Weekendavisen den 28 marts 2014.
Absurd. Sarah Boberg betoner alt det elskelige ved Winnie i møgbunken.
Ord fattes
At menneskerepræsentanten Winnie sidder uhjælpeligt fast i en møgbunke, har vi vidst siden uropførelsen på Samuel Becketts Glade dage i 1961, men på Teateret ved Sorte Hest har scenografen Marianne Nilsson nyfortolket og moderniseret affaldsbjerget med tænksom finesse:
Vi ser Winnie på toppen af den vulkanske kegle, der er dækket med en hvid presenning. Her sidder hun og taler til os, mens hun trækker ting op af sin pose: briller, tandbørste, en lup, en neglefil – en revolver! Et stykke inde i monologen begynder hun at trække presenningen til sig, som en fin dame der hiver op i krinolinen og blotter en ankel.
Men dét, Winnie blotter, er en skrammelbunke af elektronikskrot, harddiske, printere, tastaturer, telefoner – alt det udstyr, vi bruger i rå mængde. Hvis Samuel Beckett havde skrevet sit stykke i dag, ville Winnie vel have haft en smartphone i tasken.
Dette greb – møggreb, kunne man kalde det – er et overbevisende eksempel på, hvordan en funktionel scenografi kan digte effektivt med på selve teksten. Marianne Nilssons løsning er kompleks i al sin simpelhed, og den fungerer godt sammen med Bjarne Olsens lysdesign, der blandt andet omfatter en lille appelsinorange sol, der på bagvæggen vokser sig større og større til en enorm ildkugle med solstormseksplosioner.
Og déroppe troner så Winnie, som hun har gjort i så mange gestaltninger siden Bodil Udsen først gav hende dansk krop på Fiolteateret i 1962. Nu er det så Sarah Boberg, der i Maria W. Vinterbergs iscenesættelse sidder i lort til halsen, smuk og stoisk smilende, mens hun forsøger at aftvinge sin tavse og mestendels usynlige mand – bøst brummende Paw Henriksen – en replik eller en reaktion. Når det går højt kravler Willie op på møgbunkens kant og læser i sin avis. Den holder han konsekvent på hovedet og vi ser ham kun fra ryggen.
Formerne fri til fortolkning, og på samme måde er Samuel Becketts tekst – her i Klaus Rifbjergs nyoversættelse – fuld af prægnante formuleringer, der synes at rumme en essens, som når Winnie konstaterer at alt er ved det gamle, “ikke værre, ikke bedre, alt ved det gamle”, når hun forudsiger at det bliver “endnu en glad dag”, eller når hun hæfter sig ved at hele virker “mærkeligt” og “meningsløst” og et par gange troskyldigt siger: “Ind i mellem er det som om ord fattes. Er det ikke rigtigt at ord fattes? Hvad skal man så gøre indtil de kommer igen?”
I andet akt er Winnie sunket dybere ned i møget, nu ser vi kun hendes ansigt, der stikker op som en knold på bunken. Hun fortæller os, at hun hører lyde, og at det altid er glade dage, når hun hører lyde: “Mit hoved har altid været fuld af skrig, svage, forvirrende skrig,” siger hun.
Det fantastiske ved Winnie er, at hun midt i moradset er både lys og lattermild, her tillige særdeles godt fortolket af stilsikre Sarah Boberg, der ganske fremragende betoner alt det elskelige ved karakteren.
Glade dage er, nu som tilforn, absurd efter alle kunstens regler, og midt i forvirringen toner de civilisationskritiske pointer om menneskelivet frem med scenisk klarhed: Vi sidder i saksen, i sumpen, i møgbunken, skabt af vores eget bevidstløse overforbrug. Og for at sende os hjem med den rette stemning af fremmedhed i krop og hoved, lader Maria W. Vinterberg en version af David Bowies ‘Life on Mars’ tone frem, absolut beslægtet med Samuel Becketts tekst, hvor man dobbelttydigt – og dybt tilfreds – kan konstatere, at ingen ord fattes.
PS. En lille rettelse til min anmeldelse af ‘Warszawa’ på Teater Grob i sidste uge. Jeg kom til at bytte om på to skuespilleres navne. Rollen som Johannes spilles af Cyron Melville, og rollen som skuespiller i KZ-fangedragt spilles af Malte Joe Frid-Nielsen. Undskyld.
Samuel Beckett: Glade dage. Nyoversat af Klaus Rifbjerg. Medvirkende: Sarah Boberg og Paw Henriksen. Iscenesættelse: Maria W. Vinterberg. Scenografi: Marianne Nilsson. Teateret ved Sorte Hest til den 26. april.