Weekendavisen den 26. september 2014.
Kammerspil. Det er fucking, choking skræmmende at være gammel nok til at få et barn i en usikker verden. Duncan Macmillan gennemskuer kærligheden og klimaet.
Ok, lad os lave et menneske!
To unge kærester snubler ind i en samtale om, hvorvidt de er parate til at få et barn. De er, forstår vi, i (off all places!) Ikea, da de pludselig tager hul på det angtsfremkaldende emne.
Den britiske dramatiker Duncan Macmillan (som også står bag dramatiseringen af Georges Orwells 1984, som spiller på Betty Nansen) sætter kammerspillet Ilt i en stram antiscenografi uden rekvisitter, kostumer eller sceneskift. Over scenen hænger 11 rækker med 16 snoede el-sparepærer. Andet er det ikke, og mere behøves ikke. Det hele er investeret i skuespillernes omhyggelige omgang med ordenes præcise, paradoksale pointer, som enhver vil genkende, der har opholdt sig i et parforhold, enten på prøve eller på livstid.
Thomas Hwan og Tilde Maja Frederiksen spiller de to roller. Forgangne sommer så jeg ham i en vellykket eksperimentaludgave af Et dukkehjem i en privat lejlighed på Nørrebro, og hende så jeg i fint sommerteater på Furesøen, hvor hun spillede med i Alting mødes, en Naja Marie Aidt-forestilling om det svære liv for de ikke længere helt unge, der pludselig skal have en hverdag til at fungere med børn og karrierestress.
Jeg havde altså både Nora og Helmers fatale parforhold og Naja Marie Aidts digt om parforholdet som en “lunken, livslang lykke” med i baghovedet da jeg kom ind i teatersalen på Husets Teater, hvor de to skuespillere allerede stod ved scenens bagvæg i en lavmælt samtale, mens vi fandt vores pladser. Så gik stykket i gang, og jeg skal love for, at der var kontakt til både Henrik Ibsens drama og Naja Marie Aidts drømme.
Parret er navnløst, prototypisk. Hun er i gang med en ph.d., han fusker med lidt musik. Er de modne nok til at blive forældre? Og er kloden klar til at de sætter et barn i verden? Der er jo så meget at bekymre sig om med klimaet og overbefolkningen. Det er den varmeste sommer og det har været den koldeste vinter, og måske kan jorden ikke klare mere? Og hvad koster et barn egenligt i CO2-udslip? På den anden side, kan det jo være, at netop deres barn kan redde verden, isbjørnene, Bangladesh, det hele! Man kan jo heller ikke overlade klodens fremtid til teenagemødre i træningstøj og med en smøg i kæften, som bliver bedstemødre som 30-årige…
Når det unge par lader deres fordomme få frit løb, erkender de at det er sygt, ondt og hadefuldt – men sandt! Så lover de hinanden, at deres barn skal lære at tænke selv (men dog ikke tænke så meget, at det bliver ensomt og deprimeret), og de er nok også nødt til at engagere sig i skolebestyrelsen for at være gode mennesker for alvor. De vil helt sikkert genbruge, følge med i nyhederne, gå til demonstrationer, støtte små cafeer, se dokumentarfilm, læse bøger, handle fair trade, løbe velgørenhedsløb, plante træer, blive ved med at have sex…
Så siger hun (forskrækket): – Alle folk har barnevogne…
Han (tænksomt): – Skal jeg få mig et skæg?
Hun: – Ok, lad os lave et menneske!
Ja, det kan være skræmmende at være klar til at få børn, og her er det ikke bare almindeligt skræmmende, det er fucking, choking skræmmende, som den unge kvinde siger. Og det er, kan jeg tilføje, også fucking, choking morsomt i Christoffer Berdals prunkløse iscenesættelse af Duncan Macmillan sten-og-stilsikre dialog, der udstanser både typer og tidsånd.
Thomas Hwan kan smile som en flækket træsko for sekundet efter at stivne som et skræmt spørgsmålstegn i sin stensikre håndtering af rollen som den godviljede unge mand, der famler og falder, og Tilde Maja Frederiksen er stærkt charmerende som et kvindeligt kaos, der føler alting så intenst, at hverken hun selv eller kæresten kan følge med. Egentlig vil man bare kramme dem begge to og sende dem af sted på livslang, lunken lykke.
Hvordan det slutter, vil jeg ikke røbe. Hverken hvad angår lyssætningens symbolik eller Duncan Macmillans litterært gode tekst, hvor man bør lytte opmærksomt efter de diskrete dystopier i Tilde Maja Frederiksens afsluttende monolog. Min kloge ledsager synes nok, at det blev lidt fortænkt da der blev bundet elegant knude på kærligheden og klimaet, parforholdet og planeten, nutiden og fremtiden, men jeg synes at det var en fortættet finale på et gennemført begavet kammerspil.
Duncan Macmillan: Ilt. Oversat af Lars Mikkelsen og Simon K. Boberg. Instrueret af Christoffer Berdal. Husets Teater til den 11. oktober.