Weekendavisen den 9. maj 2014.
Vestfronten. I anledning af 100-året for 1. Verdenskrigs udbrud genudgives alle krigsromaners moder. Læs og forstå!
Jernets ungdom
Som litterær-journalistisk frontreportage er Erich Maria Remarques klassiske krigsroman fra 1928, Intet nyt fra Vestfronten, uforlignlig:
”Vi ser mennesker leve, som mangler issen; vi ser soldater løbe med begge fødderne skudt væk, og de humper på de splintrede benpiber hen til det næste hul; en korporal kryber to kilometer på hænderne og slæber de knuste knæ efter sig; en anden går hen til forbindspladsen med hænderne fast ind mod tarmene, som truer med at vælde ud; vi ser folk uden mund, uden underkæbe, uden ansigt, vi træffer én, som i to timer har klemt sin pulsåre på sin arm sammen med tænderne for ikke at forbløde. Solen går op, solen går ned, granaterne piber, livet er til ende. Men det stykke oprodet jord, hvor vi ligger, holder vi mod overmagten, kun ganske få meter er blevet prisgivet. Men på hver meter ligger en død.”
Erich Maria Remarque var en årsunge da han blev sendt til fronten, ganske som hans alter ego, Paul Bäumer. Han og hans kammerater er – med deres klasselærers Kantoreks bizare ord – jernets ungdom:
”Ja, sådan tænker de, sådan tænker de,” siger Paul, ”disse hundredtusinder Kantoreker! Jernets ungdom. Ungdom! Der er ingen af os, der er over tyve år. Men unge? Ungdom? Det er længe siden. Vi er gamle mænd.”
Et andet sted siger Paul, at de unge mænd, der endnu ikke var groet fast i livet, blev skyllet bort af krigen: ”Det er en fælles skæbne for vor generation. Krigen har gjort os unyttige til alt (…) Vi er ikke mere nogen ungdom. Vi vil ikke mere storme verden. Vi er slået. Vi flygter for os selv. For vort liv. Vi var atten år gamle og var lige begyndt at elske verden og tilværelsen; vi måtte skyde på den. Den første granat som slog ned, ramte vore hjerter. Vi er udelukket fra alt arbejde, fra al stræben, fra alt fremskridt. Vi tror ikke mere på det; vi tror på krigen.”
Hele tiden, som et insisterende stempel, vender anklagen om krigens forræderi mod ungdommen tilbage, ikke mindst med et af krigsfiktionens måske mest nedslående selvbeskrivelse: ”Vi er ensomme som børn og erfarne som gamle folk, vi er rå og melankolske og overfladiske – jeg tror vi er fortabte.”
Da Paul dræber en af fjendens soldater i en skyttegrav, begynder han at tale til den døde: ”Kammerat, siger jeg hen til den døde, men jeg siger det fattet: i dag i dig, i morgen mig. Men hvis jeg kommer levende fra dette, kammerat, så vil jeg kæmpe imod dette, som knuste os begge: dit liv – og mit? Også mit liv. Det lover jeg dig, kammerat. Det må aldrig mere ske.”
Krige skaber forfattere, og her i 100-året for 1. Verdenskrigs udbrud begynder de første romaner at komme fra soldater, der har været i Irak og Afghanistan. I USA hedder de Greg Baxter og Phil Klay, i England Kevin Powers.
På en måde står de alle i gæld til Erich Maria Remarques formidable roman, her genoptrykt i Tom Kristensens bedagede oversættelse fra 1955 og med et noget rutinepræget forord af Klaus Rifbjerg.
Intet nyt fra Vestfronten, alle krigsromaners moder, har en tankevækkende påmindelse på titelbladet: ”Denne bog skal hverken være en anklage eller en bekendelse. Den skal være et forsøg på at berette om en generation, som blev ødelagt af krigen – selvom den også undslap granaterne.”
Den mentalt invaliderede kriger har traumer med fra slagmarken, som kan bryde ud i den fredelige civilhverdag. På Remarques tid kaldte man det granatchok. I dag hedder diagnosen for syndromet post-traumatisk stress. Læs og forstå!
Erich Maria Remarque: Intet nyt fra Vestfronten. På dansk ved Tom Kristensen. Forord af Klaus Rifbjerg. 216 sider, 100 kr. Gyldendal.