Anmeldelsen i Weekendavisen den 21. februar 2014.
Snedronningen. Vi forføres til at sætte os i Gerdas sted. Men vi er i Kays. Madteater er velsmagende, men…
Troldsplinten i øjet – og i maven
Kender De det, at man lige skal fordøje et teaterstykke før man for alvor ved, hvad man mener om det? Når det gælder Snedronningen på Republique er der i særdeleshed brug for at smage efter og slå mave, for man bliver meget nemt forført og forblindet af gastronomien og de fine vine i dette spektakulære og smådekadente udstyrsstykke af en velsmagende madteaterforestilling – hvilket giver ganske god mening, for Snedronningen er jo netop et eventyr om forførelse. Men jo også om at få fjernet troldsplinten i øjet, så man atter kan se klart.
Jeg har nu fordøjet de fire timer i hænderne på instruktør Martin Tulinius, scenograf Dorte Holbek, gastronom Mette Martinussen, snedronningen Charlotte Engelkes og alle de øvrige medvirkende, ikke at forglemme de anonyme kokke, og jeg har spurgt mig selv, om min mavefornemmelse havde ret, da vi forlod teateret: at denne dramatisering af Snedronningen også havde en lille bismag af Kejseren nye klæder…
Det hele begynder allerede i foyeren ved ankomsten, hvor en irriterende beroligende omgang new age pling plog glider ud af højttalerne. Vi bliver enkeltvis inviteret til at sidde ved et bord med en ung, smuk, hvidklædt kvinde, der med en indfølende stemme fortæller mig, at jeg nu skal ud på en personlig rejse (og jeg som troede at jeg skulle i teateret!?). Hun beder mig se ned i en spejlsø på et lille vinterhvidt nisselandskab uden nisser, som hun har foran sig. Hvad ser du, spørger hun? Jeg ved godt at jeg skal sige, at jeg ser mig selv, for så skal hun sige, at der er mere i verden, end det øjet umiddelbart ser, men så farer en djævel i mig, og jeg siger at jeg ser – Djævelen. Det er jo trods alt ham, der har lavet eventyrets troldspejl, mener jeg, og jeg er ved at få svip af den unge, smukke, hvidtklædte kvindes rolige stemme.
I tre-fire grupper på tolv føres publikum nu gennem en avanceret teatertopografi, styret med formidabel logistisk præcision. Først kommer vi ind i et lille spejlklædt kabinet, hvor en kæmmet dreng i pyjamas pludselig træder frem og synger Der er ingenting i verden så stille som sne med klar barnestemme. Sidst jeg læste Snedronningen var Helge Rodes digt ikke med, tænker jeg, men jeg er glad for ideen om at bruge andres snedigte, og senere dukker både B.S. Ingemanns I sne står urt og busk i skjul og St. St. Blichers Sig nærmer tiden også op.
Mens drengen synger, begynder den onde snedronning i Charlotte Engelkes skikkelse at liste rundt, mens hun puster sin isånde lige ind i nakken på de mest uheldige. Her har kroppen ingen beskyttelseszone! Snedronningen griber drengen – som naturligvis er Kay – og forsvinder med ham i en sky af glitrende konfettisne og iskold latter ud ad en dør i Østerbros aftenmørke.
Nu træder Gerda frem – en voksen skuespiller, så hvorfor skulle Kay være en dreng? Hun savner sin ven. Nu skal vi være hendes øjne og ører. Vi skal rejse mod Nord og finde ham. Gerda giver sine røde sko i en lille rygsæk til en kvinde blandt publikum med besked om at hun skal passe på dem. I eventyret skænker Gerda skoene til en flod, men lad nu det ligge.
Vi 12 publikummer repræsenterer nu Gerda, og vores rejse mod nord kan begynde. Døren går op igen, og nu er det os, der skal ud i den mørke vinteraften – som i øvrigt er ganske mild. Foran os holder – ikke en slæde, men en minibus! Ind med os, ud på Jagtvej, til højre et par gange og af på Tåsinge Plads, indbegrebet af boring Østerbro.
Her bliver vi sluset ind i en gammel butik og op i baglokalet, hvor vi sættes til bord med Blomsterkonen, der sidder og vugger som en valmue i vinden, ansigtsløst overdækket i en stram heldragt, hviskende I sne står urt og busk i skjul. I rummets hjørner ligger bunker af korkpropper, og to piger med maniske smil og hovedet på skrå som blomsterhoveder på stængler skænker varm drik af hibiscus og troldkrabbe op i små glas.
Vi får hver en blomst og en salat – min var en velsmagende gulerodstatar kørt på kødhakker med syrlige urter, peberrod og solsikke – inden vi skal ned til enten Lappekonen eller Finnekonen (her deles vi op i to hold af seks) og smage sprøde torskeskind og ansjos. Den ene bor i kælderen under butikken, der var jeg ikke. Mit hold skulle nemlig lige over gaden til en gammel udtjent campingvogn, som blev holdt varm af en larmende generator, der må drive naboerne til vanvid hver aften. Der hang lugtende klipfisk i loftet, men de kunne ikke rigtig skabe finmarksfornemmelser. Det forblev campingvogn på Østerbro.
Op i minibussen igen og tilbage til teatersalen, hvor vi nu modtages en en ung kvinde, der ved gud vil have os til at stå helt tæt omkring sig med lukkede øjne, mens hun synger I sne står urt og busk i skjul. Så lukkes vi ind i hvert vores lillebitte rum, der svarer til vores blomst, og her mødte jeg en ung pinseliljekvinde, der så så sød ud, at jeg fuldkommen glemte at høre efter, hvad hun sagde, men hun serverede en dejlig dumpling med kinaradise og gurkemeje.
Gennem en dør og via en gang, der fører opad, mens loftet bliver lavere og gennem en ny dør, som man må ned i knæ for at komme igennem (ikke alle ældre mennesker vil kunne det!), så står vi i et sovekammer, hvor en lysprojektion oven på sengens lagen viser en mand. En stemme kommer fra sengen, lagenet trækkes bort, og her ligger en nøgen overkrop og vrider sig. Hovedet er stadig overtrukket og ansigtet projiceret. Det er prinsen på slottet, som Gerda et øjeblik tror er Kay. En smuk og visuelt stærk scene, men et sært valg, for den fylder så lidt i eventyret, hvorimod de to krager, der hjælper Gerda ikke er med i dramatiseringen, der vel ellers kunne have fået noget interessant ud af et par antropomorfiserede fugle.
Farvel til prinsen og ind i røverhulen! Her tilbringer vi vel den næste gode times tid – eller mere? – bænket i grupper på træstubbe og bespist med vilde, velsmagende retter: brødcrouton, haresauce og kirsebæreddike, tørret hare i lædersæk, filosæk med confit af hårelår og tørret frugt, marvben og sprøde selleri, salat af rå beder med brændt ost, kvast persille og havesyre, sølvbeder og vinterspinat i havresauce og vildsvin med forkullet hvidløg.
Det hele serveres af de uhumske røvere, der vimser omkring i hulen, hvor vildsvin og rensdyr kigger med fra væggen og al dunkelheden er belyst af røde spots, hvor røgen driver. De pelsklædte, orgiastiske røvere hvæser og vrøvler, puster til os, napper efter vores mad, spiller musik og synger sådan som kun røverklicheer kan, når de æder og drikker. Det hele minder ikke så lidt endda om festen på Ewokkernes planet i Star Wars!
Pludselig passerer Kay – nu voksen! – igennem salen, fanget af snedronningen, og vi bliver mindet om, at vi ikke bare er på en konceptrestaturant, men at der jo faktisk er en handling rundt om det hele. Meget morsomt udbryder isheksen: “Lille spejl på væggen der… åh nej, wrong story!” Og røveren tænder op under maden med en lang fyrstik, mens hun reciterer Den lille pige med svovlstikkerne. Fine eventyrhilsner til Grimm og en af Andersens andre historier.
Så eskalerer festen med dans – vi inviteres til at danse med – men røverne falder i søvn, og vi kan begive os videre til forestillingens sidste scenerum, det hvide palads, hvor snedronningen skuer ud over os fra en høj trone. Under hendes flotte kåbe (her må hermelin gøre det ud for sne) sidder Kay, som hun kysser så meget, at hun nær kysser ham ihjel. Men det gode vinder naturligvis til sidst, den onde styrter fra tronen, og Gerdas røde sko står på det hvide tæppe og peger mod udgangen (ingen tvivl om at Snedronningen (1844) var til inspiration for L. Frank Baums roman Troldmanden fra Oz (1900) og senere filmatisering). Så kommer fåremælksfromagen med krystalliseret hvid chokolade, syltet pære, tonga og kandiserede mandler. Og til sidst: stempelkaffe!
Min mætte mave tog ikke fejl. Der er noget Kejseren nye klæder over det her. Integrationen mellem teatersal og gourmetrestautrant giver naturligvis god mening, for det dannede publikum med pengepungen i orden (billetten koster altså lige 1400 kroner) dyrker jo altid en småvammel hedonisme i kolde krisetider. Snedronningen er et imponerende totalteater, der bryder grænser ned og etablerer sin egen verden med stærk visuel magt. Her er virkelig noget for øjet i Dorte Holbeks udskejede scenografi, der minder om min barndoms klassiske Tivoli med spejlkabinetter, kulørte lamper og magiske tableauer.
Som udstyrsstykke er Snedronningen også reelt overraskende og imponerende, men der er ikke rigtig noget at finde under forførelsen. Vi får – som Kay – en troldsplint i øjet. Og så får vi også én i maven, der nyder godt af den dejlige mad. Men de to troldspinter får os til at tro, at alt smukt er godt, når vi placeres i Gerdas sted. Vi tager rollen på os, mens vi lader os føre – og forføre – fra det ene tableau til det andet. Undervejs venter vi i frydefuld spænding på næste servering, men det er først når vi har fordøjet maden og vinene, at vi for alvor indser, at vi bare var i en minibus og campingvogn. Vi var slet ikke befrieren Gerda, vi var den forførte Kay.
Naturligvis, det er jo bare teater. En slags, i hvert fald.
Snedronningen. Idé, visuelt & spiseligt koncept: Martin Tulinius, Dorte Holbek, Mette Martinussen efter H.C. Andersens eventyr. Republique, København til den 8. marts.