Anmeldelse i Weekendavisen den 29. december 2012.
Pennevenner. Paul Auster og Nobelprisvinderen J.M. Coetzee slipper – naturligvis – godt fra at udgive deres korrespondance.
Kære Paul, kære John
To forfattere af internationalt format, amerikanske Paul Auster og sydafrikanske J.M. Coetzee (Nobelprisen 2003), møder hinanden på en litteraturfestival, bliver gode venner, dernæst gode pennevenner, og nu co-authors til korrespondancebogen Nu og her – breve 2008-2011.
Brevvekslinger er private, deri ligger de uindviedes nyfigne interesse i at læse med, og derfor er udgivelsen af betydningsfulde politikeres og kunstneres korrespondancer så interessante. Brevene er slet og ret relevante for offentlighedens forståelse af en tid, nogle begivenheder, beslutninger og livsforløb, eller – som i dette tilfælde – for de tanker, Auster & Coetzee gør sig om sig selv, deres samtid, forfattergerningen og litteraturens placering i kulturlandskabet.
Når man læser denne dialog, som foregår via fax fordi Auster ikke er online, skal man huske, at den ikke er fundet og udgivet af en litteraturhistoriker engang ude i fremtiden. Den er heller ikke orkestreret af en fiffig forlægger, som så mange andre af tidens konceptuelle korrespondancebøger (for eksempel Morten Sabroes og Jørgen Leths mailudveksling, eller Majse Njors og Fay Weldons!). Nej, det er Auster & Coetzee selv, der i lyslevende live har besluttet at dele deres breve med det læsende publikum. Deri ligger der jo en markant selvbevidsthed og tro på, at brevene rummer andet og mere end privat sniksnak. Det gør de – naturligvis – også.
Når brevene er bedst, er de skrevet med en stilistisk-intellektuel ambition og essayistiske kvaliteter, hvad enten der skrives om litteratur, film, rejser, politik, cykling, fodbold, baseball, sport i tv eller finanskrise. Enten kan de to forfattere ikke skrive ringe, eller så tillader de ikke sig selv at have en uinspireret dag på kontoret – de skal jo også indfri hinandens forventninger.
Af og til mærker man en snert af iscenesat og anstrengt intellektualisme, andre gange slipper forfatterne håndbremsen og skyder fra hoften, for eksempel med det som Paul Auster selv kalder et spøgefuldt udtryk for total desperation, nemlig hans løsning på Mellemøstkrisen: Evakuer Israels befolkning til kæmpestore og tyndt befolkede Wyoming. Den største trussel mod menneskeheden vil være elimineret, Dick Cheney vil være hjemløs og israelerne vil etablere et blomstrende samfund. En helt igennem rationel løsning, mener han, som dog ikke vil blive gennemført, fordi vi (og her citerer han Coetzee) “foretrækker at leve i elendigheden ved den virkelighed vi har skabt.”
Paul Auster og J.M. Coetzee slipper – naturligvis – godt fra at udgive deres korrespondance, som kaster et interessant lys over forfatternes liv. Brevene er en invitation ind i det operatørrum, vi ikke har adgang til normalt, og samtidig en rapport om alt det i en international forfatters arbejde, der ikke foregår ved tastaturet, nemlig de opslidende rejser, interviews, festivaler.
Man bør læse brevene som en slags interessant vidnesbyrd om det, der gøder jorden for fiktionen. Derfor er det også interessant at se, hvordan Auster og Coetzee reagerer – nemlig med forvirring og irriteret vantro – da det går op for dem, at de er ofre for den falske italienske journalist Tommasso De Benedetti, der har solgt frit opfundne interviews med dem begge til diverse aviser – det hele var den pure fiktion (senere, kan jeg tilføje, har denne De Benedetti fået alverdens medier til at bringe opsigtsvækkende nyhedshistorier baseret på falske Twitter-profiler, det hele frit opfundet som et hoax, der skulle afsløre medierne).
Kære Paul, kære John. Tak for brevene. Nu tilbage til romanerne.
Paul Auster & J.M. Coetzee: Nu og her. Breve 2008-2011. På dansk ved Rasmus Hastrup. 244 sider, 279 kr. Forlaget Per Kofod.