Anmeldelse i Weekendavisen den 15. december 2006.
Utilsløret sex. Dybt pornografisk roman om mænd og magt indvarsler en muslimsk sædelighedsfejde.
Sjæl og kød
Hvem forfatteren er, ved vi ikke. Hun gemmer sig bag et symbolsk pseudonym, og offentligheden kender ikke hendes ansigt. Da hun var i fransk tv for at promovere sin debutroman, skjulte hun sig som en anden misantropisk Greta Garbo bag store solbriller og en bredskygget hat. Nedjma er nemlig bange for repressalier, for ikke alle ser i nåde til en kvindelig muslim, der skriver om sex med en blussende frivol og dampende pornografisk ligefremhed.
Mandelen er historien om en kvindes frigørelse og selvstændighed. Den unge Badra sætter sit og slægtens ry over styr ved at bryde ud af et uværdigt ægteskab hjemme i landsbyen. I Tanger indlogerer hun sig hos en temmelig emanciperet tante, men da hun møder den velhavende hjertekirurg og levemand Driss, tager hendes liv en ny vending. Badra bliver Driss’ elskerinde, og for første gang mærker hun glæden ved sex. Driss giver hende orgasmer og nærhed til forskel fra hendes mand, der bare havde taget hende egoistisk, ”som et stoleben knepper et gulvtæppe”. Nu opdager hun, at kroppen er et magtmiddel. Men hvem har i sidste ende magten over hvem i denne gensidige afhængighed af flammende begær, hvor safterne flyder ned over siderne?
Den anonyme forfatter holder sig ikke tilbage. Mandelen kalder en pik for en pik og en kusse for en kusse – hvis den altså ikke lige kalder en kusse for en mandel – og det hele bliver udpenslet med generøs klarhed, f.eks. her hvor Driss onanerer, mens Badra kikker på:
”Hans massive røde pikhoved lyste glinsende og de tykke årer på den pragtfulde penis trådte tydeligt frem, blodet pumpede triumferende. Jeg kikkede fascineret og var mere ophidset og foruroliget end jeg havde lyst til at indrømme. Driss gik omhyggeligt til værks, gned glansen med to fingre, og tog så fat i hele lemmet med en nænsom og moderlig hånd. For første gang i mit liv gik det op for mig, at min klitoris rent fysisk var erigeret, og at den skat søgende frem mellem mine skamlæber. Lige siden har jeg nægtet at tro på skrønen om kvindernes passivitet. Jeg ved når jeg bliver våd, sitrer og min klitoris rejser sig, selvom mine ben er pænt samlede og mit ansigt er i ro. Driss holdt sit lem i hånden og klemte på den på et måde jeg aldrig ville have drømt om. Han kom, og sæden sprøjtede ud over mit ansigt, uden at hverken mine bryster eller mit skød havde været med i akten. Hvis mændene virkelig kan give sig selv så megen nydelse, hvorfor har de så så travlt med at trænge ind i os kvinder?”
Spørgsmålet er centralt i romanen, der dels tager nydelsens kunst alvorligt, dels undersøger hvilken rolle sex har i magtspillet mellem mænd og kvinder. For naturligvis har Nedjma et politisk-moralsk-kritisk formål med sin seksuelle emancipation af Badra. Romanen er nemlig en frigørelsesfortælling (kvinder har retten til deres egen krop) og en afhængighedsfortælling (friheden er ikke meget værd, hvis ikke den kan bruges til noget), hvor Driss er det fatale omdrejningspunkt. Men forløsningen sidder ikke kun i kroppen. Selvom skødet brænder i en altfortærende længsel, kan Badra så rive sig løs og for alvor blive sig selv? Findes der noget i forholdet, udover sex? Følelser, kærlighed, hvad med det? Elsker Badra og Driss hinanden – eller elsker de hinandens kroppe?
Det er naturligvis opsigtsvækkende og overraskende, at en ung muslimsk kvinde skriver så hard core om sex, men Nedjmas roman er ikke kun en pornografisk fortælling. Den handler om erotikkens betydning for kvindens frigørelse, og dermed også om frigørelsens umulighed, eller som forfatteren selv siger i sit forord: ”Denne beretning handler om sjæl og kød”.
Mandelen mellem Badras ben spiller et magtspil mod Driss. Men mandelens magt over manden fører hverken til social eller moralsk jævnbyrdighed for kvinden. Hvis Badra skulle have forvildet sig ind i dén forestilling, må hun tro om igen. Driss får bogstavelig talt det sidste ord, og selvom det kommer fra hinsides graven, står det som en læresætning over den kvindelige emancipation: ”Åh, min mandel! Du skal ikke blive forbavset. Du kan lige så godt lære det én gang for alle: Når en kvinde synder, er englene bare mænd som alle andre mænd.”
Den anonyme Nedjma skriver med en seksuel modighed, der naturligvis er skabt af den frigørelse af krop, seksualitet og sprog, som i den vestlige verden først emanciperede kvinder og derefter tingsliggjorde dem i et gennempornograficeret samfund. Hun er dermed foregangskvinde på samme måde, som nogle af det moderne gennembruds kvinder var herhjemme for 125 år siden. Hvad vi ser her, er måske en pioner i den muslimske verdens begyndende sædelighedsfejde? I hvert fald har Nedjma en pointe, der er helt brandesiansk: ”Jeg løfter mine ord som man hæver et glas for de arabiske kvinders sundhed. Den dag de igen tør tale om kroppen, er også mændene nået halvvejen mod helbredelse.”
Nedjma: Mandelen. Oversat fra fransk af Ove Rasmussen. 234 sider, 248 kr. Tiderne Skifter.