i 1919”, altså stod bag den verdensberømte bookmakerskandale i den amerikanske baseball-liga? (I virkelighedens verden var den skyldige matchfixer en storgangster ved navn Arnold Rothstein, som Mr. Wolfsheim er modelleret over. Rothstein blev senere skudt pga. en pokergæld. Gad vide om jeg er i familie med ham?).
Naturligvis handler det hele om en pige, nemlig om Daisy. Da Jay Gatsby var ung og fattig soldat, var han forelsket i hende (og hendes penge), men krigen splittede dem ad, og nu håber han, at han kan vinde hende tilbage. Derfor har han lejet sig ind i det opulente palæ på den anden side af den lille bugt, hvor Daisy og Tom bor. Nu mangler han kun at møde Daisy, og han bruger sine eksorbitante fester som lokkemad. Da Daisy ikke bider på, beder Gatsby Nick om at skabe forbindelsen i al diskretion. Men kan Gatsbys nye penge besejre Toms gamle?
Den illusionsløse Nick, der ved et drukgilde pludselig kommer i tanker om at han fylder 30 samme dag, har en halvhjertet affære med en golfspiller, som engang – siger rygterne – skubbede en golfbold hen i en bedre position. Denne overfladiskhed og ligegyldighed – både Nicks og golfspillerens – er eksempler på den dekadente kynisme, der råder, og selvom F. Scott Fitzgerald selv tog grundigt for sig af jazztidens evighedsfest, læser man romanen som hans kritiske undersøgelse af den menneskelige moral i en skrupelløs tid, hvor alle meler deres egen kage.
F. Scott Fitzgerald var et naturtalent som forfatter, genial til at tegne en scene med ord, og forudseende udi alle detaljer. Når Gatsby på et tidspunkt siger, at han endnu ikke har brugt marmorpoolen i år, kan vi roligt regne med at han nok skal få en dukkert senere. Men under hvilke omstændigheder og på hvis initiativ?
Den store Gatsby er en lille roman, kun 188 sider, men dens format er uendeligt, dels som en uforløst kærlighedshistorie, dels som et identitetsmysterium, dels som et kritisk tidsportræt, og dels som en kriminalistisk fortælling med et gennemtænkt mesterplot.
Alle, der har fulgt med i tv-kultserien Mad Men om den mystiske reklamemand og identitetstyv Don Draper i 50’ernes og 60’ernes USA, må nødvendigvis (gen)læse Den store Gatsby fra jazztiden. Serien står på alle måder i dyb gæld til romanen, ja den kunne næppe være udviklet hvis ikke F. Scott Fitzgerald havde lagt hovedsporet ud i forvejen.
F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby. På dansk ved Jørgen Nielsen. Forord af Hanne-Vibeke Holst. 189 sider, 130 kr. Gyldendal.