Anmeldelse i Weekendavisen den 20. oktober 2006.
Zizizi! Klukklukkluk! Kejseren af Kina er ikke længere den eneste der har en mekanisk nattergal.
Elektronisk kærlighed til folket
Hvor mange mekaniske nattergale er der plads til i den danske litteratur? Ja, nu gik den kinesiske kejsers juvelbesatte trækopfugl ganske vist i stykker i H.C. Andersens eventyr, men vi glemmer den alligevel aldrig – for uden den havde den levende skønsanger fra skoven nemlig aldrig fået lært os om forskellen på ægte og uægte, fri og ufri, sand og falsk. Men spørgsmålet er, hvad vi skal stille op med budskabet fra den elektriske nattergal, som Søren Toft nu sender ud over Københavns tage.
Mikkel er grønt cykelbud. Hans kæreste Sally er ved at færdiggøre sit speciale som elektroingeniørstuderende. En dag er Mikkel sendt af sted for at aflevere en pakke til en ældre dame i nogle underlige lydstudier i en skov i Gulbjerg Mose langt uden for byen. Da han skal hjem igen, finder han en forulykket nattergal, som han tager med i sin rygtaske. Det viser sig at den lille fugl er en robot, der kan genoplades med en ledning og et stik. Den elektriske nattergal vækker Sallys professionelle interesse – men den tænder også en skæbnesvanger nysgerrighed. Da Mikkel vågner næste morgen er hans kæreste nemlig væk. Det samme er den fjerklædte robot. På tavlen i køkkenet har Sally skrevet en besked: ”Jeg har forladt dig i nat for måske aldrig at vende tilbage. Undskyld honey, men den elektriske nattergal har gjort indtryk på mig. Jeg må for enhver pris gennemskue den opfindelse. Jeg tager mekanikfuglen med min, men led nu ikke efter os, det fører ingen vegne.”
Men Mikkel leder naturligvis. Han okser fortvivlet og forvirret byen rundt på sin cykel, mens han besørger pakker og leder efter sin kæreste. Alle byens grønne bude hjælper med at holde udkik efter Sally, ganske som kejserhoffet var på udkik efter nattergalen i eventyret. Da Mikkel endelig finder den mekaniske fugl, der pludselig slår sig ned på hans cykelsaddel, følger han den gennem byen (tror han, men faktisk er det lige omvendt), hvor den kvidrer sit Zizizi! Klukklukkluk! og flyver fra lygtepæle til hustage og videre og videre gennem byen.
Sporet ender, hvor historien begynder. I lydstudiet i Gulbjerg Mose, hvor et uigennemskueligt firma arbejder med at udvikle avancerede styresystemer til robotter. Mikkel trænger ind og opdager, at projektet ledes af den kvinde, Inge Marie, som han to dage tidligere havde afleveret en pakke til. Hun havde talt længe og gådefuldt om sit eget liv, om at blive forladt, være alene og om møde en kærlighedsåbenbaring i – elektronikken. Inge Maries liv er styret efter et klarsyn, der viste hende hvordan alt er gennemsyret af kærlighed i tingenes verden. Og her i lydværkstedet finder den forsmåede kæreste til sidst, hvad han søger. Ja, måske finder han mere end det. Måske finder han det, som kejseren af Kina også fandt, da forskellen på en mekanisk, juvelbesat nattergal og en ægte, levende sangfugl gik op for ham.
Søren Toft har udmærket sans for personer, replikker og underlige stemninger, og dén nysgerrighed, som mekanikfuglen vækker i Sally, vækker Sally rent faktisk også i læseren. Hun er gådefuld, selv for sine nærmeste, og det kan jo være meget tiltrækkende, men i solidaritet med den selvudslettende og kedelige Mikkel (”Mit ansigt er et, man hurtigt glemmer, det er den næste bil, der suser forbi på vejen”) vil de fleste nok mene, at gådefuldheden kammer over. Det samme gør plottet, hvis sandsynlighedsfravær naturligvis har en vis udfordrende charme for den læser, der kan acceptere, at der vimser en elektrisk nattergal rundt over byens tage, mens et fortvivlet cykelbud jagter den i svaret på at finde en eller anden sandhed, som tilsyneladende viser sig at handle om en videnskabskvinde, der vil bringe de døde tings kærlighed nærmere til menneskene. Electronic Love til folket, som Sally siger, da Mikkel når sit mål.
Om forfatteren, romanen og læseren også når målet, er et yderst åbent spørgsmål. Søren Toft har med Den elektriske nattergal skrevet en underlig roman, og underlig kan være en kvalitet i sig selv, men handlingen er samtidig temmelig uforløst. Hvad vil han egentlig med denne moderne og dumdristige gennemskrivning af H.C. Andersens Nattergalen? Måske ligger gådens løsning ikke så meget i romanen, der vedkender sig at rumme flere spørgsmål end svar. Måske ligger sandheden i at kunne genkende de levende menneskers og de døde tings kærlighed (jeg har forsøgt, det fungerer med mennesker, men ikke med ting). Måske bør vi svinge os på cyklen og følge grønt bud Mikkel gennem de københavnske gader på ruten, der er beskrevet med topografisk præcision, indtil vi står foran de mystiske lydstudier på Sandvej 15A og 15B i Gulbjerg Mose.
Eller måske skal vi bare genlæse H.C. Andersens mesterfortælling.
Søren Toft: Den elektriske nattergal. Roman. 178 sider, 199 kr. Samleren.