Weekendavisen den 8. marts 2013.
Blæksprutte. Er Niels Franks avantgarderoman stor skrivekunst eller sproganarki til skade for demokratiet?
Niels Franks roman Nellies bog er skrevet som én lang, rablende strøm af stavefejl, grammatiske katastrofer, tegnsætningsskandaler og alle mulige andre tænkelige og utænkelige ortografiske overgreb, som vil få enhver retskriver til at række ud efter den røde rettepen.
Alle Niels Franks fejl – alle hans bevidste fejl! – har skilt vandene mellem anmelderne, hvor for eksempel Informations Erik Skyum-Nielsen placerer forfatteren blandt verdenslitteraturens største, mens Jyllands-Postens Erik Svendsen mener, at romanen nærmest er en trussel mod demokratiet. Til begge kunne man måske sige: spis brød til!
Lad os tage Erik Svendsen først. Han er blevet overraskende grundigt afficeret af Niels Franks radikale sprogeksperiment. Han lægger ud med den korrekte konstatering, at romanen er et frontalangreb på to kulturelle bastioner, sproget og kønnet. Så spekulerer han i, at Gyldendal for første gang i forlagets historie har kunnet spare korrekturlæsningen væk – men dér tager han fejl. Der er faktisk blevet læst korrektur hele tre gange, hvilket har forsinket udgivelsen, for det er ikke nemt for forfatteren at få sin vilje, når forlagets alt for kloge computer ikke vil anerkende alle fejlene i stavning, orddelinger, linjeskift, store og små bogstaver osv.
Erik Svendsens kritik af romanen – som han giver to sølle stjerner ud af seks mulige – tager dog udgangspunkt i en anerkendelse af, at den er kreativt tænkt og konsekvent udført, men derefter vedkender han sig en sproglig konservatisme: ”Der må for demokratiets skyld ikke herske sprogligt anarki. Der må være veldefinerede regler for, hvordan ord staves, og en grammatik, som må respekteres, for ellers kan vi ikke snakke sammen. Hvis alt er tilladt, vil man bruge alt for megen tid på elementært at stave sig frem til, hvad der overhovedet står i den støjende skov af selvforvaltet sort snak, og meningen med det hele forsvinder i afkodningen.”
Sproglig konservatisme eller ej: Erik Svendsen tøver ikke med at give Niels Frank ”suveræn avantgarde-særstatus”, og han har helt sikkert fat i noget, når han til sidst rejser tvivl om, hvor mange læsere, der vil følge Nellie. Det er nemlig anstrengende at læse romanen, og også svært at afkode dens sprog. Niels Frank lægger jo allerede røgslør ud med navnet Nellie, og som Erik Svendsen skriver, er der fra begyndelsen tvivl om, hvorvidt Nellie er en dreng eller en pige. Anmelderen synes dog at beslutte sig til, at Nellie er en pige (han omtaler i hvert fald titelpersonen som ”hun” og ”hende”), men dér tager han fejl. Nellie er en dreng. Vistnok.
Næsten lige så forbeholden som Erik Svendsen er Kristeligt Dagblads Anders Juhl Rasmussen. Han placerer Niels Franks roman på hylden med James Joyce, Samuel Beckett, Gertrude Stein og Per Højholt, som ifølge anmelderen ”formår at tilvirke en fremmedartet prosa, der lyser af intensitet og gerne også af ustyrlig komik”. Men hos Niels Frank finder han hverken det ene eller det andet, skriver han. Dommen lyder: ”Handlingsskelettet er spinkelt, og det kød af hverdagssituationer, der fylder det ud, udpræget trivielt. Det er ganske sikkert en bevidst trivialitet ligesom i den modernisme, romanen skriver sig ind i, men altså uden den opfindsomhed, variation og træfsikkerhed, der kendetegner genrens mest geniale værker.”
I den beske afdeling af anmeldere finder vi også Preben Rasmussen fra Dagbladenes Bureau, der syndikerer artikler til mange aviser. Hans anmeldelse kan læses i både Flensborg Avis, Midtjyllands Avis og Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde, men selvom teksten er den samme (dog forkortet i en af aviserne), er overskrifterne forskellige. Den ene hedder ’Monstrøs ortografi for viderekomne’, den anden ’For inderkredsen på Parnasset’ og den tredje ’Særegen romandebut’. Og konklusionen: ”Romanens ærinde må være af ren intellektuel art. Form synes at være nøgleordet for en diskussion af litterær æstetik, af kunstens muligheder og begrænsninger, en diskussion, der gør op med vaneforestillinger, vi har om den gode roman og dens ortografi. Også den almindelige skelnen mellem god og dårlig litteratur, mellem det trivielle og det eksistentielt tunge, synes at skulle have et skud for boven. Således bliver det mest af alt en bog for ’inderkredsen’ på Parnasset.”
Og så til de mere begejstrede anmeldere. Vores egen Nanna Goul jublede i sidste uge over det romanens morsomme, fortvivlede, forvildede, poetiske nutidsdansk, og Politikens Lilian Munk Rösing slår med fire hjerter fast, at Niels Frank har skabt et helt særegent skriftsprog, som hun tager hatten af for, selvom romanen er svær at forholde sig til: ”Psykose, grimskrift, queer, sort humor, ortografisk terror eller et forsøg på autentisk fremstilling af et sind hinsides den gældende sproglige og sociale orden? Er det sjovt, eller er det sørgeligt?”
Uden forbehold er Berlingskes Jeppe Krogsgaard Christensen, der slår om sig med seks stjerner. Han skriver at Niels Frank træder ind i romangenren på opsigtsvækkende vis, og at Nellies bog er noget af det bedste, der er sket i nyere dansk romankunst. Anmelderen mener, at de ødelagte syntakser paradoksalt nok ender med at genfortrylle sproget (og hermed fik vi en smart henvisning til Niels Franks digtsamling fra 1988, Genfortryllelsen).
Mest forført af eksperimentet Nellie er Informations Erik Skyum-Nielsen, der har hygget sig med at konstruere denne overskrift: ”En Rolls-Joyce af en bog”. Vi citerer: ”Uregerlig. Umanerlig. Uoplæselig. Usammenfattelig. Uoversættelig ikke mindst. Jo, uerne står i kø, når man vil forsøge at beskrive den uimodståelige og uundværlige bog, hvormed Niels Frank, der allerede ragede godt op, nu har lagt alen til sin vækst som forfatter.”
Erik Skyum-Nielsen kalder Nellie bog for en eksperimentel, højtgearet, grænseoverflyvende roman og for et uafrysteligt litterært bekendtskab. Og så morer han sig videre: ”Gak til myren og bliv vis, siger man. Men Niels Frank er både gakket og vis.”
Så forskelligt kan man altså se på sagerne, men Niels Franks roman er vel hverken et kaudervælsk sprogattentat mod demokratiet eller vor tids svar på James Joyce. Til gengæld er Nellie en androgyn romanperson, der splitter anmelderne op i dem, der skriver ”hun” og ”hendes” dem, der skriver ”ham” og ”hans”, og dem, der vedgår at de er i tvivl om kønnet. Til trøst for alle: Det er kommet mig for ører, at Nellies køn er uklart selv for forfatteren,