Weekendavisen den 22. februar 2013.
Kommentar. Justitsministeren siger at han har tillid til PET… Wow, breaking!
I næste uge fremsætter justitsminister Morten Bødskov (S) regeringens forslag til Danmarks første egentlige lov for Politiets Efterretningstjeneste, PET.
Forslaget går glat igennem med stemmer fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, der altså indgår en noget overraskende alliance med partier, som de normalt ikke er på retspolitisk bølgelængde med. De Radikale og Socialistisk Folkeparti har nemlig som flinke regeringspartier suspenderet deres egentlige synspunkter i loyalitet overfor Socialdemokraterne.
På den anden side af forliget står så Enhedslisten, der dog kalder den nye lov for et museskridt i den rigtige retning, og Liberal Alliance, der mest har benyttet anledningen til at kritisere De Radikale og SF, fordi de ikke har holdt den retssikkerhedsmæsssige fane så højt, som de plejer af hensyn til det bærende regeringsparti. Hykleri, siger LA.
Og så er der kommentariatet (og her tænker jeg ikke på spinologer som Mogensen & Kristiansen, Qvortrup m.fl.), der i denne sag udgøres af en pragtfuld alliance af den borgerlig-liberale tænketank CEPOS, Amnesty International, forbundet af it-professionelle, PROSA, terrorforsker Magnus Ranstorp, juraprofessor Eva Smith, professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen og fhv. operativ chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen.
Denne blanding af hårde nitter og fløjlsmaver – som altså er på bølgelængde med Enhedslisten og Liberal Alliance – er enige med sig selv og hinanden om, at der er noget grundlæggende galt med PET-loven. Den er tandløs, åbner en ladeport for overvågning, og truer borgernes retssikkerhed, for nu at skrive en del af kritikken sammen i én sætning.
Kritikken af lovudkastet – beskrevet i en nøgtern artikelserie i Berlingske – handler blandt andet om, at offentlighedens mulighed for at kontrollere PET (og Forsvarets Efterretningstjeneste, FET) ikke bliver spor forbedret, selvom der oprettes et Tilsyn med Efterretningstjenester. Det nye tilsyn skal bestå af fem medlemmer (formanden udpeges af præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, mens justitsministeren udpeger de sidste fire efter konsultation med Folketingets Kontroludvalg), og det får sølle 5 millioner kroner til sit arbejde, men samtidig tilføres PET ekstra 10 millioner kroner – altså oveni det normale driftsbudget på ca. 800 millioner kroner – som skal bruges til at svare på de spørgsmål, som tilsynet måtte finde på at stille.
Overfor Berlingske har justitsminister Morten Bødskov faktisk erkendt, at det kommende tilsyn er så spinkelt, at eventuelle ulovlige telefon- og rumaflytninger, som PET måtte foretage udenom domstolene, kun vil blive opdaget ved et tilfælde. Det fik i sidste uge BT til at spørge ministeren, hvordan kan kunne tillade sådan et tilsynssystem, og hans svar rummer essensen af den til enhver tid sidden danske regerings holdning til efterretningstjenesterne: “Jeg har tillid til, at PET holder sig inden for rammerne af de kendelser, PET får ved vores domstole.”
Dette svar er ikke udtryk for en særlig socialdemokratisk tillid. De borgerlige sagde det samme, da de kørte ministerierne. Og den dag liberale Simon Emil Ammitzbøll måtte blive justitsminister, vil han sjovt nok mene det samme. Det er systemets selvbeskyttelse. Professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen gav i Berlingske sin forklaring på fænomenet:
“Det er et udtryk for, at der ikke er politisk vilje til at drage nogen regering til ansvar for PET. Set fra et juridisk synspunkt er det påfaldende. Konsekvensen er, at vi ikke har den fornødne retssikkerhed med PET. Og vi har heller ingen politisk kontrol med PET,” sagde han. Og så mindede han om, at menneskerettighederne jo handler om at beskytte borgerne mod overgreb fra staten. “Normalt går vi utroligt højt op i menneskerettigheder, men det hænger jo ikke sammen med, at vi ikke vil have kontrol med PET,” sagde professoren.
Nej, det hænger ikke sammen, og desværre prøver justitsministeren hverken med et fagligt eller politisk argument for sin sag, når han bliver konfronteret med det faktum, at lande, vi sædvanligvis sammenligner os med, har et betydeligt mere effektivt tilsynsapparat. Det eneste Morten Bødskov siger, er at han har tillid til PET. Wow, breaking! (skrev han ironisk). Det er jo logik. Og gratis retorik. Borgerovervågning bare jo ikke bare være et spørgsmål om, at en tilfældig justitsminister i en tilfældig regering har fidus til den for nuværende chef for efterretningstjenesten.
Justitsministerens pointe er som skabt til danske forhold. Vi elsker tanken om, at der er en høj grad af tillid mellem myndighed og borgere. Som professor i komparativ politik ved Aarhus Universitet Gert Tinggaard Svendsen for nylig skrev om den danske måde at gøre tingene på: “Kontrol er godt, men tillid er bare billigere.” Denne morsomme omskrivning af det kendte Lenin-citat om at “tillid er godt, men kontrol er bedre”, er måske korrekt i sin kerne, men det er også udtryk for en romantisk selvopfattelse af os som et folk af jordbæravlere, der bare sætter varerne i vejkanten og venligt forventer at kunden lægger aftalte penge. Men tillid er jo kun noget, man har til hinanden lige til dét sekund, hvor man ikke har det mere.
Sagen er, at PET kan gøre som PET vil uden at offentligheden kan følge med. Det hæmmer vores retssikkerhed – uden at det nødvendigvis øger vores sikkerhed i øvrigt.