Anmeldelse i Weekendavisen den 4. april 2014.
Soldater. Prosaisk prosa om livet efter vejsidebomben.
Halve mænd
Når man googler forfatteren Peter Hovmand, der nu udsender romanen Grødhoved, finder man spændende sager: Som 18-årig meldte han sig til Fremmedlegionen, som han har skrevet en bog om. Senere har han gjort tjeneste i fem forskellige kampregimenter, senest Livgarden. For nogle år siden blev han efter et drikkegilde med nogle fremmedlegionærer i Frankrig kvæstet i et uopklaret overfald, og en blodansamlling i hjernen var ved at tage livet af ham (B.T. skrev om det i 2002). Sideløbende har han skrevet både fiktion og faglitteratur, han beskæftiger sig med IT og kommunikation, han er både blevet cand.mag. i litteraturvidenskab og fotograf. Og, tror jeg, sin egen forlægger på Forlaget Patagonien.
Grødhoved er historien om en ung dansk soldat, Michael, som kommer til skade i en kampvogn, der kører på en vejsidebombe i Afghanistan. Efter behandling for en hjerneskade på Rigshospitalet, skal han finde tilbage til en meningsfuld hverdag. Han må opgive drømmen om at vende tilbage til kammeraterne ved fronten, og sammen med en anden soldat i samme situation, begiver han sig ud på naturvandringer, først i det øde Vestjylland, senere i Pyrenæerne.
Hovedpointen er, at Michael har mistet sin soldateridentitet. Han og kammeraterne på Rigshospitalet – grødhovederne med benproteser og de andre hjerneskadede – er ikke længere krigere, “de var blevet degraderet til stakler og halve mænd på et splitsekund… og det var bare det de skulle vænne sig til,” som Peter Hovmand skriver.
Dermed skriver Grødhoved sig ind i de seneste års litteratur om Afghanistan-veteraner med en forventelig uopfindsomhed. Motivet er brugt ofte, og med god grund, fordi det rent faktisk er uhyre interessant og relevant, ikke mindst fordi soldaterne der vender hjem uden et ben eller senere udvikler posttraumatisk stress, rent faktisk er udsat for et ekstremt dobbelttab. Deres selvforståelse som soldater er væk, deres meningsgivende fællesskab er væk, deres følelse af at gøre nytte er væk.
Peter Hovmand skriver efter alt at dømme udfra egne erfaringer, både som komapatient, som bjergvandrer i Pyrenæerne, og måske som kampsoldat i en tidligere mission. Som sådan er bogen sandsynligvis både vigtig og nødvendig for forfatteren selv. Men desværre må jeg fælde en hård dom over romanens litterære kvaliteter. Som psykoloigisk studium skøjter den på overfladen. Som fortælling mangler den struktur og indhold. Som personskildring kommer den aldrig forbi klicheerne. Og sprogkunst er der absolut intet af. Der er derimod tale om umådelig prosaisk prosa.
Peter Hovmand: Grødhoved. 362 sider, 300 kr. Roman. Forlaget Patagonien.