Weekendavisen den 3. maj 2013.
Sorg. Anmelderen bliver sat skakmat, får dårlig samvittighed og bliver vred. Desværre hjælper det ikke romanen.
Der er en enkelt sætning i pressemeddelelsen til Morten Brasks nye roman, der sætter anmelderen skakmat: “En pige og en dreng er inspireret af hændelser i forfatterens liv.”
Jeg så det først efter at jeg havde læst romanen, men jeg havde det allerede på fornemmelsen, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Romanen skildrer nemlig et ungt par, der mister deres for tidligt fødte tvillinger. Hvis dette er sket for forfatteren selv, er der jo tale om en dybt personlig tragedie og et – givetvis – terapeutisk skriveprojekt. Men det er der desværre ikke kommet god litteratur ud af, og det er min opgave at sige det.
Nu sidder jeg så her med dårlig samvittighed. Og også med en slags vrede over at forlaget fortæller mig, at romanen er inspireret af “hændelser” i Morten Brasks eget liv. Den oplysning fremgår ikke af bagsideteksten, så man mener ikke at læserne behøver at vide det. Men hvorfor skal anmelderne så? Forventes vi at læse romanen med mere sympati?
I så fald: Hvis Morten Brask og hans kæreste har mistet deres præmature tvillinger, føler jeg stærkt med dem, og jeg forstår det så godt, hvis han har skrevet romanen for at lære sin egen sorg at kende. Men hvis det ikke er tilfældet, hvis “hændelserne” i forfatterens eget liv ‘blot’ handler om en opslidt kærlighed og et brud mellem to voksne mennesker, sådan som det skildres i romanen, så mener jeg at vi anmeldere er udsat for et ufint forsøg på forførelse.
I centrum for En pige og en dreng står den smukke, eksotiske og erotiske Maya, som fortælleren møder på universitetet. Hun forlader sin kæreste, en velhavende og generøs advokat, og alt lover godt for de unge akademikere. De rejser sammen til en ø sydpå, hvor Maya en dag ser en blæksprutte hos en fisker. Han viser hende, at dyret har to hjerter ved gællerne og ét stort i midten. Tre hjerter i en krop, det fascinerer Maya, den kommende tvillingemor.
Men der er en slange i drengens og pigens paradis: Hun vil have børn, han vil ikke. Han mener, at de har brug for mere tid sammen inden de stifter familie, men Maya stiller et ultimatum. Hun forlader ham, hvis ikke han vil have børn, og da det viser sig, at hun rent faktisk har svært ved at blive gravid, beskylder hun ham for at glæde sig over det. Til sidst får de hjælp på en fertilitetsklinik. Da Maya bliver gravid og er bange for, at noget er galt, vækkes fortællerens faderfølelse ganske langsomt: “Jeg hører hjerteslagene i den stilhed, der vokser i mig. Jeg sidder uden at røre mig på stolen, uden åndedrag, uden tanker.”
Den lakoniske og stærkt stemningsfulde titel refererer intelligent både til det voksne kærestepar og til deres tvillinger. Da de nyfødtes forgæves kamp for livet spidser til, er romanen både bevægende og ægte i sin skildring af desperat sorg (men lad nu være med at citere mig for at at kalde romanen “Bevægende og ægte…” i en annonce, for det er ikke min konklusion), men derudover er der ikke meget at komme efter. Stil, stemning og karakterer minder om noget Jens Christian Grøndahl kunne have fundet på, men intet af det synes båret af nødvendighed. Kun skildringen af sorgen hæver sig momentvis over det ferske.
Når jeg bliver forsøgt sat skakmat af en forlagsoplysning, der henvender sig mere til det empatiske menneske i mig, end til den professionelle litteraturlæser, pirker det både til min samvittighed og vrede. Jeg er derfor ked af at jeg ikke kan sige noget mere positivt om netop denne roman, og jeg håber oprigtigt det bedste for forfatteren og forfatterskabet.
Morten Brasks debutroman Havet i Theresienstadt (2007) var absolut vellykket, og William Sidis’ perfekte liv (2011) fik mange gode ord med på vejen (jeg har ikke læst den). Dertil er kommet et par prisnomineringer i Frankrig og oversættelser til fransk, græsk, italiensk og svensk. Ikke dårligt, omend Morten Brask stadig har sig egentlige gennembrud til gode.
Morten Brask: En pige og en dreng. 224 sider, 250 kr. Roman. Politikens Forlag.