Weekendavisen den 13. juli 2012.
Maria Wine. Fra dansk børnehjemsbarn til svensk modernistisk digter. I denne uge ville hun være blevet 100 år.
I søndags den 8. juli var det 100 år siden, at digteren Maria Wine kom til verden. Hun blev født og voksede op i Danmark, men hun blev forfatter i Sverige og skrev på svensk – og mens hendes nye hjemland tog hende til sig, blev hun ignoreret af sit gamle moderland. I Sverige regnes Maria Wine blandt de store modernister, i Danmark er hendes digte end ikke oversat, kun overset.
Maria Wine, som døde i 2003, blev døbt Karla Petersen. Da hun var fire år blev hun sendt på børnehjemmet Frederik VII’s stiftelse i Jægerspris, og senere blev hun sat i pleje hos en familie på Amagerbrogade. Opvækstårene var ulykkelige, hvilket hun skildrede i erindringsbogen Man har skjutit ett lejon i 1951 (skrevet på svensk og oversat til dansk, som den eneste af hendes bøger, som Man har skudt en løve). Som ung skiftede hun fornavn til Maria, inspireret af sit mellemnavn Marie, og efternavn til Wine, der var hendes mors pigenavn.
I 1936 mødte Maria Wine en mand i toget på vej mod Rørvig. Denne mand var den svenske digter Artur Lundkvist, der skulle på badehotel for at arbejde på sin oversættelse af D.H. Lawrences Når kvinder elsker. Den erfarne digter, der senere blev et betydningsfuldt medlem af Det Svenske Akademi, og den unge kvinde forelskede sig og blev gift senere samme år. Tilskyndet af Artur Lundkvist begyndte Maria Wine at skrive digte, men da hun blev afvist af Gyldendal, vendte hun selv Danmark ryggen. I stedet begyndte hun at skrive på svensk, og i de kommende år blev hun en del af det modernistiske parnas i Stockholm.
Maria Wine skrev en lang række digtsamlinger og prosalyriske bøger, der i høj grad kredser om den kærlighed og erotik, som hun og Artur delte med hinanden – og med andre. De gjorde ingen krav på hinanden, når de var adskilt af rejser, men udlevede idealet om fri kærlighed. I det så vidt vides eneste interview hun har givet til en dansk avis (Berlingske Tidende), sagde Maria Wine et par år inden sin død: “Vi fortalte alt, og vi løj aldrig for hinanden. Hvis han havde værte væk længe, så var jeg sammen med andre mænd. Der er mange, der ikke tør sige den slags. Det er umuligt at være trofast, og der er mange der er utro – bare uden at fortælle det.”
Det private og litterære parløb mellem Artur Lundkvist og Maria Wine er for svenskerne, hvad ægteskabet mellem Richard Burton og Elizabeth Taylor er for amerikanerne. Man kan komme tæt på ægteparret en lille times kørsel fra Helsingborg, hvor Arturs fødested, Hagstad i Perstorp, er indrettet som museum og mindestue for parret. Man kan også møde Lundkvist og Wine i romanen Maria og Artur (dansk udgave 2006), som Lundkvist-forskeren Jan Arnald har skrevet – ja, det er ham, der kalder sig Arne Dahl, når han skriver kriminalromaner. Og så kan man læse Maria Wines digte, der er samlet i antologi, naturligvis på svensk. Stort navn i Sverige forblev hun digteren Danmark ikke ville have, og dansk er hendes lyrik aldrig oversat til.