Weekendavisen den 7. september 2012.
Kommentar. Alt for mange kommunalpolitikere er ikke kompetente til at stemme om økonomi.
De danske lokalpolitikere forstår ikke de sager, de stemmer ja eller nej til. Det fremgår af en undersøgelse, som nyhedsmagasinet Danske Kommuner bragte i sidste uge. Hele 24 % af de adspurgte svarede, at de har stemt i byrådet uden at forstå, hvad der var på dagsordenen!
Undersøgelsen – der omfatter 910 af landet 2475 kommunalpolitikere – viser også, at næsten halvdelen af politikerne har svært ved at forstå det talmateriale, der følger med embedsværkets sagsfremstillinger. Det betyder altså, at de folkevalgte blandt andet stemmer om den kommunale økonomi sådan lidt på lykke og fromme. Tænk at de har nerver til det.
Kommunalpolitik har traditionelt været det folkelige modstykke til den mere elitære landspolitik. Mens akademikerne huserede på Borgen sammen med de andre akademikere og lagde de lange linjer, sad måske den lokale murermester eller buschauffør med i byrådene, hvor der skulle tages beslutninger om forhold tæt på borgernes hverdag. Men det politiske arbejde i kommunerne er blevet mere og mere krævende, og efter kommunalreformen er embedsværket i de nye, større kommuner blevet mere professionaliserede – og dermed mere akademiske.
Det mener i hvert fald kommunalforsker Roger Buch, som forudser at indviklede sagsfremstillinger vil brede sig til flere kommuner. Problemet handler altså ikke bare om dårlig kommunikation mellem forvaltningen og de folkevalgte. Det handler om vilkårene for at begå sig i lokalpolitik uden at være uddannet økonom med bifag i ping & pampersprog. Når dette vilkår forringes, har vi et ‘demokratisk problem’, som Roger Buch siger.
Men har vi nu også det? Hvis man forventer at hvem som helst skal have politisk indflydelse som beslutningstager om hvad som helst, så ja – så har vi et demokratisk problem, men et ‘demokratisk problem’ er ikke nødvendigvis et problem for demokratiet, selvom vi godt kan lide den tanke, at lokale interesser varetages af lokale borgere, og ikke nødvendigvis kun af dem med de længste uddannelser. Men når en stor del af de folkevalgte indrømmer, at de ikke fatter den økonomi (vores økonomi!), de stemmer om, har samfundet naturligvis et problem, men det er først og fremmest et økonomisk problem, som må skabe en vis utryghed hos borgerne. Tænk at ukyndige mennesker styrer vores pengesager! Man kan også spørge: Hvad vil der ske med den virksomhed, der lader varmemesteren eller kantinedamen have medbestemmelse over investeringerne og det overordnede budget og regnskab?
Den kommunale økonomi er naturligvis for vigtig til at politikere uden økonomisk indsigt kan tillade sig at stemme ja eller nej til noget, de ikke forstår. Ikke desto mindre lader det til, at disse folkevalgte uden at skamme sig alligevel trykker på knapper i blinde. Dét er det ægte demokratiske problem i denne sag: den manglende vilje til at sige fra, erkende egne begrænsninger, insistere på hjælp eller omkalfatring af magtforholdet mellem embedsfolkene og de folkevalgte.
Vi må respektere, at man ikke kan have forstand på alt, og jeg skal være den første til at indrømme, at et kommunaløkonomisk notat vil sætte mig skakmat på to sekunder. Hvis man som politiker repræsenterer et stort parti, kan man måske ligge i uoplyst læ af andres kundskaber, men det løser ikke problemet, fordi kommunalpolitik netop også er politik for de små og partiløse. Hvad med de partier eller lokallisterne, der måske repræsenteres i byrådet af en eller to personer?
De politikere, der ikke kan gennemskue tallene, er nødt til at stole på indstillinger fra embedsværket og fra kommunalbestyrelsens fagudvalg – men hvis en fjerdel af politikerne har stemt for noget, de ikke forstår, kan vi så stole på at udvalgene er kompetente?
I Århus Kommune, fortæller Danske Kommuner, har man sat gang i et partnerskab med Danmarks Journalist- og Mediehøjskole, der skal lære embedsfolkene at skrive ordentlig, forståeligt og tilgængeligt dansk uden sammensatte ord, passive formuleringer og indskudte sætninger. Med i planen er oven i købet en regel om, at en sagsfremstilling aldrig må fylde mere end syv sider, og det er naturligvis en ganske udmærket ambition, for alle kan lære at skrive bedre dansk. Men hovedproblemet løses ikke gennem skrivekurser til regnedrengene.
Hovedproblemet er, at kommunalpolitik – også – er en romantisk drøm om amatørernes ligeværdige magt, og at denne drøm er svær at realisere, når det politiske ikke handler om sund lokalfornuft ud fra kendskabet til stemningen omkring gadekæret. Når politik handler om teknik og økonomi bliver den forudsætningsløse hægtet af, og det kan man måske nok kalde et demokratisk problem. Men når den forudsætningsløse alligevel stemmer uden at have forstået, hvad han eller hun stemmer for eller imod, bliver problemet først for alvor til at tage at føle på. Og så er problemet faktisk moralsk, for hvordan kan politikerne tillade sig at misbruge vælgertilliden på den måde?
Hvorfor kommer denne historie som en afsløring fra Danske Kommuner? Hvorfor kommer den ikke som et opråb fra politikerne selv? Skal vi have ondt af det defensive klynk om, hvor svært det er at forstå sagerne, eller skal vi være vrede over at politikerne tillader sig at bruge en magt, som de ikke er kompetente til at forvalte?